Vort modersmål (er) var dejligt…

”Vort modersmål er dejligt, det har så mild en klang”, synger vi en dejlig sang af Edvard Lembcke fra 1859.
Sangen blev til, da det danske sprog blev trængt tilbage af det tyske, men midt i 1800-tallet begyndte de danske i Nordslesvig at kræve retten til igen at tale dansk. Sangen fremhæver humoren og latteren som det danske sprogs stærkeste våben. Vi behøver slet ikke de mange kraftudtryk.
Men er det stadig virkeligheden?

Ind imellem kan det godt synes, at ”det har så skarp en klang” med al den sprogforurening, vi oplever i skoler, på arbejdspladser – og ikke mindst i radio og tv.
Sproget er blevet forurenet, og det bliver værre og værre. Men ved folk egentlig, hvad de siger, når de bruger bandeord, eder og forbandelser? De fleste gør ikke. Der skal bare en ekstra trumf på.
Derfor er der brug for en ”sprogrevolution”, hvor vi gør op med sprogforureningen. I min tid som lærer sagde jeg altid til elever, der bandede: ”Jeg gider ikke hører jer tale ”skraldespansk”. Det virker, når det bliver sagt tit nok – i hvert fald, når læreren er i nærheden.
Der er nogle, der bliver overraskede, for de ved slet ikke, hvad det er, de går og siger, og nogle bliver flove, når de bliver gjort opmærksomme på det.

Hvad er det egentlig, du siger…?

fandeme/hvordan fanden: Her påkaldes den onde selv. Fandeme er en forkortet og svækket udgave af: Fanden æde mig. Hvem ønsker mon det?
sgu: en forkortet udgave af ”så Gud”, en anråbelse af Gud eller trussel mod Gud, og helt klart misbrug af Guds navn, ligesom ”gud!”, du godeste, gudskelov, herregud
for helvede da også: en omtale af fortabelsens sted.
kraftedeme: må kræften æde mig. Kræft er en af vore mest uhyggelige sygdomme i dag, og ingen kan vel ønske sig, at kræften æder dem. I slægt med det ord er kraftstejleme. At ”stejle” er i familie med at ”anbringe på hjul og stejle”…
satanedeme: I slægt med fandeme og kraftedeme: Satan æde mig…
Der findes flere og nyere bandeord som ”shit” og ”fuck you”, men nu er det vist rigeligt til at vise betydningen af nogle af de eder, som folk strør om sig – uden egentlig at vide, hvad de siger.
Helt ærligt! Her er da stof til et ungdomsprogram i radio og tv. Mon de tør?