De fik Georgien i hjertet
Selvom tv-billederne fra det krigsramte Georgien efterhånden fortoner sig hos de fleste, glemmes landet ikke af familien Kristiansen.En russisk invasion satte for et par uger siden en fjern flække på landkortet. Før det skænkede de færreste Georgien en tanke. Og når de daglige nyhedsbilleder atter fortoner sig, glemmer de fleste landet igen.
Men ikke familien Kristiansen i Odder. For dem er Georgien mere end trøstesløse tv-billeder af folk på flugt og et forarmet land i flammer. For dem er Georgien ansigter, navne og livshistorier. Mennesker de har mødt, talt og bedt til Gud med. For blot et år siden.
– Vi opholdt os ikke i de områder, der siden har været ramt af krig, men lidt længere sydpå. Men vi har landet i vore hjerter, og det rører os at se det i krig, fortæller Fritz Kristiansen.
Sammen med sin kone, Merete, og fem børn afsatte han sidste år en del af sommerferien til at deltage på en børnelejr ved Sortehavet. Lejren, der var arrangeret af Dansk-Georgisk Venskabsforening, gjorde et stort indtryk på hele familien.
For Fritz var der tale om realiseringen af en drøm, der havde fulgt ham i nogle år.
– Jeg fik for flere år siden en drøm om at bringe mine børn fra vores del af verden sammen med børn fra en fattigere del af verden. Og lade dem opleve kærligheden bygge bro på tværs af kulturkløfter og sprogbarrierer. En drøm om at de skulle opleve glæden ved at give noget, fortæller Fritz, der sammen med sin kone arbejder på Rudehøj Efterskole i Odder, henholdsvis som forretningsfører og lærer.
Længe blev det ved drømmen. Men en morgen sidste sommer, hvor Fritz sad på sit kontor og åbnede posten, faldt hans øjne på et nyhedsbrev fra Dansk-Georgisk Venskabsforening.
– Mit hjerte tog på langfart, og Helligånden fik mulighed for at komme i nærheden af en fortravlet mand, husker Fritz, der oplevede nyhedsbrevets billeder og tekst med børn på lejr ved Sortehavet som Guds ledelse.
– Jeg følte, jeg skulle række ud i tro og bringe min familie med på dette års børnelejr i Georgien.
Det lykkedes hurtigt at få familiens ferie-timing og Dansk-Georgisk Venskabsforenings program til at falde i hak. En rask indsamling blev iværksat, så der oveni bagagen kunne stuves gaver og legetøj til børnene i Georgien.
– Vores syv kufferter var fulde til randen, og vægtgrænsen blev udnyttet til det yderste med flere kilo legoklodser, musik- og dvd-afspillere, kasketter og nøgleringe, smiler Fritz, der sammen med familien desuden havde planlagt fodbold-, guitar og danseaktiviteter til lejren.
Vi ønskede at være til gavn, glæde og opmuntring og ønskede også, at vore børn skulle lære, at verden er større end lige til næsetippen.
Som engagerede i det lokale kirkeliv i Odder er Sommer Oase en begivenhed, familien Kristiansen nødigt vil undvære. Men umiddelbart efter det kirkelige sommerstævne var slut, satte Fritz, Merete, drengene Emil, Frederik, Rasmus og Mads og plejedatteren Nicole sig den 22. juli i fjor ombord i et fly mod Georgiens hovedstad Tblisi.
At træde ud i lufthavnen var næppe anderledes end for andre ferieramte familier på udlandsrejse. Men uden for terminalens glasdøre ventede mødet med et meget fattigt land.
– Vi mødte et land, hvor gamle koner i lasede kjoler med et par tænder i munden tiggede penge af de få turister ved landets seværdigheder. Et land, hvor seks-otteårige drenge løb rundt i befærdede gadekryds for at tigge penge af bilister, der holdt for rødt. Vi så affald, der lå smidt på gaden. Rod og uorden. Et land, der efter Sovjetunionens opløsning i 1990 stadig ikke havde etableret tilstrækkelig infrastruktur til at skabe handel og økonomisk vækst.
– Jeg tror, præsidenten arbejder på forbedringer. Men det går langsomt, og folket mærker ikke meget til det, siger Fritz, der med et glimt i øjet kalder familiens rejse til landet en stroppetur.
– Der var jo ikke tale om egentlige lejrfaciliteter. Vi boede på lige fod med de øvrige deltagere i en stor bungalow. En almindelig, nedslidt udlejningsejendom. Vi sov i metalsenge, der mindede om hospitalssenge fra 1. verdenskrig, og fik strøm fra elinstallationer, der hang ned gennem huller i eternittaget.
Fritz holder en kort pause, inden han fortsætter:
Øv, hvor er det vanskeligt for den befolkning. Må Gud se i nåde til det land, dets økonomi og dets ledere. Jeg kan kun opfordre til at bede for dem. For de kristne. For landets ledere. For fred, forsoning og genoprejsning.
De dybeste indtryk, Fritz, Merete og børnene har med fra Georgien, er dog ikke bygninger, der mangler maling og et samfund, der mangler medgang. Det dybeste indtryk er knyttet til mennesker, de mødte i øjenhøjde. Både på lejren ved Sortehavet og på efterfølgende ture rundt i landet.
– Vi var sammen med dejlige mennesker, der gav sig selv for fattige børns skyld. Trofaste kristne, der i trængsel beder og håber på bedre tider.
Når mediernes blitzlys de seneste uger har rettet verdens opmærksomhed mod landet, er det da også de mennesker, der dukker op på nethinden hos den initiativrige familie.
– Vi genkender selvfølgelig landet på de vilkår, der hersker, og den nød, der råder. Men vi oplever, at det aktuelle fokus på landet genkalder minder og dybe indtryk fra mennesker, vi har mødt, hvis historie vi har hørt, og som vi har bedt med, fortæller Fritz, der gerne kalder den alternative ferieform for en missionstur.
– For os var det en velsignelse at kunne glæde børnene med lidt legetøj. Men vi fik også mange muligheder for at lovprise Gud med både børn og voksne. Vi fik lov at bede for dem og undervise dem i Guds ord, fortæller Fritz, der understreger, at oplevelserne også var til velsignelse for dem selv og deres børn.
– Hver gang vi oplevede noget, der var svært, bad vi over det, og meget ofte kunne vi senere på dagen minde hinanden om, at vi havde oplevet bønnesvar. Vores børn så alle de for os små og store mirakler, og vi så danske og georgiske børn slå bro over et væld af forskelligheder og knytte bånd.
En opskrift, der kunne være en strømpil for et land med op imod 80 forskellige befolkningsgrupper og en provins, der fortsat er okkuperet af russiske 
tropper. Det storpolitiske spil forholder Fritz sig ikke til. Men Georgiens folk vil han gerne møde igen for at formidle evangeliet og Bibelens fredsbudskab.
– Vi oplevede, at mange var åbne for evangeliet. Så det kunne være spændende at tage derover igen for at opmuntre dem i troen, lyder det fra manden, hvis drømme før er gået i opfyldelse.
