Jul i junglen med Karenfolket

Missionærfamilien Eubank har i flere år holdt jul i den burmesiske jungel. Men Karen savnede alligevel den vestlige jul…Vi er på vores jungletræningslejr i Karenstaten i Burma, hvor vi de sidste 4 år har gennemført træning for ledere og deltagere i hjælpemissionerne.

Familien Eubank i den burmesiske jungle

Det er i oktober og begyndelsen af den kolde, tørre, årstid. Dette er den bedste årstid både til at transportere folk og forsyninger til træningen og gennemføre hjælpemissionerne til landsbybeboere, som er fordrevet fra deres hjem af den burmesiske hær.
Det vil derfor blive det femte år, vi tilbringer jule- og nytårshelligdagene i junglen.

Karenfolkets jul

På trods af, at fællesskaber er revet i stykker af krig, forbløffer karenfolket mig med deres rige fejring af julen.
Det begynder faktisk den sidste nat i november med en fest, kaldet ”Søde December”. Et festmåltid, sang og bedemøde, normalt rundt om et bål ved midnat, byder velkommen til december og juletiden.
På grund af at karenerne var blandt de første folk i Burma, som bød Kristus velkommen i deres hjerter, har de kristne en stærk tradition for at dele deres tro både blandt deres egne folk og ud over Burma. Over 30 % af karenerne er kristne.

Fælles julefester

Omrejsende juleprogrammer er en del af kirkelivet.Grupper tager rundt og møder hinanden i landsbyerne hen over december måned. I et område, som er blottet for moderne transportmidler, er det forbavsende, hvor langt og bredt budskabet om Jesu fødsel bliver spredt på en måned til fods gennem junglen.
Den tredje uge af december når festivitasen et nyt stade, når hele landsbyer begynder at planlægge deres julefester. Til forskel fra min erfaring med familie-jul, forbereder landsbykirkerne en stor fælles fest, der omfatter flere gudstjenester, morgenmad, sportsdage med uddeling af priser og et aftenprogram, som er åbent også for nabolandsbyer.

Ikke jul samme dag

Det mest forbavsende er, at denne ”juledagsbegivenhed” ikke nødvendigvis sker den 25. december, da nabolandsbyerne også forbereder deres egen julefejring, og man er omhyggelig med ikke at overlappe allerede planlagte fester et andet sted. Så, i dette hjørne af verden, hvor der næsten ikke findes nogen form for rigelighed, er julen rigelig.

Gaven er tid og nærvær

Men til forskel fra mit barndomsbillede af et træ, overhængt med gaver, er dette billede overhængt med mennesker og fællesskab.
Hele dagen under festen standser både kristne og ikke-kristne deres arbejde for at spise, lege og hvile sammen. Det samme sker de følgende dage, hvor de besøger nabolandsbyerne og deltager i deres programmer.
Det andet af vore to junglehjem er i den største af en gruppe på tre landsbyer. Vi har typisk fejret jul der fire gange hvert år – inklusive vores egen vestlige familieversion.
Denne tids rigdom er virkelig ikke i gaver, de kan give til hinanden, men i tid og tilstedeværelse. Ligesom Jesu fødsel var den oprindelige gave til verden.

Jul uden vores
egne traditioner

På trods af, at jeg har erfaret de hjertelige karenske julefejringer de sidste år, begyndte jeg at føle mig mere og mere deprimeret.
Det gik op for mig, at på grund af tidspunktet for træningsprogrammet og de efterfølgende hjælpemissioners start midt i december, samt længden af rejsetiden til og fra skjulestederne med hjælp til de fordrevne flygtninge, så ville børnene og jeg være skilt fra Dave juledag d. 25. december. Faktisk ville ingen af os være i vort eget hus, da børnene og jeg stadig ville være på vores Good Life Club skoletur, rejsende rundt mellem små landsbyer og steder med fordrevne flygtninge.
Dette er altid en god og frugtbar tid, men det er ikke den specielle atmosfære, jeg så frem til i forbindelse med julen.
Så på trods af den rigdom, jeg med min forstand vidste lå i karenernes fest, havde jeg svært ved at sluge den pille, som julen så ud til at blive i år.
Den vestlige jul med dekorationer, speciel mad, et træ, julemusik, duften af lys osv. og ikke mindst at være sammen som familie er så speciel for mig, at jeg har gjort mit bedste for at fortsætte den tradition, selv i vores junglehjem.
Sidste nat var tanken om at den 25. december ville blive uden nogle af disse ting ganske pinefuld. Det føltes, som om noget meget dyrebart var revet væk, og at al den glæde, der var gemt til denne dag, ville være tabt.
Og dog, mens tiden gik, blev jeg mærkeligt trøstet af en grundlæggende sandhed, som syntes at indeholde kraft nok til at vende mine følelsers tidevandsbølge.
Jul er fejringen af Jesu fødsel, og ærlig talt behøver jeg ikke specielle dufte, smag, lyde, dekorationer eller endog medlemmer af min familie for at byde fødselen af et barn velkommen. Jeg har fejret, at Jesus er grundlaget for juletiden hvert år af mit liv – men aldrig uden nogen medfølgende traditioner.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Jesu fødsel bliver
igen kernen i vores tro

Vil Jesu fødsel virkelig være alt, hvad vi har at tænke på?
Er det nok til at blive en glædelig fest i sig selv?
Dette var en slående tanke, og på Guds dybe måde talte han til mig, og sagde: ”Det er kernen i din tro, og du vil se, at det er nok”.
Jeg følte mig skamfuld over min store afhængighed af at tilføje det kulturelle til det guddommelige.
Jeg er taknemmelig for Guds nåde i min mangel på at værdsætte hans Søns ægte gave.
Jeg må tilstå, at selv efter nattens åbenbaring vågnede jeg stadig op den følgende morgen til en grå sky i min bevidsthed om juledrøftelsen. Jeg huskede, at jeg måtte skrive denne beretning om ”Jul i junglen”.
Jeg var tidligere startet med at skrive på et andet tema, en mindre personlig sammenligning mellem fester i øst og vest. Men jeg blev overbevist om, at det var stærkere at give noget ægte og personligt. Uanset, at alle nu kan læse om min åndelige svaghed, så følte jeg, at der var større kraft i at dele sandheden.
Nu, efter adskillige timers overvejelser, kan jeg afslutte min beretning med en glædelig bekendelse:
Efter at jeg nu har beskrevet, hvordan de karenske fællesskaber løbende flytter rundt på datoen for julen med deres fester, er jeg tilfreds med at fejre vores familiejul nytårsdag og lade Jesus selv komme som gaven på hans fødselsdag, den 25. december.
Jeg har erfaret, at Immanuel (et andet navn for Jesus, som betyder ’Gud med os’) kommer til os hver dag i året, i alle vore glæder og prøvelser.
Gud er med os!
Godt nytår.
Af Karen Eubank