Kirk Franklins kamp
Trods medfødte talenter og en succesfuld karriere har Kirk Franklins liv ikke altid været let.Når gospelfænomenet Kirk Franklin, der har optrådt med både Bono og Stevie Wonder, kalder sin seneste udgivelse for The fight of my life, er det ikke blot ynk forklædt som musik. Tværtimod.Gospelsangeren Kirk Franklin, der griber mikrofonen i forum Horsens den 4. september, var nemlig ikke født til succes, da han som barn af teenageforældre kom til verden i 1970 i Fort Knox, USA.
Fra første færd var livet en kamp for afroamerikaneren, der som treårig blev bortadopteret og under sin opvækst kun havde sporadisk kontakt med sine forældre.
Han blev adopteret af sin tante, Gertrude Franklin, der på det tidspunkt var en dame i tresserne.
Tante Gertrud var baptist. I Mount Rose Baptist Church. Her insisterede hun på, at også Kirk Franklin blev indlemmet. Det blev første trin på den unge Franklins senere succes.
Som fireårig blev han sendt til klavertimer. Som syvårig fik et pladeselskab nys om hans evner og lokkede ham med en pladekontrakt. Men Tante Gertrud sagde nej og udsatte med snusfornuft drengens senere stjernestatus.
Men i kirken fik han lov. Her stod han blot fire år senere som 11-årig med ansvar for al musik og korsang i kirken.
I teenageårene voksede kontrasten mellem Kirk Franklins korsang i kirken og livet udenfor. Kombinationen af det kirkelige ansvar og opvæksten hos en ældre dame udløste en trang til oprør. Selv beskriver Kirk Franklin sig i de år som en trist dreng, der følte sig fanget i en rolle som voksen.
Det verdslige liv fik al den plads, der ikke var optaget af kirkens musikliv. Han blev oprørsk og vild, hang ud med bander, fik problemer i skolen og begyndte at ryge marijuana.
Den vilde livstil fik dog en brat afslutning, da Kirk Franklin som 17-årige mistede sin bedste ven, der blev dræbt ved et vådeskud. Året efter blev hans kæreste gravid, og Kirk Franklin kunne som 18-årig kalde sig far. En rolle, han først for alvor påtog sig mange år senere. Sangeren er i dag gift og har to børn.
Men de to episoder ændrede sangerens liv og førte ham tilbage til Gud. Allerede året efter medvirkede han på Dallas-Fort Worth Mass Choirs første album, der blev hans springbræt til flere tilbud.
Gennembruddet til den succes, der de sidste 15 år har sendt den amerikanske sanger i kredsløb på alverdens scener, kom i 1993.
Her brød han med sit band, The Family, igennem lydmuren med sangen Why We Sing. Et hit, der samme år vandt Gospel Music Song of the Year Award, ligesom han sammen med sit band blev udnævnt til årets bedste nye kunstner.
Det følgende album, Kirk Franklin and the Family, høstede som det første gospel-album nogensinde platin i USA.
Med sit 9. og foreløbigt seneste album The Fight of My Life opsummerer Kirk Franklin den baggrund, hans succesfulde karriere hviler på.
Kirk Franklins optræden i Horsens bliver den første på dansk grund.