Kvindebevægelsen: Kvinde-protest mod Cult-reklame
Dansk Kvindesamfund overvejer klage til Forbrugerombudsmanden.- Det er dybt forkasteligt! Reklamen sammenligner kvinden med en vare. Hvis man bare køber varen, så kan man gøre, hvad man vil. Det tager vi stærkt afstand fra!
Det siger Hansina Djurhuus, bestyrelsesmedlem i Dansk Kvindesamfund til Udfordringen. Hun har ikke kunnet undgå at lægge mærke til læskedrikproducenten Cults reklamesøjler for alkoholcideren Cult Shaker.
– Reklamen fastholder et kvindesyn, der påvirker den måde, hvorpå kvinder opfattes og behandles. Og det sker kun alt for ofte i reklamebranchen, mener hun:
– Kvinder bliver enten beskrevet som ludere eller madonnaer, men meget sjældent som dygtige medarbejdere eller ledere. Det sælger ikke nær så godt!
Reklamen for Cult Shaker viser en nøgen kvinde som siger: I will do anything! (Jeg vil gøre hvad som helst!)
– Det er meget modbydeligt, siger Hansina Djurhuus. – Vi overvejer nu at klage over reklamen til Forbrugerombudsmanden.
Flere kendte kvinder tilslutter sig protesten, bl.a. skuespiller Anne Marie Helger:
– Først og fremmest bryder jeg mig ikke om, at man bruger en ung kvinde som lokkemad. Det er ydmygende, siger hun til gratisavisen 24 timer.
– Men det er også tarveligt overfor mændene at antyde, at de er så dumme. Reklamen talere virkelig til laveste fællesnævner. Man kunne godt ønske sig, at der fandtes et etisk råd, der kunne give de her firmaer et moralsk los over skinnebenet.