Kristus holder mig fast

’Tro i lære’ hedder en ny rapport, som går tæt på folkekirkepræster, der tør leve i spændingsfeltet mellem klassisk kristendom og østlig spiritualitet. Nøgleordet er ”Kristus-forankring”.De bevæger sig på en knivsæg, de folkekirkelige teologer, der er så folkelige, at de tager folk med andre religioner alvorligt og møder dem med åben pande.

Det er forankringen i den personlige oplevelse med Jesus Kristus, der gør, at den kristne kan forholde sig åben og ærlig over for mennesker fra andre religioner uden at gå på kompromis med sin egen tro.

Grænsegængere kalder den seneste lytterunde fra Folkekirken og Religionsmøde dem, og i undersøgelsen Tro i lære får vi indblik i deres ”Kristuscentrerede, spirituelt anvendte erfaringsteologi”.
Lyder det indviklet?
Det er blot et sammenkog af de centrale begreber, der gør, at de 10 interviewede personer – med risiko for at blive misforstået af deres eget bagland – føler, at de bevarer deres autenticitet som kristne, samtidig med at de tager østlige religionsbegreber til sig.

Tro i lære er en opfølgning af en lignende lytterrunde tidligere på året: Tro i tiden. Her blev 10 personer, der praktiserer østlig spiritualitet i dansk sammenhæng, interviewet. De overraskede ved at udfordre Folkekirken til at blive mere klar i mælet i det specifikt kristne budskab.
Tro i lære afslører intet banebrydende nyt, men kan give et tiltrængt rygstød til præster og andre kirkelige medarbejdere, der arbejder i brydningsfeltet mellem klassisk kristendom og nyreligiøse strømninger.
Undersøgelsen legitimerer åbenheden, samtidig med at den viser, hvor i den kristne lære det er vigtigt at være fast forankret. Som en udtrykker det:
”Krisus-forankring gør det muligt at være rummelig”
Rapporten er lavet af Lars Mollerup-Degn, MA i religionsmøde, dialog- og landssekretær i Areopagos, Leif Vestergaard, cand. theol., pastor emeritus og formand for Folkekirke og Religionsmøde, og Mogens S. Mogensen, Ph.D. i interkulturelle studier, ekstern lektor på Københavns Universitet og konsulent for Folkekirke og Religionsmøde og Areopagos.
Projektleder har været Berit Schelde Christensen, cand. theol., generalsekretær i Folkekirke og Religionsmøde.

For de fleste af samtalepartnerne var det en personlig krise, frustration eller anfægtelse, der gjorde dem opmærksomme på behovet for nye dimensioner i deres egen tro. Flere peger på, at kristendommen i den folkekirkelige udgave er for ensidigt intellektuel, de efterlyser en erfaringsteologi, hvor oplevelsen driver teologien, en anvendt teologi, hvor det ikke er den dogmatiske forklaring, men den personlige tilbedelse af Gud, der er god teologi, og en sandhed, der ikke er et sæt læresætninger, men sandhed med stort S, dvs. personen Jesus Kristus.
Nu skal alle 10 ikke skæres over én kam – men hovedtendensen er der. Det er forankringen i den personlige oplevelse med Jesus Kristus, der gør, at den kristne kan forholde sig åben og ærlig over for mennesker fra andre religioner uden at gå på kompromis med sin egen tro. Og det er bekendelsen til den kristne treenighedslære, der giver rum til forskellighed og gør kærlighed til grundlov:
”…treenighedslæren betyder, at Gud er relation – og relationen er kærlighed. Gud selv rummer en ekstrem forskellighed. Fordi vi er skabt i Guds billede, er vi kaldet til at rumme det forskellige og elske mangfoldigheden.”
Tanken melder sig, at grænsegængerens rolle måske mere er reglen end undtagelsen i fremtiden.
Deltagerne i undersøgelsen er Pernille Aagaard, personalekonsulent, tidligere formand for IKON, Jette Dahl, åndelig vejleder og tidligere sognepræst, Agnete Holm, dialogsekretær i Danmission, Lene Højholt, sognepræst i Grenå, Anders Laugesen, journalist i Danmarks Radio, Karen Marianne Kristensen, sognepræst i Gjerrild ved Grenå, Jens Linderoth, akademisk medarbejder i Dialogcentret, Ole Skjerbæk Madsen, missionspræst ved I Mesterens Lys og Areopagos, Peter Ruge, sognepræst i Svenstrup ved Nordborg, og Lars Buch Viftrup, konsulent i IKON.
Grænsegængere er brobyggere – og en bro går som bekendt begge veje.

Således formidler de ikke blot det kristne budskab i nyåndelighedens sprog, de inkorporerer også østlige spiritualitetsformer i deres kristne praksis – vel at mærke med Kristus i centrum. Som en udtrykker det:
”Meditation er ikke bare meditation – den må være Kristus-centreret for at være kristen”.
Grænsegængerne oplever sjældent forståelse for vigtigheden af deres religionskontakt fra det kirkelige bagland. Flere præster oplever desuden, at kristen spiritualitet og ny åndelighed har svært ved at vinde indpas i Folkekirken.
Her er det en gennemgående opfattelse hos grænsegængerne, at Gud virker både i og uden for kirken. Helligånden arbejder i mennesker med østlig spiritualitet. Som en siger:
”Helligånden virker også i ikke-kristne. Jeg kan lære noget til min egen tro af mennesker med en anden tro eller spiritualitet.”
Det er i den respekt, den kristne medarbejder kan gøre sig håb om at så et frø i andre. Og i denne missionsform kommer mission til at gå mere i retning af dialog.

Grænsegængerne får kritik af så prominente teologer som Niels Henrik Gregersen, professor ved Det Teologiske Fakultet på Købehavns Universitet, og Henning Thomsen, rektor på Pastoralseminariet i Århus.
Gregersen har umiddelbart de mest slående pointer og angriber – med al mulig respekt for grænsegængerne naturligvis – deres erfaringsteologi og dialogsøgende mission. For selv om Luther sagde: ”Alene erfaringen skaber teologien”, så lever det kristne menneske ikke af erfaring alene. Hvad når erfaringen går os imod i meningsløse hændelser – har vi så ikke brug for et fast holdepunkt i Bibelen som Guds uforanderlige ord?
Og hvis mission reduceres til dialog – hvad har vi så at komme med? Missionær betyder udsending, men hvem har sendt os? Og med hvilket formål?
Alligevel er grænsegængerne ”vigtige katalysatorer” som holder Folkekirken spændstig, konkluderer Gregersen.