Prøv det nye liv!

En af mine bekendte var en brutal voldsmand, som ingen medlidenhed viste med sine ofre og ingen skyld følte over sin ondskab. Han var en håbløs psykopat, som burde spærres inde – og blev det.Men da han begyndte at læse i Bibelen, opdagede han sandheden om sig selv – og han bad Gud om tilgivelse.
Han vendte om og begyndte at leve et nyt liv – ved Guds hjælp. I dag er han et kærligt menneske, der tænker på andre. Han er ikke perfekt. Han falder stadig, men han lever ikke i synd. Han vil ikke – han vil følge Jesus.

Blandt mine mange venner og bekendte findes også tidligere kriminelle, prostituerede, svindlere, narkomaner, alkoholikere, perverse, seksuelt afsporede, mordere…
Men fælles for dem er, at med det onde. Der er et før og et efter Jesus. De levede i mørke, men de kom ind i lyset, de fik tilgivelse og de vendte om.
Skønne tilgivne syndere.

Så har jeg en hel masse pæne venner, som ikke har nogen opsigtsvækkende synder. De lever videre, som de altid har gjort. De har for længst taget den med Guds kærlighed og tilgivelse til sig. Og der er ikke nogen af deres små synder, der bekymrer dem. Gud er jo god…
De kalder heller ikke deres svagheder for synd. Hvis de har et ”problem”, så går de til terapeut, ligesom alle andre. For deres ”problemer” skyldes aldrig dem selv eller det onde i dem, men forældrene, ægtefællen, kirken…

Vi tilpasser kristendommens bud efter vores liv – og ikke omvendt. Vi elsker at høre om nåde, men gider bestemt ikke høre om synd eller fortabelse. Derfor sker der aldrig et opgør, en omvendelse, en fornyelse, et nyt liv.
Hvis du og jeg er sådan nogle pæne kristne, så kalder Jesus os for hyklere… Og Paulus siger, at ”i det ydre har de gudsfrygt, men de fornægter dens kraft” (2 Tim 3,5).
Lad os genopdage denne kraft!
Først når vi vender om fra vort gamle (nuværende?) liv, ser vi – og vores omgivelser – kristendommens kraft.

Redaktør Henri Nissen