Eventyrlig virkelighed
Beate Højlund er pensionist og forfatter og bor i Hirtshals.Vi elsker denne beretning, spændende, eventyrlig og omgivet af orientalsk mystik. Blinkende stjerner på natblå himmel med den ene, store, der står lysende over stalden.
Gennem ørkensandet kommer en lille karavane på kameler, ældre mænd i mørke, kostbare kapper, og disse mænd knæler for det lille barn i krybben og giver det fine gaver, mens Maria og Josef smilende ser til.
Jeg kan ikke tælle de gange, jeg har klippet kongekroner af guldpapir, iført børn mine billige, kinesiske kimonoer, lagt et gråt tæppe om Josefs skuldre og mørk blå hovedbeklædning om den bly Maria. Hendes rolle var der altid stor rift om.
Børnene elskede optrinet, og de voksne så rørt til. Men beretningen hørte ligesom hjemme blandt eventyrene. Et eller andet lå vel til grund for den fromme legende, men så heller ikke mere.
Men beretningen er ikke bare et eventyr, den hører til i den skinbarlige virkelighed og var et af de nødvendige led, for at Messias kunne komme, og budskabet kunne udbredes.
Heller ikke den eventyrlige stjerne var et eventyr. Den var i virkeligheden en konstellation af to planeter, hvis stilling moderne computere nøjagtig kan datere. Jeg glemmer ikke, da jeg for 15-18 år siden i radioens middagsnyheder hørte speakerens tørre stemme sige: I disse dage kan man på vesthimlen se den samme stjerne som den, der viste sig over Betlehem. Den samme aften kunne jeg se den fra min egen have. Med cirka 700 års mellemrum kommer disse to, Jupiter og Saturn så tæt på hinanden, at de fra jorden ser ud som én stjerne.
Disse vismænd og astronomer fra Østen var også astrologer, der gav stjernerne religiøs status og betydning. Nat efter nat fulgte de himmellegemernes bane over himmelen, og uden computer, papir eller kuglepen gjorde de deres beregninger. Jupiter var himmellegemet for verdensherskeren, og Saturn var jødernes stjerne. Hvad andet kunne det betyde, end at en verdenshersker ville fødes i Jødeland?
Rygtet var ikke ukendt, og Herodes anså naturligvis sig selv som opfyldelsen af spådommen. Han var klar til at overtage magten, og det må have været et chok for ham, da disse vismænd dukker op for at bøje sig for den prins, der jo måtte være født i kongens palads. For der var intet barn i paladset.
Herodes blev forfærdet. Hvilket barn truede hans magt? Og hvor i riget skulle han lede efter det?
Herodes fik dog hurtigt ansigtet tilbage i de rette folder, og tilsyneladende velvillig og hjælpsom tilkaldte han skriftlærde fra templet. De kunne henvise til profeten Mika, der i et syn har set Betlehem som stedet, hvor Messias skulle fødes.
Men Gud sørger for sin søn, den lille Messias. Er der ikke andre muligheder, bruger han drømmen som meddelelse. Også i vore dage er der eksempler på, at Kristus i isolerede, muslimske områder har åbenbaret sig for mennesker. Der var ingen tvivl hos vismændene, der alle i en drøm fik den samme besked.
Vi kan forestille os Herodes stigende vrede, da han dag efter dag ventede på besked fra vismændene, som aldrig vendte tilbage. Konsekvensen blev det, vi kender som barnemordet i Betlehem.
Eventyret er altså langtfra noget eventyr, men håndgribelig, historisk virkelighed. Gennem teksten får vi øje på, at alt er underlagt Guds herredømme, hedenskab som verdslighed, politik som videnskab.
I en verden, hvor vi synes at være prisgivet klimaændring og skruppelløse videnskabelige eksperimenter, er det godt at vide, at Gud sidder i sin Himmel og ler. Magten er hans og hans alene, og i mit lille private liv er det befriende og betryggende at vide, at jeg ikke er prisgivet tilfældigheder, men har en far, der ikke lader en spurv falde til jorden uden sit bevidste nærvær.
