Kirsten blev dømt og frikendt af Jesus i himlen

Kirsten var død i 11 minutter, mens hun blev opereret. Hun svævede op til loftet og videre op til himmelen, hvor hun mødte Jesus, som gav hende en forsmag på Dommedag i kærlighedens optik…Hvad sker der, når vi dør? Hvordan dømmer Gud? Og hvilken virkning har det, at Jesus påtog sig straffen for vores synder…?Spørgsmålene står i kø om livet efter døden. Men Kirsten Mørch Nielsen fra Mors har været ude af denne verdens tid og sted og besøgt himlen i evigheden, mens hendes krop lå livløs hen på et operationsbord i USA.
Komplikationer under en graviditet bevirkede, at hun lå død i 11 minutter, mens læger og sygeplejersker febrilsk prøvede at genoplive hende. Men selv oplevede hun en ubeskrivelig herlighed oppe hos Jesus:
– Han stod pludselig foran mig – stor og kærlig og tryg, blændende, overvældende. Jeg kunne ikke andet end at falde på knæ, slået af hans vælde. Ærbødig var jeg, men samtidig jublende lykkelig og tryg.
– Hans kærlige øjne lyste fred over mig, ja, de øjne glemmer jeg aldrig. Han var i en strålende lys klædning. Det var som om den var skåret ud af Guds eget lys. Han kendte mine tanker, ja, han kendte mig helt ind i sjælen. Og jeg genkendte ham som Jesus selv, fortæller hun.

Det skete den 30. april 1968 for præcis 40 år siden. I dag er hun kommet til hægterne igen – lige bortset fra en hjerneskade, der bevirker, at hun må træne i timevis hver dag for at holde sin hjerne i form.
Kirsten Mørch Nielsen er præst og leder Mikkelsbakke Refugium på Mors sammen med sin mand Henrik.
Og så er hun kunstner, og hvad var mere naturligt end at male et billede af Kristus, som hun oplevede dengang som død. Hun kalder maleriet for Glædens Herre.
– Men det var ikke sådan, jeg så ham, fortæller hun. Han var i et langt mere overstrålende lys. Jeg ville da aldrig have vovet at sidde en meter fra himlens og jordens herre og så male ham i overstørrelse!

Refugiepræsten var død i 11 minutter, og på så kort tid oplevede hun ikke blot alverdens inspiration og erfaring – hun fik også sin helt egen Dommedag foran Jesus, hvor han viste hende alle de gode og mindre gode gerninger, hun havde nået at gøre i sit 28-årige liv – alt sammen vist i kærlighedens optik.
– Nu viste Jesus mig mit liv fra ende til anden. Hver eneste tanke, jeg havde tænkt og hvert ord og hver handling gennem alle de 28 år. Det opdelte han i mørkt og lyst på hver sin side, ligesom på en tavle.
– Til at begynde med var der kun lyst. Som lille havde jeg fx smilet til min kæmpestore far. Og jeg havde pludret til folk fra min barnevogn. Jeg havde samlet min mors fingerbøl op fra gulvet og rakt det til hende. Og jeg så, hvordan jeg havde reddet insekter fra fluesmækkeren ved at lukke dem ud af vinduet. Alle de små ting som børn gør de første år. Og de fyldte heldigvis op på den lyse side.
– Men så en dag begyndte også det mørke at blive registreret. Jeg så, at jeg som 2-3-årig havde ladet som om mine stive laksko var blevet væk.
– Efter hånden blev min egoisme ret så tydelig på tavlen. Ganske tit havde jeg ignoreret den lille indre stemme, selv om den altid havde råbt så højt. En gang havde jeg tømt mineralsk terpentin ud på græsset, da jeg havde renset pensler efter at have malet et billede. Det var kulsort på tavlen!
– Det at jeg havde malet et billede af nogle efterårsgrene op imod den knaldblå himmel, det var fint. Det kom på den lyse side. Og at jeg ville rense pensler var også fint. At jeg havde været lydig imod min mor som ikke brød sig om at jeg hældte terpentin ud i vasken, for så stank den i hele huset, det var også i orden. Men at jeg ikke havde fundet en anden løsning end at hælde terpentin ud på det levende, på græsset på jorden, så græsset og mikroberne døde, det var meget dårligt. Så det kommer vores generation til at stå til ansvar for en gang. Uha!

– Det var nu ret sært at se mit eget liv – og så på den måde! Men det var jo også første gang, jeg fik lov at se mit liv gennem kærlighedens briller.
– Når jeg ikke forstod en placering i mørkt eller i lyst, så blev det forklaret for mig. Efterhånden lærte jeg at se tingene på hans måde – i kærlighed. Ganske tit lo Jesus en herlig latter, før han tog en ting frem og viste mig! Han har en skøn humoristisk sans. Og så har han en stor tålmodighed med et fjols som mig.
– Jeg syntes, det var ret ”træls” at se min ungdoms tåbeligheder. Og dem var der mange af! Men alting blev gennemgået og analyseret og alt kom fra hans viden og ikke ud fra min erindring. Jeg så også, hvordan han igen og igen havde værnet mig fra ondskab og fare, både fysiske farer og menneskers uforstand. Og det var sandelig ikke kun, når jeg havde bedt Gud om hjælp. Det var også masser af farer, som jeg overhovedet ikke havde kendt til. Det frelste han mig også fra. Han var der hele tiden hos mig.

– Da jeg så mine 28 års synder og dyder på den måde, blev jeg ulykkelig over alt det mørke, jeg havde været skyld i. Det var kærligheden, jeg havde svigtet igen og igen. Jeg havde ellers tidligere troet, at jeg var ganske god og kærlig, for det havde jeg prøvet på at være. Men jeg så, at jeg altid havde higet efter menneskers anerkendelse i stedet for sandhed og kærlighed. Jeg blev ulykkelig over min egoisme og min forfængelighed, og jeg faldt på knæ igen og bad så mindelig om forladelse.
– Han lagde kærligt sin hånd på mit hoved. Og så sagde han, at jeg ikke skulle bære på den byrde mere. Så løftede han mig op og sagde, at han jo havde båret min dårskab en gang for alle på Golgata, så den skulle jeg ikke bære. Så fyldte han sit lys hen over mit mørke på tavlen. Det skulle vi ikke se på mere – det var visket ud. Jeg skulle bare gennem det. Og så forsvandt resten også. Ak jeg blev så glad og taknemmelig og fri og let som aldrig før.
Men så tænkte jeg på alt det, jeg ikke havde fået gjort, på alle de inspirationer, som jeg havde ladet falde, så de var visnet. Og jeg tænkte på hele kærlighedens univers, som jeg bare havde gumlet i mig uden at bidrage så forfærdelig meget. Og jeg erindrede de lyse øjeblikke, jeg bare havde taget for givet. Alle de gange jeg havde undladt at give et smil, skrive et brev eller trøste en bekendt eller af dovenskab havde undladt at male et billede eller skrive et digt. Eller da jeg havde ladet være med at synge og le og danse og give udtryk for livsglæde af hensyn til hvad andre dog ville tænke. Alt det lyse var jo blevet mørkt af at jeg havde sviget, kunne jeg se. Bare jeg kunne gøre det om!
– Må jeg godt komme tilbage, spurgte jeg.
– Jo det kunne jo godt lade sig gøre. Men nu syntes Jesus lige, at jeg skulle have lov til at mærke, hvordan det ville blive at vende tilbage til menneskelivet, inden jeg bestemte mig. Og så lod han mig føle en lang række frygtelige følelser: En utrolig ensomhed og fortvivlelse og hvordan jeg krympede mig under andre menneskers hån og foragt. Den tomme følelse af at blive svigtet igen og igen, at blive svigtet – og en masse vanvittige smerter.
– Men jeg måtte tilbage for at udfylde den plads i Guds husholdning, som jeg tidligere havde ladet hånt om. Ja faktisk havde jeg kun taget mit eget liv alvorligt og ikke min opgave som medmenneske. Alting i mit liv havde faktisk kun drejet sig om mig selv. Der var så meget, jeg nu kunne se, jeg skyldte tilværelsen.
– Da Jesus så, at jeg fastholdt mit ønske om at vende tilbage, så syntes han, at jeg også måtte have lov at erfare nogle glimt af de positive ting i mit kommende liv. Så viste han mig med mine kommende børn i armene. Og de var levende.
Og det var jo slet ikke så ringe endda!

Læs resten af Kirsten Mørch Nielsens beretning i Udfordringen uge 6-2008 og en anmeldese af hendes bog ”Lys bag døden” på hjemmesiden www.udfordringen.dk eller i Udfordringen uge 41-2003.