Klostre er Guds laboratorium
Protestanter kan lære af munkevæsenet hos ortodokse og katolikker. Her fremelskes nemlig
menneskets oprindelige natur som Gudskabte væsener.Er mennesket kun en synder? Rummer det ikke også en masse godt? Vi er trods alt skabt i Guds billede!
Er frelse blot en engangsbeslutning, der baner vej til et evigt liv i Himmelen? Er det ikke også en forvandlingsproces her på jorden? Det er vel derfor, vi får hjælp fra Helligånden!
Spørgsmålene rejser sig, refleksionsrummet udvider sig, nye dimensioner i kristenlivet åbner sig, når vi får indblik i den tidlige kirkes teologi. Og det er netop meningen med det nyoprettede Johannes Akademiet i Sydsverige. Den kendte retræteleder og forfatter Peter Halldorf og professor Samuel Rubenson ved Universitetet i Lund har oprettet akademiet i Bjärka Säby ved Linköping som et studieforum, hvor både læg og lærd kan stifte bekendtskab med de tidlige kirkefædres, de såkaldte ørkenfædres, teologi.
Og den var bredere end den protestantiske teologi, der for en stor dels vedkommende er udsprunget af reformator Martin Luthers opgør med dårligdomme i den daværende katolske kirke. Det fremgik tydeligt af det første seminar i Johannes Akademiet, som fandt sted for nylig på Peter Halldorfs retrætecenter Nya Slottet i Bjärka Säby.
Deltagerne havde forinden fået en del tekster til gennemlæsning, og her fremgik, at også de katolske og ortodokse grene på kirkens stamtræ har noget vigtigt at bidrage med, bl.a. munkevæsenet.
Netop munkevæsenet har mange protestantiske og karismatiske kirker et ambivalent forhold til. Dette misforhold skyldes hovedsageligt den protestantiske arv fra bl.a. Martin Luthers store katekismus og reformatorens afstandtagen fra gerningsretfærdigheden, som var et udpræget problem i den samtidige katolske kirke. I Luthers hårde angreb mod kirkens skikke røg samtidig en
værdifuld arv ud med badevandet. Fromme og gudfrygtige ørken- og kirkefædres tanker og liv forkastedes med foragt og er mange gange siden blevet kaldt egoistisk, egenretfærdig og livsfjendsk. Det skyldes ifølge Halldorf en misforståelse af begrebet askese som livsfornægtende. Men askese er i virkeligheden at give afkald for at kunne hengive sig til Gud, som er livsbekræftende. Misforståelsen skyldes ifølge professor Rubenson, at man glemmer, at mennesket blev skabt i Guds billede. Da mennesket syndede, blev menneskets natur, som er dette afbillede, ikke totalfordærvet, men skadet. I den første kirke fastholdt man dette syn og udviklede derfor munkeordner til at fremelske det guddommelige i mennesket, som var blevet frigjort ved tro på Kristus. Derfor er det magtpåliggende, at kirken i dag med al dens overfladiskhed accepterer munkevæsenet som kernen i kirkens liv.
Hvad var det så, disse såkaldte ørken- og kirkefædres asketiske livsførelse drejede sig om? Hvorfor drog tusindvis af folk pludselig ud i ørkenen i 200 og 300-tallet for at leve et liv enten i total ensomhed eller sammen med andre eremitter i åndelig træning og bøn?
Samuel Rubenson uddybede verset fra Bibelens første kapitel:
Gud sagde: Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! (v. 26).
– Gud ville have noget, som var Gud lig. Vi må forstå, hvad denne Gud-lighed er. I 1. Mosebog kapitel 3 vers 9 ser vi, at Gud kalder på os, hvor vi end befinder os, og det er det nøgne menneske, Gud kalder på. Dem vi er, udlægger Rubenson og forklarer, hvordan arvesyndslæren ofte har blokeret for det gudskabte i mennesket:
– I vestens kirketradition forstår man det sådan, at syndefaldet medfører ulydighed og at denne ulydighed giver mennesket skyld i form af arvesynd. Men syndefaldet medførte ikke en total fordærvelse af gud-ligheden, fastslår Rubenson. – Gudsbilledet er bare skadet. Mennesket er sygt og fanget af synden.
Gennem Kristus kalder Gud nu mennesket ud af fangenskabet, tilbage til sig selv:
– I kaldet ser vi mennesket længselsfuldt, stræbende og begærende. De tidlige græske filosoffer omkring år 400 f.kr. så det samme, da de reflekterede over mennesket. Hvad er kernen? Hvordan formes gode mennesker? Ja, hvad er godt og ondt?
– Mennesket er søgende, sagde Platon dengang. Det vil hele tiden noget mere. Selv om vi får, hvad vi vil have, vil vi bare have mere. Sådan er det eksempelvis også med kærlighed og mad.
– Platon mente, at det var kærligheden i mennesket som var grunden til denne stræben. Kærligheden er en urkraft i mennesket. Vi søger fuldkommenhed i kærlighed. Men hvad er dette, vi elsker, bagom alt? For Platon var det også et guddommeligt mysterium, hvad det også er for kristne. Derfor var det bibelske kærlighedsdigt Højsangen en af den tidlige kirkes vigtigste tekster. Her forstod man mennesket.
Men skal menneskets urkraft så bare slippes løs? Nej, syndefaldet havde en påvirkning, der i Rubensons terminologi gjorde det ustabilt. Og derfor var der brug for en morallov.
– Mennesket er ustabilt. Vi har impulser i forskellige retninger. Mennesket besidder en brist, derfor er det ustabilt, derfor har det en uro, en længsel
– Hvordan finder man stabilitet? Det er synd, at ordet moral har fået en dårlig klang. Moralfilosofi går netop ud på at finde stabilitet.
– Kirkefaderen Evagrius af Pontus mente, at der fandtes en dyd for hver af menneskets laster. Disse dyder skulle ikke skabes, men findes frem i menneskets natur, gennem at lade sine laster, sine lidenskaber, forvandles. Begæret skal så at sige ikke undertrykkes, men rettes mod den, vi længes efter bagom alt: Gud.
Og det er her munkeordnerne kommer ind:
– Klostre er laboratorier, hvor man forsøger at tage det dybeste frem i mennesket, Gud-ligheden, hvorved mennesket endelig finder fred og lykke.
Men man behøver ikke tage i kloster for at opleve den guddommelige dimension. Gudsnærværet i en ganske almindelig gudstjeneste, drager også Gud-ligheden frem:
– At fejre gudstjeneste handler om at afspejle Guds herlighed, at være med i Himmelens kor. Mennesket er skabt til denne tjeneste. Det er det, som er meningen, at afspejle. Det er Gudsbilledet.
Rubenson slutter seminaret med at pointere, hvor vigtigt det er at tage Guds-nærværet med ud i hverdagen. At leve i askesens afkald og hengivelse på samme tid:
– Hvis man ikke underkaster sig noget, så er man ansvarsløs og bliver modløs. Fred kommer af tjeneste. Gennem at tjene finder vi en plads, og der skabes noget nyt!
