Kreativt konfirmandoplæg

Mange midler tages i brug for at imødekomme nutidens konfirmander.- Mange præster har for travlt til at have det nødvendige, kreative overskud i konfirmandundervisningen. Det mener Jonas Diemer, som er talsmand for projektgruppen igang.nu.

Den frivillige gruppe ”igang.nu” sætter på en kreativ måde gang i konfirmandernes tanker om at være ung, kristen og konfirmand.

Gruppen tilbyder i konfirmandprojektet at bistå folkekirken med deres evner bl.a. indenfor musik, drama og pædagogik.
Alt foregår på én lang lørdag, hvor igang.nu på forhånd har strikket et alsidigt program sammen til konfirmanderne, indeholdende fx ”zapseminarer”, hvor konfirmanderne frit kan vælge mellem alt fra forkyndelse og debat til latterklub og alterbrøds-bagning. Igang.nu er af den holdning, at leg, humor og læring er vigtige forudsætninger for en moderne kristendomsformidling.

Kreativ arbejdskraft

– Vi ønsker at være autentiske kristne, der kan fremstille det kristne budskab i øjenhøjde med de unge, forklarer Jonas Diemer, der mener, at teenagere i dag har brug for rollemodeller.
For igang.nu er konfirmandprojektet første skud på stammen af en række projekter, der primært kan ses som kreativ arbejdskraft for kirken.

Ildsjæle

– Igang.nu er en gruppe ildsjæle. De kan lide at være på, at give af sig selv og ikke mindst at more sig. Og så har de en utrolig evne til at kunne komme helt tæt på konfirmanderne og sætte tanker i gang om det at være ung, kristen og konfirmand, fortæller sognepræst Brian Iversen, som har haft besøg af gruppen.
Gruppens kalender for foråret 2008 er næsten booket op, men der er muligheder i efteråret.

Humor som medspiller

Også fra andre sider arbejdes der på at gøre konfirmandundervisningen sjovere og mere nærværende. Danmarks Kirkelige Mediecenter har introduceret værktøjet Konfirmazion.dk, hvor præst og konfirmander også kommunikerer ved hjælp af internet, e-mails og sms’er i løbet af ugen.
Konfirmazion.dk kan integreres med materialet Con Dios fra forlaget Aros.
– I et nutidigt sprog og med humoren som medspiller bliver konfirmanden i elevhæftet guidet igennem kristendommens centrale temaer, skriver forlagsredaktør Gunilla Kromann Haarsted på hjemmesiden om Con Dios, som ifølge udgiveren tager konfirmandens interesse for åndelighed og livets store spørgsmål alvorligt.