Holdt fast i løfterne og blev helbredt

Haouthane blev pludselig så alvorligt syg, at hendes datter Lisette frygtede for hendes liv. Lægerne var rådvilde. Men Haouthane ville ikke give op og søgte hjælp i Guds løfter..I 2001 blev Haouthane Binte Hansen kristen på et møde med helbredelses-prædikanten Charles Ndifon.Haouthane er født på Comorerne, en øgruppe mellem Madagaskar og Mozambique.
Det er en tidligere fransk koloni. Hun er opdraget i et muslimsk hjem, og faktisk døde moderen under en pilgrimsrejse til Mekka…
Efter studentereksamen rejste Haouthane til Paris for at studere fransk litteratur på universitetet.
I 1985 inviterede en studieveninde hende til Danmark.
– Jeg var ung og eventyrlysten, så jeg tog en hurtig beslutning og rejste til Danmark. Her mødte jeg en dansk mand. Vi blev gift og fik Lisette, fortæller Haouthane.
Men desværre holdt ægteskabet ikke, og parret blev skilt i 1997. Det blev begyndelsen på en hård tid for Haouthane og Lisette.
Som alenemor uden familien i nærheden måtte Haouthane tager to jobs for at forsørge dem begge. Hun underviste i fransk på aftenskolen FOF og arbejdede desuden som social- og sundhedsassistent.
– Lisette måtte tit være alene hjemme, mens jeg var på arbejde. Derfor foregik lektiehjælpen nogle gange over telefonen, mens jeg cyklede rundt fra borger til borger, smiler Haouthane.
Men hun havde en nevø, som var blevet kristen, og hun kunne se, at det hjalp ham med hans problemer.
– I 2001 var hun ude hos en ældre handicappet dame. Hun havde en brochure liggende om et møde med helbredelsesprædikanten Charles Ndifon.
– Han kan bede for dine problemer, sagde damen.
Mødet var i maj måned i Pinsekirken på Drejervej i København. Jeg oplevede hurtigt, at det var en kirke, jeg kunne falde til i. Fire måneder senere blev jeg døbt, fortæller Haouthane.

– I august 2006 rejste jeg sammen med Lisette til Mariager for at bruge et år på pinsebevægelsens høj- og efterskole.
Lisette skulle tage sin 10. klasse på Frydensberg Efterskole, mens jeg glædede mig til at modtage bibelundervisning på Mariager Højskole.
Men det gik helt anderledes, end jeg havde forventet…
Allerede efter en måned blev jeg svag og træt og fik ondt i kroppen.
– Jeg havde betalt for Lisettes ophold på efterskolen, men jeg havde planlagt at tjene til mit eget ophold på højskolen ved at arbejde som afløser på Mariager plejehjem.
Det blev jeg nødt til at droppe, for jeg havde så mange smerter, at jeg næsten ikke kunne gå. Derfor bekymrede jeg mig for, om det betød, jeg skulle rejse hjem til Brøndby Nord. Jeg ville jo gerne blive i nærheden af Lisette, fortæller Haouthane.
– Men det økonomiske problem blev løst. To anonyme personer valgte nemlig at støtte mig økonomisk.
Det var et mirakel. Jeg kendte ikke giverne. Men deres støtte var en stor lettelse for mig.

Efter et stykke tid, hvor helbredet havde været skrantende, opfordrede en god ven Haouthane til at tage på hospitalet og blive ordentligt undersøgt.
Lægen valgte at indlægge Haouthane med det samme.
– Lægerne kunne ikke finde ud af, hvad jeg fejlede. De kunne se, at der var infektion, men ikke, hvor den kom fra. Min blodprocent var faldet til 5,4. Derfor valgte de at give mig en blodtransfusion. Men det hjalp ikke.
Lægerne undersøgte mig også for tuberkulose og aids, fordi jeg oprindeligt er fra Comorerne. Jeg fik ikke medicin i al den tid, jeg var syg, men de tog blodprøver hele tiden og ledte bl.a. efter leukæmi. Derfor opererede de også lymfekirtler ud af min nakke og under en arm og undersøgte dem. De foretog en knoglemarvsundersøgelse. Det gjorde dog så forfærdelig ondt, at de måtte stoppe. Hver gang de borede ind i mine knogler, skreg jeg ”Jesuuus”, griner Haouthane.

Haouthane fik en ordning med hospitalet, hvor hun hver morgen blev hentet af en ambulance, der bragte hende frem og tilbage mellem højskolen og hospitalet.
– Jeg havde sådan glædet mig til undervisningen. I stedet kørte jeg væk fra skolen, når de andre gik ind til undervisning, og kom hjem, når de var fædige. Men omvendt var det også en god støtte for mig, at jeg var på højskolen. Det var mit åndelige hospital, fordi jeg fik opbakning og omsorg og masser af forbøn.
Havde jeg været alene, ville jeg været faldet ned i en depression, siger Haouthane.

Mens lægerne stadig undersøgte Haouthane, blev hun mere svag og tabte sig meget, fordi hun ikke kunne spise.
Midt i svagheden oplevede hun også et angreb af onde drømme om natten. Særligt ét billede plagede hende igen og igen: en mand, der står med et skilt i hænderne, hvorpå der er et billede af et skelet.
Det fik Haouthane til at vågne op midt om natten med hjertebanken og dødsangst.
Når det skete, stod hun ud af sengen og lagde sig på knæ.
– Det eneste jeg kunne gøre i den situation, var at stole på Gud og søge hans hjælp. Jeg fandt hans løfter i Bibelen, som jeg klamrede mig til. Især Esajas 43:2 blev mit ynglingsvers:
”Går du gennem vand, er jeg med dig, gennem floder, skyller de ikke sammen over dig; går du gennem ild, bliver du ikke forbrændt, flammen brænder dig ikke. ”
– Lægerne var jo rådvilde. Jeg indså, at det kun var Gud, der kunne hjælpe. Derfor besluttede jeg at holde fast i Guds Ord. Ligegyldigt, hvad lægernes rapport var, så ville jeg tro på Guds rapport: at han har taget vores sygdomme og båret vores lidelser (Esajas 53:4), siger Haouthane.

Datteren Lisette måtte hjælpe sin mor ud af sengen hver morgen. Hun kunne se, at ribbenene stak mere og mere frem:
– En dag, hvor min mor havde det dårligt, sagde hun til mig: ”Lisette, jeg tror, at jeg skal dø.” Det var jeg ikke glad for…
Jeg har ikke kontakt med min far, så jeg ved slet ikke, hvordan jeg skulle kunne klare mig uden hende, siger Lisette.
– Har du, ligesom din mor, kunnet støtte dig til troen?
– Ja, især da jeg så, hvordan troen hjalp hende igennem og hun blev rask igen. Det har styrket min tro.

Efter næsten otte måneders sygdom begyndte Haouthane at få det bedre.
– Lidt efter lidt blev min blodprocent højere og højere, og smerterne forsvandt – stadig uden at nogen ved hvorfor. Jeg tog også på i vægt og kunne begynde at spise, gå og løbe. Undervejs i sygdomsforløbet støttede jeg mig også til de profetier, jeg modtog fra forskellige.
– Gud vil sende dig ud til nationerne for at gøre Jesus kendt og bede for helbredelse, lød en profeti. Det er tankevækkende, for faktisk betyder mit navn ”nationer”, smiler Haouthane.

Den 13. juni besøgte Haouthane hospitalet for sidste gang. Da kendte lægerne stadig ikke årsagen til, hvorfor hun blev syg – eller rask.
Men Haouthane er sikker på, at Gud har helbredt hende, og hun føler sig styrket i troen.
– Jeg kunne mærke hans fred undervejs i processen. Før jeg kom til tro, søgte jeg om hjælp til højre og venstre og spurgte mennesker om råd.
Men i denne store krise fandt jeg trøst i Guds Ord. Han havde givet mig et løfte om, at han ville helbrede mig – og det gjorde han!