Bornholmsk journalist vil samle KD igen

Oppositionen imod den ny linje finder sammen på tværs af landet for at vælte Bodil Kornbek som KD-formand.Journalist Bjarne Hartung Kirkegaard, som sidder i Bornholms regionsråd, stiller op imod Kristendemokraternes nuværende partiformand Bodil Kornbek.

– Kristendemokraterne skal turde stå ved de holdninger, som vi i mange år har fremført på væsentlige områder, siger Bjarne Hartung Kirkegaard, som stiller op imod Bodil Kornbek – og hendes linje.

Formanden er på valg på partiets landsmøde den 25. oktober.
– Jeg har ikke selv søgt jobbet, men blev i min sommerferie kontaktet af gode venner i Jylland, der stærkt opfordrede mig til at stille op som formand for partiet, siger den 54-årige journalist på Bornholms Tidende.
– Jeg ønsker det bedste for Kristendemokraterne – og jeg kan ikke nægte, at udviklingen kan være bedre, end den har været på det seneste. Jeg vil meget gerne give projektet en chance mere. Derfor endte jeg ved at sige ja – men det kræver opbakning, bredt i partiet.

Uro i partiet

Det var ventet, at der ville komme en modkandidat til Kornbek, efter at hun og den nuværende ledelse har ført partiet ind på en ny, mere verdslig linje, hvor de moralske og kristne mærkesager nedtones. Den ny linje førte til en halvering af stemmetallene ved det seneste folketingsvalg – det dårligste nogensinde.
Men i stedet for at tage konsekvensen, har hovedbestyrelsen drøftet, om henvisningen til Gud og kristendom helt skulle udgå af programmet, ligesom det har været drøftet, om partiet skulle gå ind for ”kønsneutrale” ægteskaber.
Mest vrede har det dog vagt i dele af baglandet, at partiets jyske stemmesluger Tove Videbæk af ledelsen blev beskyldt for partiskadelig virksomhed og truet med eksklussion, hvis hun ikke kunne forklare sig.
Hun forlod derfor partiet i stilhed sidst i juni. Hun er netop blevet opstillet hos de Konservative (se herunder).
Om Bjarne Hartung Kirkegaards opstillinger siger hun: ”Jeg kan kun sige, at det glæder mig, og derudover har jeg ikke yderligere kommentarer”.
Både lokalformanden på Bornholm, Hartvig Mumm og tidligere partisekretær Niels Chresten Andersen mener, at Bjarne Hartung Kirkegaard bedre kan samle partiet.
I oppositionen imod Kornbeks fløj findes også de tidligere formænd Marianne Karlsmose og Jann Sjursen. Sidstnævnt har endda forladt partiet i protest imod den netonede abortmodstand.

Undrer sig

Den organisatoriske næstformand hos kristendemokraterne, Tove Buch, undrer sig over, at Bjarne Hartung Kirkegaard er udset til at udfordre den nuværende ledelse:
– Jeg kender Bjarne Hartung Kirkegaard som en dygtig lokalpolitiker, og jeg mener ikke, at han er i politisk modsætning til den nuværende ledelse, siger hun.

”Vi skal turde stå
ved grundlaget”

– Jeg brugte over otte dage her i sommer på at overveje, om jeg skulle stille mig til rådighed som formandskandidat, og det endte med et ja, fortæller Bjarne Hartung Kirkegaard.
– Jeg har talt med flere enkeltpersoner – både vælgere der tidligere har stemt på KD, og vælgere som fortsat gør det – og i dybe samtaler fik jeg her en erkendelse af, at jeg måtte stille mig til rådighed.

Plejer ikke kede sig

– Jeg kunne ikke ryste henvendelsen af mig, så tak for udfordringen. Jeg plejer ikke at kede mig, så derfor vil jeg en periode søge orlov fra det regional- og kommunalpolitiske arbejde, som jeg har stået i på Bornholm – ubrudt – siden 1986, siger Bjarne og tilføjer:
– Vi er jo et familieparti – og min familie vil heldigvis også gerne se noget til mig!

Opfordrer til samling

I modsætning til den nuværende ledelse, der forsøgte at skille sig af med Videbæk, er Kirkegaard klar over, at han skal samle alle for at det lille parti kan overleve:
– Jeg vil gerne have lov til at se fremad. Det er der brug for, at alle gode kræfter gør. Så tror jeg også på, at det kan lykkes. Det kræver at vi i KD-arbejdsfællesskabet bruger al vores flid og energi til at samle.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Ændret holdopstilling”

– Hvis I vil stemme på mig som ny landsformand, så skal I gøre det, fordi I mener, at vi som parti kan vinde noget ved en lidt ændret holdopstilling, siger han og antyder dermed at han også har kig på en ny næstformand i stedet for Mogens Nørgaard Pedersen.
Ikke blot holdopstillingen, men også Kornbeks markante og kradse stil skal ændres:
– Vi er nødt til sammen at finde rolige, stilfærdige og vejovervejede løsninger på alle væsentlige spørgsmål, siger han diplomatisk.

Færdig med fløjkrigen

Fremover skal partiet ikke splittes af interne opgør:
– Jo mere enige vi er – jo mere intern arbejdsro vi har – jo stærkere står vi udadtil.
– Der skal lyttes til alle, og trådene skal samles. Det er vigtigt, at vi i KD lytter også aktivt til de unge i KDU, siger Bjarne Kirkegaard.

Brug for klarhed

– Det er vigtigt, at der lyttes til de medlemmer af KD eller måske tidligere medlemmer af KD, som har brug for mere klarhed.
Jeg vil gerne være med til at skabe klarhed og tryghed, for det er åbentlyst, at der er rum for forbedringer på dét punkt.
Jeg er i gang med at samle vælgererklæringer, så vi kan opstille til næste valg.
Samtidig har jeg respekt for, at ikke alle partimedlemmer lige for tiden har den samme frimodighed. Her kan jeg måske være med til at gøre en forskel.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Stå ved det kristne

– For for mig er det meget enkelt: Kristendemokraterne skal turde stå ved de holdninger, som vi i mange år har fremført på væsentlige områder.
Det gælder først og fremmest det kristne livs- og menneskesyn – principperne omkring næstekærlighed eller broderskab.
Vi må sammen besinde os på vores kristendemokratiske grundsyn – at vi i de kristne normer og værdier finder præcis de grundlæggende værdier, som et samfund bør hvile på. Det gælder menneskesynet, synet på fællesskabet og det sociale ansvar. Men også synet på naturen og det omgivne miljø.

Ikke materialistisk

– Som ny landsformand ønsker jeg at skabe en ny opmærksomhed på dét, der skiller KD fra alle andre partier – en ikke materialistisk tilgang til politik.
Omkring abort står jeg, hvor partiet altid har stået – og for den linje partiet har stået for i mange år. Der tages alt for mange små spirende menneskeliv.
Det betyder, at jeg – lige som alle partiets folketingsgrupper siden 1976-77 – er mod abort, og at jeg vil koncentrere min indsats om at få aborttallet så langt ned som muligt. Jeg støtter kvinders ret til at bestemme over egen krop, men grænsen går dog der, hvor denne rettighed kræver et lille spirende menneskeliv, fastslår Bjarner Hartung Kirkegaard.
Henri.