Svensk frikirke-præst blev overvåget
Den svenske frikirkepræst og stifter af Livets Ord, Ulf Ekmann, blev i perioden omkring 1994-97 aflyttet af den svenske efterretningstjeneste Försvarets Radioanstalt (FRA).
Aflytningen foregik, fordi Livets Ord drev arbejde og havde kontakter i Rusland. Det skriver den svenske avis Dagen.
Ulf Ekman selv tager afsløringen med stor ro. Han siger i en pressemeddelelse, at Livets Ord ikke har haft noget at skjule, og at han på den måde ikke har nogen problemer med aflytningen.
– Men rent principielt virker det mærkeligt, at den svenske stat skal aflytte repræsentanter for kirker, organisationer og virksomheder, blot fordi de har kontakter med Rusland.
Formanden for Evangeliska Frikyrkan, Stefan Swärd, ser mere alvorligt på sagen. I en debatartikel i Svenska Dagbladet påpeger han, at FRA burde have kontaktet de berørte organisationer direkte. Han påpeger samtidig problemet ved, at myndighederne har aflyttet præster, der har tavshedspligt.
Sagen sætter ifølge hjemmesiden Værdipolitik.dk fokus på en svensk lov, der udvider efterretningstjenestens beføjelser til at aflytte elektronisk kommunikation, der passerer Sverige. Kirkeministeriet i Danmark har ifølge Kristeligt Dagblad bedt sine it-leverandører sikre, at Folkekirkens datatrafik i modsætning til i dag går uden om Sverige.
/sl