Jehovas Vidner udstilles i ny film

En teenagepiges brud med Jehovas Vidner stiller relevante spørgsmål, men udstiller også tro som naivitet.Den prisvindende instruktør Niels Arden Oplev er aktuel med filmen ”To verdener”, om en pige splittet mellem sin barnetro og familie i Jehovas Vidner og en forbudt forelskelse, der til sidst fører til udstødelse fra hendes trossamfund og alt, hvad hun er vokset op med.Filmen er baseret på en sand historie. Og sikke en historie. Niels Arden Oplev læste om en 17-årig piges udstødelse fra Jehovas Vidner i 2 artikler i Berlingske Tidende i 2006, og han vidste, at hendes historie skulle bruges som udgangspunkt for hans næste film efter den internationale succes ”Drømmen” fra forrige år.
– De ting hun måtte gå igennem, berørte mig både på det følelsesmæssige og intellektuelle plan. Det slog mig, at nok er der skrevet om dette emne, men jeg mente ikke, at det nogensinde havde været behandlet på film, fortsætter instruktør og med-manuskriptforfatter Niels Arden Oplev i pressemateriale for filmen.

Debutanten Rosalinde Mynster spiller den altdominerende hovedrolle, og det gør hun ret godt, selvom manuskriptforfatterne nogle gange byder hende ikke særlig mundrette dialoger. Hun er omgivet af dygtige skuespillere, der leverer imponerende præstationer; det gælder ikke mindst Pilou Asbæk, der spiller kæresten Teis med sådan en charme, at en biografsal fuld af anmeldere både grinede og fniste.
Historien fortælles langsomt og nøgternt. Det er både filmens plus og dens minus. Det sensationelle og klichéfyldte, man kunne have frygtet i en film om Jehovas Vidner, undgås eller underspilles, så filmen bevarer sin troværdighed og kan bevæge.
Til gengæld er der så heller ikke noget ”nyt under solen”. Som instruktøren selv påpeger, så har vi hørt historien før, selvom vi ikke har set den på film.
Vi ved med det samme, vi ser pigen i hendes lille, lukkede familie med andagtsbøger og Jehovas Vidner-møder, at hun vil bryde med familien, og at det vil føre til udstødelse. Vi ved, at hun vil forelske sig i Teis, så snart vi præsenteres for ham i starten af filmen, og at hun vil vælge ham over familien. Vi ved, hvad der vil ske, og det gør filmen forudsigelig.
Det sænker tempoet, især i starten, men til gengæld gør den stensikre forventning om, at hun vil blive udstødt, også nogle glade scener med familien før katastrofen desto mere ubærlige.

Jehovas Vidner udstilles som naive, hjernevaskede og egoister. Det er ikke mine ord, men ord der bruges i filmen om Jehovas Vidner.
De vises også som ægte sårede mennesker, der presser sig selv og søger accept. Især Saras far, der spilles, så det brænder igennem lærredet, af Jens Jørgen Spating, viser en smerte og følelsesmæssig dybde, der gør, at vi ikke bare kan afskrive familien som ”de onde”.
Nej, vi tror på, at familien vil Sara det bedste, at de oprigtigt ønsker at redde hende. Og så alligevel. I løbet af filmen afsløres faderen gradvist som frygtsom egoist, og til sidst afskriver han sin datter, tilsyneladende for at komme højere op i menighedens hierarki.
De eneste rigtig ”gode” Jehovas vidner er dem, der lyver og snyder og bryder reglerne: hendes mor og storebror og hendes veninde, indtil hun angrer og bliver ”en af de onde” igen.

Niels Arden Oplev gør det klart, hvad han mener om Jehovas Vidner:
De har med deres ideologiske forbud og påbud opstillet så strikse leveregler, at det på flere måder berøver og begrænser det enkelte menneskes personlige frihed og har derved antaget fanatiske og fundamentalistiske former, udtaler han.
Og selvom han siger, at han ikke ønsker, at portrættere vidnerne som ”de onde”, men ”som almindelige mennesker med følelser, svagheder og kvaliteter som alle andre”, så er det soleklart, at det, de gør, efter hans mening er ondt.
Filmen kommer med mange – velovervejede – anklager, ikke kun mod Jehovas Vidner, men indimellem mod troende generelt:
– ”To verdener” er i bund og grund en enkel historie om at frigøre sig fra en tro, forklarer instruktøren.
Filmen har premiere d. 22. over hele landet og deltager i ungdomsfilmkonkurrencen i den prestigefyldte Berlin-filmfestival, hvor instruktøren vandt forrige år med ”Drømmen”.
Forvent masser af religionsdebat i medierne, og døm selv, om filmen er god eller dårlig, uretfærdig eller fair.