Global Team i Danmark…
Efter fire indholdsrige måneder på jordomsrejse er de syv unge i Danmark igen og skal nu på landsturné.De har rejst gennem bushen, besøgt fjerne indiske egne, overlevet Papua Ny Guneas jungle og set Honduras misbrugte gadebørn. Det er syv hærdede unge, som nu er vendt tilbage til Danmark.
I løbet af fire måneder i udlandet har teamet lært en del om kulturer og samfundsforhold – og har set andre unges liv og skæbner.
Christine Strøm, Jeanette Andersen, Nille Algot og Tine Nielsen fra Global Team fortæller, at de efter turen står tilbage med stor taknemmelighed.
– Vi er taknemmelige for, hvad vi har herhjemme. Især da vi besøgte Honduras og så unge uden håb for fremtiden. Det var fx svært at se en gravid pige på vores alder sidde og sniffe lim. Da forstod vi, hvor heldige vi er, og hvor godt vi har det i Danmark, siger Nille.
Tine har også tænkt over fordelene ved at være ung i Vesten.
– Kontrasten var stor på Honduras. De unge havde intet alternativ til gaden. Vi, derimod, har de bedste muligheder for uddannelse og støtte, siger hun.
Pigerne fortæller, at de kendte til nød og fattigdom fra tv-udsendelser herhjemme. Alligevel gjorde det dybt indtryk at se elendigheden på første hånd.
– Det kan ikke beskrives med ord, siger Christine.
Hvilket land gjorde størst indtryk på jer?
– Vi er næsten alle enige om Honduras, mest pga. børnene; det var en meget stærk oplevelse at møde dem, siger Tine, og Christine indskyder:
– Det er også vigtigt at pointere, at landene har gjort indtryk på hver sin måde, da hvert sted var forskelligt.
Jeanette synes også, at turen til Afrika var en stærk oplevelse.
– Vi var bl.a. på sygebesøg i et aids-projekt, hvor vi snakkede og bad for syge. Det påvirkede mig meget, siger hun.
Efter teamet er kommet tilbage til Danmark, indrømmer Christine, at de er tilbage i velfærds-vanen.
– Mange af os er faldet hurtigt tilbage til at tænde for stikkontakten, vandhanen og skylle ud i toilettet. Men ind i mellem slår det én:
Hvor har vi det godt, og så blusser taknemmeligheden op igen. Vi står ikke alene, som mange af de fattige gør. Vi har familie, venner eller kommunen til at hjælpe os – i Danmark er man aldrig overladt til sig selv, siger hun, og Nille tilføjer:
– Vi oplevede, at for mange af de fattige var Gud deres eneste håb – for der var ingen hjælp at hente i samfundet.
Teamet deltog i mange udfordrende opgaver:
– Vi har besøgt syge og talt med HIV- og aids-smittede. Derudover har vi undervist ungdomsledere i Burundi om forebyggelse af aids, siger Nille, og Christine tilføjer:
– Vi har også leget med forældreløse børn og børnehjemsbørn, undervist i hygiejne på Papua Ny Gunea, holdt flere gudstjenester og bare været noget for andre.
På Honduras var teamet også med til at dele mad ud til fattige og gadebørn.
– Det var meget svært! Når vi ikke kunne bære at se flere forfærdelige skæbner, kunne vi køre væk i en bil. Det kunne de unge ikke – gaden og kriminaliteten var deres liv, fortæller Nille.
Global Team har nu været hjemme i 21 dage og er i fuld gang med at rejse landet tyndt på landsturné til skoler, kirker og spejderkorps for at fortælle om deres volontørrejse.
– At deltage i missionærers opgaver har givet os et større indblik i, hvad det virkelig vil sige at være missionær. Det er ikke kun bibelundervisning, man redder menneskeliv, siger Christine.
Alle på holdet er enige om, at de har haft en uforglemmelig rejse, som har været meget spændende, men også grænseoverskridende.
Om de tager afsted med Global Team igen er uvist, men flere af team-deltagerne understreger, at det ikke er sidste tur, de har haft til missionsmarken.
