Lad de små børn komme til mig

Birgit Jensen på 75 år fortsætter i det kristne børnearbejde.Det er søndag formiddag i Frikirken Salem i Frederiksværk. Gudstjenesten er godt i gang – og børnene går til børnekirke sammen med 75-årige Birgit Jensen.I dag fortæller Birgit om Zakæus. Men først får hvert enkelt barn et mødehjerte på fremmødeoversigten.
Derefter præsenteres en hundeslæde med en lille kurv for at fortælle børnene, at vinterens missionsprojekt handler om at samle penge ind til nogle grønlandske børns fritidsaktiviteter i et kristent arbejde i Ilulissat. Birgit Jensen og de øvrige medarbejdere i børnekirken finder det vigtigt, at børnene lærer om at give i forhold til andre børn.

Så fortæller Birgit, at børnene i dag skal høre om en mand, der løb rigtigt stærkt, og hun taler med børnene om det at løbe stærkt.
Hun tager dem med ud og lader dem løbe på tid, inden hun når frem til manden, der løb stærkt.
Hun spørger børnene, om de har prøvet at være kede af det, hvorefter hun tager en kasket på og tager børnene med til en toldbod i Jeriko på Jesu tid.
Hun dramatiserer med stemmeføring, mimik, bevægelser og rekvisitter den pengebegærlige Zakæus, der trods sine penge ikke havde det godt. Da han hørte, at Jesus kom til byen, løb han stærkt for at komme derhen, hvor Jesus var, og kravlede op i et træ for at se Jesus, der bad om at blive gæst i Zakæus’ hjem. Pointen var, at Zakæus bad om tilgivelse, og at det kan børnene også.

Birgit Jensen er stadig i fuld vigør, og hun elsker at fortælle børn om Jesus. Da vi fra 1968 og flere år derefter fulgte vore 5 børn til søndagsskole, var Birgit Jensen også søndagsskolelærer.
Vi husker fx modellen af huset, hvor de 4 venner firede deres lamme ven ned gennem taget lige foran Jesus, så han kunne blive helbredt. Og de bibelhistoriske dramaer, der blev lavet til diasserier og senere også til smalfilm.
Kreativiteten var og er stor, for det handler om at bringe børnene kundskab om og kendskab til Jesus.

– Hvordan begyndte det?
– Jeg var 13 år, da fru Nør-gaard, der dengang var leder af søndagsskolen spurgte, om jeg ville være medhjælper.
Jeg sagde straks JA. Jeg har altid villet være lærer (og lærer blev hun), og nu fik jeg mulighed for at øve mig. Og så har jeg været med i det kristne børnearbejde lige siden – bortset fra ca.10 år, da vores egen søn var lille.
52 år er det blevet til, og jeg har da somme tider tænkt: Kan man det? Men jeg har stadig lyst og har stor glæde ved det.
Jeg giver noget til børnene, men de giver sandelig også meget til mig.
– I perioder havde vi 80 børn indskrevet. Mange kom fra hjem, der ikke havde noget fast kirkefællesskab. Det var andre tider den gang.
Senere prøvede vi med lørdagsskole, og i dag har vi børnekirke, først og fremmest for menighedens egne børn, mens mor og far er til gudstjeneste. Men det er også vigtigt.

I såvel søndagsskolen som børnekirken har jeg savnet den mere tætte og personlige kontakt med børnene.
Derfor har jeg i 3 omgange haft børneklub i vores hjem med børn fra 4.-6. klasse hver 14. dag, 2 timer hver gang.
En klub med hemmelig adgangskode, missionshistorie, sang, drama og snak over en kop the. I øjeblikket er der 3 børn med, som normalt ikke kommer i kirken. Her prøver jeg også at lære børnene at bede og give dem missionsansvar.
I børnekirken samler vi hvert år ind til børn i et af de lande, hvor Missionsforbundet har arbejde: Thailand, Rumænien, Ghana og Grønland. Sidste år samlede vi ind til fodtøj til fattige børn i Rumænien. Nu samler vi ind til lege- og sportsrekvisitter til en fritidshytte i Grønland.
– Er det et kald for dig?
– Det startede med, at jeg havde lyst og blev spurgt – men senere er det blevet et vigtigt kald at give evangeliet til børn. Guds rige hører børnene til, og de skal vide, hvad de har.
Jeg vil gerne være med til at give dem kundskab og allerhelst kendskab til Jesus – og jeg vil gerne blive ved, så længe, jeg kan.

– Hvordan er det så gået de mange børn, du har haft kontakt med gennem årene?
– Nogle af børnene er i dag rodfæstede kristne, andre kommer ikke mere, men det, der er blevet sået, det ligger der. En af dem, der har været med i såvel søndagsskolen som i klubben, er Linda Møller, der i dag er Dansk-Jødisk Venskabs udsending i Jerusalem, og hende har jeg stadig rigtig god kontakt med.
Da jeg fyldte 70 år, fik jeg breve fra nogle gamle søndagsskolebørn, der fortalte, hvad søndagsskolen havde betydet for dem, og den ene gav udtryk for, at hun var blevet frelst i søndagsskolen.
Sådan noget bliver man glad for, og jeg har et stort ønske om at møde så mange af dem som muligt i den himmelske verden.

Birgit ønsker at læse nogle vers for mig fra Salme 78:
”Lyt, mit folk, til min undervisning! Lyt nøje til det, jeg siger! Jeg vil fortælle folkets historie og udlægge gåder fra gammel tid – det vi har hørt og kender, og som vore fædre har fortalt.
Vi vil ikke skjule det for vore børn, de skal høre om Herrens magt og det forunderlige, han har gjort! For han gav Israel sine love og befalede vore fædre at undervise deres børn derom, så de igen kunne undervise deres børn.
På den måde gik loven i arv fra generation til generation, så at hvert slægtled kunne lære at stole på Gud og holde hans bud og ikke glemme hans undere. Derved skulle de blive klogere end deres forfædre, der var stædige og oprørske, troløse og ulydige mod Gud.”
– Det er så vigtigt, at vi giver Guds ord til børnene og leder dem til Kristus. Jeg længes sådan efter at se en børnevækkelse. Det er et dejligt arbejde at være med i. Jeg er bare så overrasket over, hvorfor det mest er kvinder, der er med i børnearbejdet. Børnene har også brug for mænd.