Godt råd til unge: Fokusér ikke på navlen, men hvem du er for Gud
Retræte er meget populært blandt de mere voksne kristne, men unge kan bestemt også få noget ud af en stille tid med Gud.
Birgitte Delfs interesserer sig meget for retræte. Hun siger:
– Unge mennesker har brug for at finde stilheden i sig selv. Ikke bare ved at slukke musik og tv, så der bliver fysisk stille. Det handler om at gå ind i stilheden og sidde ved Jesu fødder, fortæller Birgitte og fortsætter:
– Når man bliver helt stille, kan man pludselig høre Gud.
På den måde lærer man Jesus at kende, og dermed også sig selv.
Det er meget vigtigt for unge, at de ved, hvem de er i troen på Jesus Kristus. Hvis man lærer Gud at kende på den måde, allerede når man er ung, giver det en rigtig god ballast, både til nuet og til resten af livet.
fællesskab
Selv om stilheden er god for unge, er det vigtigt at bruge stilheden med måde.
– Det kan være en meget stærk og måske lidt skræmmende oplevelse at gå helt ind i stilheden.
Der kan komme mange ting op til overfladen, fx traumer og forvirring. Derfor er det vigtigt ikke at overdrive, men hellere tage små perioder med stilhed i starten, siger Birgitte.
– Jeg tror også, det er godt for unge at have nogen at tale med om det, de oplever. Det virker nok bedst at være i stilhed og så kunne gå tilbage til et fællesskab.
Det er også godt at have en ældre og mere moden kristen at tale med om sine oplevelser, mener hun.
på navlen
– Har unge i dag en tendens til at være fokuserede på deres egen navle?
– Ja, men her kan en retræte hjælpe meget til at få flyttet fokus. Det allervigtigste er at have sit fokus på Jesus.
Når man lærer at søge ind til ham, finder man ud af, hvad der betyder noget. Med tiden vil Gud vise, hvilke evner og talenter han har lagt ind i èn.
rygsækken
Birgitte mener også, at det er vigtig for unge at komme af med deres rygsæk inden de går ind i et parforhold:
– Jeg tror, at alle har oplevet et eller andet traume, inden de fylder 18.
Det er vigtig at få det bearbejdet, inden man går ind i et seriøst forhold til et andet menneske. Der kan retræte og stilhed også hjælpe meget, for når man søger ind til Gud viser han én de ting, man skal arbejde med. Det giver os så muligheden for at gå til en mere moden rådgiver og få talt ud om de ting og få forbøn.
– Alle relationer tager tid, og relationen til Gud er ingen undtagelse.
Det vi kan have med ham, er et gensidigt kærlighedsforhold. Det kan tage tid at opbygge, men det vil vokse, jo mere tid vi bruger sammen. Så det gælder bare om at få begyndt.
Man kan fx tage et vers fra Bibelen og så meditere over det dvs. sidde og tænke over det, samtidig med at man beder til Jesus.
Et godt vers at begynde med er:
Min sjæl
vær stille for Herren.
Det kommer fra en af Davids salmer. Med min sjæl mener David dine tanker og følelser, som hele tiden kan forstyrre dig, når du forsøger at være stille sammen med Gud.
Derfor skal du sige til din sjæl: Vær stille! Og når du er kristen, så vil din sjæl adlyde dig. Og så kan man lytte til Gud. Det samme gælder, når man føler, at Djævelen vil forstyrre en eller bilde en noget ind. Så sig:
Satan, forsvind fra mig!
Du kan også bede:
Kom Helligånd, kom!
Helligånden taler til os og hjælper os til at lære Gud at kende.
Fokuser på Jesus, ikke på navlen. Tænk heller ikke på Gud som et eller andet sløret begreb. Tænk på Gud som en person som din far.
Jesus siger: Mine får hører min røst.
Derfor er det en god idé at skrive det ned, man kommer i tanker om.
Måske er det noget, Gud vil sige til dig. Måske et enkelt ord måske en hel A4-side. Men tjek det altid i forhold til, hvad der står i Bibelen. For Gud modsiger jo ikke sig selv.