Kristne banker klarer sig godt i krisen
Selv om Oikos er en lille bank, er pengene sikre. For banken, der bygger på kristne idealer, gambler ikke for at tjene penge.Nu da finanskrisen ryster bankerne i hele verden, viser det sig, hvilke principper, bankerne bygger på.
Oikos er en andelskasse, som er inspireret af kristen etik. Bl.a. låner Oikos penge ud til verdens fattigste gennem mikrokreditter.
Oikos har filial i København og i Århus samt netbank.
– Hvordan påvirker den internationale finanskrise et lille pengeinstitut som Oikos?– Ikke særlig meget, svarer kommunikationsmedarbejder Gulmaj Sørensen fra Oikos.
– Det hænger sammen med, at Oikos jo ikke kunne finde på at låne penge ud bare for at tjene penge. Vort formål er ikke at skabe profit, men at skabe muligheder. Og vores politik er altid at have et indlånsoverskud.
Vi er gammeldags og tager ingen chancer. Vi gambler ikke, forklarer Gulmaj Sørensen.
– På den måde sikrer vi Oikoss overlevelse i alt slags vejr. Også det nuværende tordenvejr over den finansielle sektor. Indlånene dækker kassebeholdning, udlån samt likviditetsreserve. Vi optager ikke eksterne lån til at dække vækst i udlån.
Som andelsselskab er Oikos kendetegnet ved gennemskuelighed og åbenhed om de dispositioner, som den valgte bestyrelsen foretager sig.
Man risikerer altså ikke en Roskilde Bank-skandale.
Oikos er ligesom andre pengeinstitutter sikret gennem Indskydergarantifonden.
Derigennem er alle indskud op til 300.000 kr. sikret for alle kunder. Alle pensionskonti og børnopsparingskonti er i øvrigt sikret uanset størrelsen på indeståendet.
Når man opretter en lønkonto hos Oikos, vælger man selv, om man vil have renter!
Oikoss vision er nemlig at bekæmpe fattigdom ved at yde lån til projekter til fordel for verdens fattige, bl.a. gennem Micro Finance Institutions (MFI). Udlånene betyder nye muligheder for mennesker, som ellers ikke kan få lån, fordi de er for fattige.
Men Oikos betaler også renter, hvis man ønsker det. Fx. giver man 5 pct. på en børneopsparing og op til 2.5 pct. på en anfordringskonto med over 25.000 kr.
Oikos låner dog også penge ud til fx. studerende.
Se mere om den anderledes måde at være bank på på hjemmesiden www.oikos.dk.