Kirken i Kina i dag – et modsvar

I Udfordringen fra den 22. maj ’08 beskriver konsulent og tidligere vicegeneralsekretær i Danmission Jørgen Nørgaard Pedersen (JNP) et interview, han har haft med pastor Cao Shengjie fra Tre-Selv-Kirken i Kina. Det kan nemt føre til, at man bliver vildledt – og det er netop, hvad der er sket for JNP.

Redaktør Kaj Hansen, Kolding

Som sikkert de fleste ved, så blev Tre-Selv-Kirken under tvang dannet af de dengang eksistende kirkesamfund i Kina og underlagt kommunistpartiets diktatur, da Mao overtog magten i Kina i 1949. Alle kristne missionærer blev desuden udvist og alle kirker stængt eller brugt til andre formål.

Men der var mange kristne, der ikke ville bøje sig og lade sig registrere under kommunistdiktaturet, nemlig dem, som man i dag kalder for undergrundskirken eller husmenighederne. De gik “under jorden”. De led meget: mange blev deporteret til genopdragelseslejre eller var fængsel i årevis, blev tortureret – jeg har selv mødt flere af dem i Kina – og i hundredvis blev martyrer. Men forfølgelsen, som Mao satte i gang, rensede menigheden for vestlig kultur og førte de kristne sammen på en hel ny måde. Grunden var lagt for verdenhistoriens største vækkelse.
I dag regner man med, at der er over 100 millioner kristne i undergrundskirken, mens Tre-Selv-Kirken tæller ca. 20 millioner.

Kommunistpartiet har siden Maos dage fastholdt deres greb om Tre-Selv-Kirken, og derfor leder JNPs samtale med pastor Cao Shengjie også til ensidige misinformationer, som JPN gengiver ukritisk.
Hendes udtalelser som “den kinesiske kirke ønsker ikke i dag nogen form for indblanding”, ligesom hun kalder sin kirke for “Den Patriotiske Tre-Selv-bevægelse” er en understregning af kommunistpartiets kontrol med og indflydelse på Tre-Selv-Kirken. Og det var også derfor, at “formand Mao med magt ønskede de udenlandske missionærer ud af Kina i 1949”.
Hendes udtalelse om “hvorfor han (Mao) så indædt bekæmpede de kinesiske kristne under kulturrevolutionen”, er en sandhed med modifikationer, fordi det var ikke Tre-Selv-Kirken, der blev forfulgt under Maos kulturrevolution, men derimod undergrundskirken, der måtte udstå utrolige lidelser.

Den langstrakte og bugtende kinesiske mur med de mange borgtårne er Kinas grænse til omverdenen.

Hun siger også, at Tre-Selv-Kirken er “Selv-styrende, SeIv-financierende og SeIv-udbredende”. Denne udtalelse er en lodret løgn. En “kirke”, der totalt er underlagt et politisk system, kan ikke være selvstyrende, og mht. det “selv-udbredende”, er det en kendsgerning, at denne “kirke“ ikke må afholde udendørs evangeliske møder, døbe unge under 18 år, ikke tale om Guds dom og verdens undergang, etc.
Når hun siger, at “det ikke kun var de gamle meget konservative præster fra missisonstiden, der fik lederposter i Tre-Selv-Kirken fra 1949 frem til 1966, men der var også en væsentlig input af mere liberal orienteret teologi”, må man forstå, at mange ældre præster ikke kunne modstå kommunisternes ulidelige pres og trusler og bøjede sig under Maos diktatur.

At der også er en “mere liberal orienteret teologi”, og at denne “på mange måder separerer kristne fra samfundet”, hænger sammen med, som hun selv refererer, at “for nylig i folkekongressen udtalte premierminister Wen Jiabao: “Vi bør gøre religiøse ledere og troende i stand til at spille en positiv rolle i bestræbelserne på at fremme den økonomiske og sociale udvikling” – Hvorfor? Jo, fra partiets side ønsker man kun, at Tre-Selv-Kirken skal være en sekulær faktor i samfundet, og derved kan man tage brodden ud af evangeliets forkyndelse.
Det fremgår jo også tydeligt af samme ministers udtalelse på samme kongres: “Vi bør vejlede (bemærk ordene, red.) religiøse ledere og troende, så de kan forbedre deres liv og spille en positiv rolle i bestræbelserne på at fremme den sociale harmoni”.

Og ord som “harmoni”, “disharmoni” og “stabiliteten”, ord som Cao Shengie selv bruger i sine udtalelser, er vigtige faktorer i et land som det kinesiske. Enhver krusning på den glatte overflade bekæmpes med hård hånd. Det har vi for nylig set eksempler på i Tibet, forbuddet mod journalisternes beskrivelse af den omfattende jordskælvskatastrofe og naturligvis de evangeliske kristnes forkyndelse. Hun bringer selv et eksempel herpå.
Hun siger: “Når kristne bliver chikaneret af myndighederne, er det ofte på grund af intern uro og korruption medlemmerne imellem (en lodret løgn, red.), og hvis de eksempelvis forkynder evangeliet åbent på gader og parker og forårsager, at mennesker stimler sammen.
Det kan systemet ikke bære”. Det er så sandt, som det er sagt: partiet kan ikke tolerere, at evangeliet forkyndes åbent, så mennesker bliver frelst, det er altid en trussel mod autoritære systemer – de kan kun tolerere en tandløs “kirke”, der kun engagerer sig i sociale tiltag. Det er en sådan “kirke”, Nørgaard Pedersen beskriver, da hans baggrundsviden er begrænset, og derfor kommer der en usand artikel ud af hans pen.

Han sidste ord i sin artikel om, at vi skal “forsigtigt finde vores plads i Guds mission for dette land” er en unødvendig udtalelse. For ca. 100.000 kristne fra undergrundskirken er i disse år kommet eller er ved at rejse ud af Kina for at evangelisere landene mod syd og vest, så måske møder Nørgaard Pedersen snart én af disse evangeliske kristne på Københavns gader – og det ville ikke være så tosset. For det er ikke os, der skal missionere i Kina, det er dem, der nu kommer til os.