Skiftede Darwin mening umiddelbart før sin død?

Ifølge forskellige beretninger omvendte Darwin sig kort før sin død til kristendommen og gav endvidere udtryk for, at han havde fortrudt sin udviklingslære. Spørgsmålet har naturligvis almindelig historisk interesse, og det ville i forhold til diskussionen om udviklingslæren naturligvis også være interessant, hvis det skulle vise sig, at idéens ophavsmand selv kom i tvivl om dens holdbarhed.

Spørgsmålet om begivenhederne i Downe i 1881-82 har været meget diskuteret – ofte på et spinkelt og usagligt grundlag. Heldigvis udgav den engelske biolog L. R. Croft i 1989 en bog om Darwins liv, som lagde afgørende vægt på at diskutere kilderne vedrørende Darwins sidste leveår.
Dette arbejde har givetvis være med til at anspore den verdenskendte videnskabshistoriker James Moore til at gennemgå spørgsmålet endnu mere grundigt og systematisk, end Croft havde gjort . Med sin bog ”The Darwin Legend” fra 1994 har Moore været en stor hjælp til alle os, som gerne vil have adgang til kilderne, men som ikke har tid eller mulighed for at opspore dem.
I bogen har Moore samlet et væld af sagens historiske kilder især i form af breve. Denne artikel bygger fortrinsvis på en studium af kilderne i Moores bog.

De beretninger, ifølge hvilke Darwin omvendte sig, kan stort set alle føres tilbage til artiklen ”Darwin and Christianity” fra 1915 i det dengang ledende baptistiske tidsskrift The Watchmann-Examiner.
I denne artikel publiceredes for første gang beretningen (gengivet øverst på næste side) af den britiske Lady Hope.

Denne beretning har tydelige anekdotiske præg. Det er en god historie, viderebragt af en god fortæller, som lever sig helt ind i beretningen. Det er også klart, at der er mindre fejl og unøjagtigheder i beretningen. For det første var Darwin ikke konstant sengeliggende nogle måneder før sin død. Han var derimod svag og plejede at hvile sig i sit værelse om eftermiddagen. Desuden kunne sommerhuset i haven ikke rumme 30 mennesker, men var væsentligt mindre. På den anden side er det meget interessant, at beretningen overhovedet nævner sommerhuset i haven. Flere, herunder kilder fra Darwin-familien, har hævdet, at der ikke var et sådant sommerhus i haven i Downe. Historiske kilder har imidlertid nu med sikkerhed fastslået, at sommerhuset eksisterede. Der er også andre forhold fra Lady Hopes historie, som virker autentiske. Udsigten fra Darwins værelse er korrekt og tyder på, at fortælleren faktisk har været i dette rum. Hertil kommer, at beskrivelsen af Darwins slåbrok passer ganske godt med andre beskrivelser af Darwins påklædning, når han hvilede sig om eftermiddagen.
Man kan selvfølgelig undre sig over, at historien først blev offentliggjort i USA langt fra begivenhederne, som fandt sted i Downe House i Syd-England, og oven i købet 33 år efter Charles Darwins død d. 19. april 1882.
På det tidspunkt kunne man i princippet fra diverse skriftlige og mundtlige kilder have samlet historiske informationer om Darwins værelse, sommerhuset og hans påklædning om eftermiddagen for at kunne konstruere en autentisk historie.
En sådan forklaring forekommer mig dog at være ret så usandsynlig. Beretningen synes faktisk at stamme fra en person, der har besøgt Darwin i hans værelse. Men hvis Lady Hope har besøgt Charles Darwin i hans værelse, har hun med stor sandsynlighed ikke været alene med ham. Det ville etiketten i 1880erne forbyde. Mest sandsynligt er det, at Charles’ hustru Emma, som var en overbevist og engageret kristen, i givet fald også var til stede. Hvis det er rigtigt, kan man spørge, hvorfor begivenheden ikke kom frem tidligere eller på anden måde end gennem den meget sene offentliggørelse i USA. Hertil kan man med belæg i Moores grundige historiske undersøgelser svare, at der faktisk er klare tegn på, at i det mindste en version af historien blev mundtligt videregivet og allerede i 1887 var nået til Toronto i Canada. I England findes der også skriftlige hentydninger til beretningen – i hvert fald fra 1907 [Moore p. 118].

Men hvem var denne Lady Hope? Nogle har foreslået, at hun er ren fiktion, eller måske oven i købet en personliggørelse af det HÅB, som kristne i Charles Darwins nære familie – først om fremmest hans hustru Emma – helt naturligt nærede.
På den baggrund har det ofte været hævdet, at historien beror på ren fantasi eller ønsketænkning. Den tolkning støttes af udsagn fra Francis Darwin (Charles’ tredjeældste søn, som redigerede faderens efterladte skrifter). Allerede i 1887 afviste Francis og T.H. Huxley beretningerne om Charles’ omvendelse. Efter offentliggørelse af artiklen i The Watchmann-Examiner blev Francis kontaktet pr. brev, og han svarede i et brev 1915:
Hverken jeg eller noget andet medlem af min familie har noget kendskab til hende (Lady Hope, red.) eller til hendes påståede besøg i Downe, som tydeligvis er resultatet af ren fantasi. Han (Charles, red.) kunne ikke have blevet en åben og engageret kristen uden sin families viden om det, og der skete ikke en sådan forandring med ham. [Moore p. 144]
Denne opfattelse gentog Francis flere gange i breve i de følgende år. Han fastholdt, at hans far indtil sin død fastholdt sin agnostiske position. Selv om han oplagt respekterede den kristne tro og de kristne i sin familie (ikke mindst Emma), vendte han ifølge Francis ikke selv tilbage til troen.

Det står efter de senere års historiske forskning nu helt klart, at Lady Hope var en faktisk person, og at hun med meget stor sandsynlighed befandt sig i Downe i efteråret 1881. Hendes fornavn var Elizabeth, og hun var datter af general Sir Arthur Cotton, som gjorde tjeneste i Indien, hvor familien boede indtil midten af 1850erne, hvor generalen flyttede med sin familien til Beckenham i Kent – kun nogle få km. fra Downe. Allerede i 1860, da Elizabeth var 18 år, var hun aktiv i evangelisk og socialt arbejde. I 1873 var hun med til at oprette en evangelisk kaffestue, som alternativ til pubberne. Hun blev kendt for dette arbejde og begyndte efterhånden at arbejde i kredsen om den internationalt kendte prædikant Moody.
I den kreds mødte hun admiral Sir James Hope, som hun giftede sig med i december 1877. Sir Hope var enkemand og 69 år gammel. Han døde i sommeren 1881, og Elizabeth blev enke. I efteråret 1881 var hun efter alt at dømme vikar i Downe for evangelist Fegan, som havde dårligt hjerte og var borte fra stedet på 3 måneders rekreation det efterår.
Samme Fegan nød i øvrigt stor anseelse i Darwin-familien, som anså druk for et meget stort socialt problem, og som med glæde havde overladt et lokale i landsbyen, til Mr. Fegans sociale og evangeliserende arbejde. Om dette lokale skrev Charles Darwin i 1880 i et brev til Fegan:
De har mere ret til det, end vi har, for Deres tjeneste har gjort mere for landsbyen i løbet af nogle få måneder end alle vore anstrengelser gennem mange år. Vi har aldrig været i stand til at tørlægge en eneste dranker, men på grund af Deres tjeneste er der – så vidt jeg ved – ikke en eneste dranker tilbage i landsbyen.

Charles hustru Emma var ganske særligt begejstret over Mr. Fegans arbejde. ”Hurra for Mr. Fegan” proklamerede hun ved en lejlighed i 1881. Senere samme år blev Fegan syg, og Elizabeth Hope overtog i hvert fald en del af arbejdet i landsbyen. Det er meget tænkeligt, at hun også kan have overtaget noget af Mr. Fegans good-will hos Darwin-familien.
Det er interessant, at James Moore har fundet endnu en kilde, nemlig A. H. Nicholls, som var lokalt postbud i Downe, og som i 1881 blev omvendt ved at lytte til Fegans forkyndelse. Leonard Fawkes har berettet, at Nicholls i en samtale med ham har fortalt, at der var en ”lady”, som var med til at passe Charles Darwin i de sidste måneder af hans liv. Nicholls skal også have fortalt Fawkes, at Darwin bad denne lady læse op af Bibelen for ham samt om at få nogle søndagsskolebørn til at synge en bestemt salme for ham.

Lady Hope giftede sig igen. Hendes anden mand, T. A. Denny, var tilsyneladende meget uheldig med sine økonomiske dispositioner. Efter hans død i 1909 forsøgte Elizabeth forgæves at redde stumperne, men i 1911 kunne The Times bringe en ydmygende historie om hendes økonomiske fallit. Årene 1911 og 1912 var meget vanskelige for hende – ikke mindst fordi hun følte sig svigtet af mange af sine tidligere venner. Det kom også til et brud med Mr. Fegan.
I 1913 rejste hun til USA, hvor hun 71 år gammel gik i gang med evangelisk arbejde. I 1915 deltog hun som taler på en kristen konference i Massachusett. Der var her hun præsenterede ovenstående historie om samtalen med Darwin. Hendes historie blev senere samme år trykt i The Watchmann-Examiner. Tanken om, at hun kunne bruge denne historie til at gøre sig interessant og dermed skaffe sig fordele blandt amerikanske kristne, ligger lige for. På den anden side er dette tænkelige motiv slet ikke nok til at beskylde hende for at have konstrueret historien.

Efter offentliggørelsen af Lady Hopes historie blev Francis Darwin kontaktet pr. brev, og igen benægtede han, at der kunne have været noget som helst sandt i historien. Senere blev også Mr. Fegan kontaktet. Kort før sin død i 1925 skrev han to længere breve om sagen [Moore, p. 154], hvori han gjorde rede for, hvorfor han betragtede Lady Hopes historie som et falsum.
Det er imidlertid også klart, at Fegans breve er præget af hans oplevelser omkring Lady Hopes økonomiske fallit efter hendes anden ægtemand, T. A. Dennys død og i det hele taget af bruddet med hende. Hertil kommer, at Fegan p.g.a. sygdom netop ikke var i Downe i de kritiske måneder, som Lady Hope havde berettet om. Fegans afgørende argument for upålideligheden af Lady Hopes historie er Sir Francis Darwins kategoriske afvisning. Fegan minder om, at Darwin-familien altid havde lagt stor vægt på at sige sandheden. Her skal man selvfølgelig huske, at selv om Francis Darwin boede i Downe i den pågældende periode, er der sikker viden om, at han var bortrejst i kortere perioder.

Moore har sammenholdt disse oplysninger med vejrrapporterne fra området, idet han har noteret sig, at solen ifølge Lady Hope skinnede, da hun besøgte Darwin i hans værelse den pågældende eftermiddag.
Der var ikke mange solskinsdage i Downe i det efterår, men Moore konkluderer, at der faktisk var solskinsdage i september og først i oktober, hvor Francis Darwin tilsyneladende ikke var hjemme.
Det betyder, at Francis ikke behøver at have vidst noget om om Lady Hopes besøg hos Charles. Det forhold, at han slet ikke huskede Lady Hope, kan naturligvis skyldes, at han ikke har taget notits af hende i landsbyen, og at hun måske i den periode har benyttet sig af sit pigenavn, Elizabeth Cotton. Den, der for alvor kunne have bekræftet eller afkræftet Lady Hopes historie, var Emma Darwin, men Emma blev aldrig bedt om det.

Lady Hope døde i 1922, og hun fastholdt til sin død historien om den omtalte samtale med Charles Darwin i efteråret 1881. Oven i købet efterlod hun ved sin død en personlig beskrivelse af mødet. Denne beskrivelse havde hun overladt til prof. S. James Bole, som offentliggjorde den i 1940.
Den indeholdt flere detaljer end dem, som havde været medtaget i den offentliggjorte artikel i The Watchmann-Examiner, og dermed styrkes beretningens troværdighed yderligere, selv om det afgørende spørgsmål om beretningens troværdighed fortsat drejer sig om holdningen til Lady Hope som person: Kan man stole på hende? Hvis man antager, at hendes beretning fra 1915 var en konstruktion, må selve hendes egenhændige gentagelse af historien naturligvis være en skærpende omstændighed. Enten var hun en yderst kynisk løgner, eller også gør hun faktisk sit bedste for at huske begivenhederne ved hendes virkelige møde med Charles Darwin i efteråret 1881.

1800-tallets akademiske miljø i England var en kampplads mellem et kristent livssyn, hvorefter naturen opfattes som skabt, planlagt og overvåget/opretholdt af Gud, og en ateistisk opfattelse, ifølge hvilken naturen skal opfattes som resultat af rent materialistiske processer.
Traditionelt opfattes Charles Darwins udviklingsteori fra 1859 som kulminationen i denne kamp. For ham personligt var det på ingen måde noget uproblematisk opgør.
Selv om han tidligt blev indfanget af diverse ateistiske kredse blandt naturforskere, stilede han også i flere år mod at blive uddannet til præst.
Faktisk ser det ud til, at han først omkring 1850 opgav sin kristne tro. Selv derefter er det klart, at tvivlen spillede en væsentlig rolle i hans tankeverden. I 1860, dvs. året efter udgivelsen af Arternes Oprindelse, skrev han i et brev følgende om den tilsyneladende planmæssighed i naturen:
Jeg ved med mig selv, at jeg her befinder mig i et håbløst mørke. Jeg tror ikke, at verden, som vi ser den, er et resultat af tilfældigheder; og dog kan jeg ikke se hver enkelt ting som resultat af en plan. [Citeret fra Gregersen p. 245]
Ikke desto mindre forsøgte mange af Darwins efterfølgere med udgangspunkt i deres læremesters arbejder at præsentere naturen og specielt livets historie som et resultat af tilfældigheder. Der var endvidere grupper af ateister i England, som søgte at drage nytte af Darwins berømmelse. F.eks. var der kontakt mellem de engelske socialister og Darwin. I et brev til Karl Marx udtalte Darwin sig positivt om Das Kapital [Desmond & Moore p.601-602].
Omvendt er det også klart, at Marx havde stor respekt for Darwins arbejder. Det fremgår både af hans breve og af de to steder i Das Kapital, hvor Darwin nævnes ved navn. Derimod er det nok ikke rigtigt, som det af og til har været hævdet, at Marx ville tilegne den engelske udgave af Das Kapital til Darwin, og at Darwin betakkede sig for det. Men det er givet, at han optrådte tøvende i relationen til de socialistiske materialister og ateister.
Det er veldokumenteret, at Charles betakkede sig for at få tilegnet en bog skrevet af Karl Marxs svigersøn, den engelske socialist og ateist Edward Aveling (1851-1898), som i Darwins arbejder så en mulig basis for et angreb på kristendommen. Det er i øvrigt ganske interessant, at Aveling sammen med Büchner, som også var kendt som ateist, besøgte Darwin i Downe House onsdag d. 28. september 1881. Francis var hjemme den dag og deltog i mødet med de to ateister. Derimod var han ikke hjemme senere på ugen og i hvert fald ikke lørdag d. 1. oktober.

Det er klart, at Emma har været bedrøvet over Charles’ kontakt med de ateistiske miljøer og specielt over Avelings og Büchners besøg hos Charles.
Darwin selv brød sig tydeligvis ikke om den rabiate form for ateisme og ønskede ikke, at hans arbejder skulle bruges til frontalangreb på troen. Her kan der ikke være tvivl om, at Darwin ønskede at tage hensyn til sine troende familiemedlemmer – ikke mindst til Emma.
Som James Moore foreslår, kan man meget vel forestille sig, at Charles for at formilde Emma oven på Avelings og Büchners besøg i Downe House har sendt bud efter Fegans afløser, Lady Hope. Måske kan man endda forestille sig, at samtalerne med Aveling og Büchner har mindet ham om hans tidligere overvejelser om åndelige spørgsmål.
Under alle omstændigheder ville lørdag d. 1. oktober 1881 være et godt bud på den dato, som Lady Hope beskriver. Alt i hendes beretning ville passe med den dag. Ganske vist er hun ikke nævnt som besøgende i huset i det brev, som Emma søndag d. 2. oktober sendte til sin datter Henrietta, hvor hun ellers nævnte flere navngivne personer. Men heller ikke Avelings og Büchners besøg er nævnt i brevet. Det ser ud som om Emma bevidst har undgået at nævne de kontroversielle besøg direkte i brevet.

Hvad kan man konkludere på grundlag af kilderne?
Croft er i sin bog fra 1989 meget sikker på, at Lady Hopes beretning i hvert fald i det store hele er korrekt.
James Moore er mere usikker. Han hælder til at tro, at Lady Hope faktisk har mødt Charles Darwin i hans værelse i det mindste én eftermiddag omkring d. 1. oktober 1881.
Det betyder naturligvis ikke, at Lady Hope nødvendigvis har fortolket Darwins udtalelser ved den pågældende lejlighed korrekt. Hun kan f.eks. meget vel have misforstået Darwins udtalelser om Hebræerbrevet.
Pat Sloane [1960] foreslår, hvorfor Darwin netop interesserede sig for denne del af Bibelen. I Darwins bibel, som nu opbevares på museum, er der næsten ingen markeringer, men ud for de første vers i Hebræerbrevets kapitel 6 er der en blyantsmarkering. Det er ifølge Sloane velkendt, at Darwin var optaget af den historiske overgang fra jødedom til kristendom, og at han sandsynligvis har søgt at se denne overgang i evolutionistisk sammenhæng. Efter den fortolkning var der altså ikke tale om, at Darwin med sin interesse for Hebræerbrevet var på vej tilbage til den kristne tro.
Noget tilsvarende kunne være tilfældet i forbindelse med Darwins udtalelser om tolkningen af udviklingslæren: Han kan meget vel have fortrudt visse udtalelser i forbindelse med markedsføringen af idéerne, og han kan også have ønsket at undgå opfattelsen af udviklingslæren som en slags religionserstatning, uden at disse ønsker betød, at han var rede til at opgive selve teorien til fordel for den kristne skabelsestanke.
Det er godt bevidnet, at en af Charles Darwins sidste udtalelser, før han døde, var: ”Jeg er ikke bange for at dø.” Men det er uvist, hvorledes dette udsagn skal forstås. Den historiske Darwin er en meget kompleks skikkelse, som stadig fremstår som en gådefuld kampplads mellem to modstridende opfattelser af livet og dets tilblivelse.

Referencer
Gregersen, Niels Henrik (red.): Naturvidenskab og livssyn, Munksgaard 1993
Moore, James: The Darwin Legend, Baker Books 1994
Desmond, Adrian & Moore, James: Darwin, Penguin Books 1991
Croft, L.R.: The Life and Death of Charles Darwin, Elmwood Books 1989
Sloan, Pat: ”The Myth of Darwin’s Conversion”, The Humanist, No. 75, March 1960, p. 70-72

Læs Lady Hopes beretning her