Beskyttende blufærdighed

Både skønhed og blufærdighed er gaver fra Gud. For at mennesket også kunne modtage skønhedens gave, efter at det havde vendt sig bort fra Gud, gav Gud mennesket blufærdigheden.”Blufærdigheden er menneskeadelens vogter” skrev den jødiske teolog Samson Raphael Hirsch. Blufærdigheden beskytter menneskets skønhed imod ødelæggelse. For skønhed rummer en farlig og bedragerisk side. Den kommer til udtryk alle steder, hvor mennesker tror, at skønhed alene er noget, der kan ses med det blotte øje. Øjnene ser først og fremmest kroppen, dens linier og farver. Når skønhed reduceres til kroppens ynde og tiltrækning, er det nærliggende, at det at se fører til en begærlig besiddertrang. Om oldtidens mennesker hedder det: ”… så gudssønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til” (1. Mos. 6,2). Det er betegnende, at i skildringen af mænds uindskrænkede seksuelle omgang med kvinder betyder ordet ”smuk” ”at være godt i stand” eller ”have en solid kropsbygning”. Det vil sige, at skønhed var reduceret til kroppens linier. Kvinder var ikke smukke på grund af den indre harmoni, de udstrålede, men alene på grund af deres anvendelighed til sex. Siden den tid har der været en skæbnesvanger indsnævring af begrebet skønhed. Hvor skønhed reduceres til kroppens linier, bliver kroppen forherliget i sin nøgenhed, seksualiteten bliver idealiseret og den ungdommelige krop gjort til målestok for alt.

Gud havde skabt mennesket som mand og som kvinde. Begge var nøgne, og begge kendte ikke blufærdighed. Hverken mellem menneskene indbyrdes eller i deres forhold til Gud fandtes begrebet blottelse. Blufærdigheden blev først nødvendig i verden efter konflikten. Da mennesket erkender at være i strid med Gud, begynder han at tildække sin krop. Mennesket forsøger at tilsløre sig. Dog lykkedes menneskets forsøg på at beskytte sig ikke. Da Gud mødte sit faldne menneske, handlede han som menneskets opretholder og gav ham tøj på. Gud tildækkede altså selv mennesket. Gud erklærede ikke menneskets blufærdighed og higen efter beklædning for en ligegyldig og naturstridig følelse, men gav menneskene klæder. Blufærdigheden og beklædningen er ”en barmhjertighedsordning fra Guds side” (Gerhard v. Rad). Med denne ordning, blufærdighedens og tilhylningens gave, giver Gud menneskene en ny mulighed for at leve med hinanden. Det menneske, som siger, at tøj ikke hører mennesket til, afviser Guds gave.

Den, som frisindet blotter sin krop eller vilkårligt iagttager et andet menneske klæde sig af, krænker blufærdigheden. Skamløshedens kæreste udtryksform er den såkaldte ”lette påklædning”. Den strækker sig fra at være en modedille til at være et regulært sex-raffinement. Den frisindede blottelse er udtryk for, at mennesket aldrig har oplevet kærlighedens dybde eller har mistet evnen til kærlighed. Han har ikke længere brug for blufærdighed for at beskytte kærligheden, da han ikke er i besiddelse af en kærlighed, som kan såres. Men blottelse af kroppen kan også være udtryk for en dybere personlig sygelig trang. Den, som lider af uopfyldt seksualitet, føler lyst, når han selv blotter sig eller hemmeligt iagttager andre mennesker blotte sig. At blive blottet eller selv at blotte sig er udtryk for ødelæggelse af skønheden. Hvis mennesket ubeset røber sin hemmelighed eller berøves sin hemmelighed, mister han sin skønhed. Kun blufærdighedens gave, som Gud skænker mennesket, beskytter skønheden mod at gå i stykker.
Gud ønsker ikke troens nøgenhed eller kroppens nøgenhed, men heller ikke talens, tankens og følelsens nøgenhed. Blufærdigheden er en gave fra Gud, hvormed Gud beskytter og opretholder menneskets skønhed. Den, som lader hånt om blufærdigheden som Guds gave, mister ærbødigheden for livet.

Dr. Hansjörg Bräumer er præst i Celle.