Gattens pionér fylder 70
Poul Thomsen havde mistet gnisten og havde droppet kirken, men til sidst talte Gud til ham – og sammen med Elsie oprettede han Sarons Slette med et stort nødhjælpsarbejde og naturskøn, hyggelig bibelcamping.Den 14. februar fylder pionéren bag Gatten Bibelcamping, Poul Thomsen, 70 år. Og der ligger en spændende livshistorie bag!
Da Elsie og Poul Thomsen i 1968 flyttede tilbage til Jylland efter nogle år i København, købte de en gård i Gatten i Vest-Himmerland.
– Inden længe købte vi en gård mere, byggede flere stalde og udvidede på enhver måde, fortæller Poul.
– Men jeg mistede arbejdsglæden og initiativet til at drive gården. Det var en svær tid…
– Jeg er vokset op i et kristent hjem og blev frelst, da jeg var 16 år. Og det har jeg aldrig været i tvivl om, fortæller Poul.
– Men jeg oplevede, at man i kirken nok læste fra Bibelen, men sagde prædikede noget andet og ikke konsekvensen.
Når man fx kom til Guds undere og mirakler, så betød de kun, at træerne sprang ud om foråret og at blomsterne blomstrede…, husker Poul.
– Det vendte sig fuldstændig på tværs i mig: De tror åbenbart ikke på det, de prædiker om, tænkte jeg. Til sidst holdt jeg op med at gå i kirke.
Men Elsie og Poul fik kontakt med nogle kristne, som mødtes til fornyelsesmøder i en spejderhytte ved Ålestrup.
– De tog Gud på ordet, de handlede, og nogle blev helbredt. Jeg hørte for første gang tungetale. Det greb mig, og jeg bestemte, at dét ville jeg have tag i, fortæller Poul.
Men selv om han og Elsie gik til forbøn, skete der ikke noget synligt i deres liv.
Poul konkluderede fornærmet, at Helligånden nok kun var for de andre. Da der var kristne teltmøder om sommeren, ville Poul ikke med.
– En aften tog min kone to præster med hjem til kaffe.
Jeg betragtede stadig mig selv som kristen, jeg gad bare ikke gå med til møder.
Vi bad igen sammen med de to præster, og jeg kan huske, at jeg bad: Kære Jesus, vil du ikke godt gøre sådan, at vi snart må blive døbt med den Hellige Ånd, som der står beskrevet i evangelierne og Apostelens gerninger.
Heller ikke der skete der noget, – men et par dage senere spurgte min kone, om jeg ville med på Markuskirkens bibelcamping i Ålborg.
Jeg holdt jo af min kone og gjorde det for hendes skyld.
– Og der på platformen begyndte der at ske noget.
Det var ligesom, at det var Guds direkte tale til mig ind i mit hjerte, i vores situation. Alt, hvad der foregik, var direkte ind i vores hjerter.
Vi fik et revolutionerende møde med Jesus, og alt det, der så håbløst ud, blev forvandlet til muligheder.
Alt det, der virkede mørkt, blev forvandlet til lys. Jeg kan ikke forklare det, men det ændrede fuldstændig vores tilværelse. Og effekten af det er ikke stoppet, konstaterer Poul nu 28 år efter.
– Da jeg kom hjem, oplevede jeg, at Gud talte til mig gennem Bibelen på en måde, som jeg ikke har oplevet før. Specielt når jeg tidligt om morgenen gik og malkede, fortæller Poul.
– Hvordan taler Gud?
– Det er som regel ikke med en hørbar stemme. Men han talte i mine tanker, så jeg fik en overbevisning om, at det kom fra Gud.
Han underviste mig og viste mig ting, som jeg næsten ikke kunne tro, skulle ske for mig.
Det var en god tid, men også en tid hvor jeg ind imellem tvivlede og ligefrem bad Gud om tilgivelse for at have så tåbelige tanker…
Hvad viste Gud dig?
– At vi skulle starte en fælleskristen bibelcamping. Og at jeg rejste rundt i Østeuropa fra gruppe til gruppe i forskellige lande. Men jeg kunne jo hverken engelsk eller tysk. Hvordan skulle det kunne ske? Mange andre ting, jeg fik vist, var dengang utænkelige.
– Det, Gud talte, var en overbevisning i mit indre. Men det næste øjeblik tog hjernen over, og jeg tvivlede.
For mig er det ikke normalt at høre Guds hørbare røst – jeg har prøvet det, men her var det en indre røst. Det var jo voldsomme løjer, og hvem skulle jeg dele det med?
– Når Gud havde talt, tænkte jeg: Hvad vil min kone nu sige? – Men når jeg så fortalte det, svarede hun: Det ved jeg godt. Det var vidunderligt. Hun ventede på, at jeg skulle komme og dele det.
Andre gange kunne hun kun sige, at det troede hun ikke på. Nogle gange havde hun ret, andre gange ikke.
Elsie og Poul gik nu i gang med at planlægge den første fælleskirkelige bibelcamping i 1983 med talere og deltagere fra forskellige kirker.
– Det gik utroligt godt. Mange kom, en del blev frelst og døbt med Helligånden, nogle blev helbredt, husker de. Men de undgik ikke problemer:
– Et år i 1992 var det så svært, at vi gav op. Vi gennemførte campingen, men på et møde med medarbejderne om aftenen ville vi bekendtgøre, at vi sluttede. Men den samme dag sendte Herren tro på min vej og gjorde mig begribeligt, at vi ikke skulle stoppe.
Så det blev et helt andet møde. Jeg delte, hvad jeg havde været igennem, og det blev en ny start, en ny sammenrystning af medarbejderne.
– Vi havde gårddrift, da vi startede, og var derfor nødt til at starte på en anden mands jord, men det lykkedes os til sidst at overtage jorden. Og fra da af, efteråret 1987, hed det Sarons Slette.
Et år besøgte vi Aril Edvardsens arbejde i Sarons Dal i Norge. Vi fik deres blad Troens Bevis. Jeg kunne se, at vi ville det samme. Blot var de kommet meget længere.
De manglede penge og måtte skære ned i de midler, der gik til de unåede folk.
– Jeg bad hver dag én time i en campingvogn. Hver dag bad jeg Gud om at forløse de 2 millioner, de manglede. Da hørte jeg en hørbar stemme: Giv du de 2 millioner.
Vi havde lige været igennem en gældssanering, og jeg tænkte: Det her går du vist for meget op i. Så jeg afbrød det bedemøde og gik i gang med det praktiske arbejde.
Dagen efter snakkede jeg ikke om de 2 millioner, men nogle dage senere var jeg i gang igen og råbte til Gud.
Stemmen lød hørbar igen: Giv du de 2 millioner.
Min respons til Gud var, at han måtte have kaldt det forkerte nummer, for jeg havde ikke 2 millioner.
– Efter nogen tid oplevede jeg, at jeg ikke havde nærkontakt til Gud mere. Bønnerne nåede kun til loftet. Jeg tænkte tilbage over, hvad der var sket, og blev klar over, at det var ved de 2 millioner, at forbindelsen led skade…
– Efter to år tog vi så til Sarons Dal for at dele det med Aril, at vi ville samle ind i Danmark til de unåede.
Jeg mødte Aril, og han troede på mig og lovede at komme til Danmark i 2 dage for at tale på bibelcampingen.
Jeg tog medicin for vand i kroppen, men pga. mødet fik jeg ikke taget medicinen.
Da jeg talte med Aril, skete der noget med min krop. Selv om jeg ikke fik min medicin, var der ingen problemer, og jeg undrede mig meget.
Jeg havde tidligere været til forbøn for sygdommen, uden at det havde hjulpet.
Nu lød ordet fra Johannes 15;7 klart i mit indre: Hvis du bliver i mig og mine ord bliver i dig, så bed om hvad som helst, og du skal få det.
Min tøven med at handle på Guds ord om de to millioner havde siddet som en slags prop og stoppet for Guds helbredelse. Men da jeg handlede og talte med Aril, så virkede de helliges bønner, og jeg blev helbredt.
Siden den dag behøvede jeg ikke medicin, selv om lægerne havde sagt, at jeg skulle tage den resten af mit liv.
De to millioner blev samlet ind over nogle år, og i dag har vi givet over 4 mio. Vi har alene samlet ind til at bygge en skole i Burundi. Folketingets formand Christian Majdal var her for at fortælle om ulandsbistand af den grund.
På Elsie og Pouls gård blev der oprettet et nødhjælpscenter, som gennem årene har sendt flere tusind tons nødhjælp til bl.a. Ukraine, Hviderusland, Moldavien, Indonesien, Iran og Afghanistan, som frivillige pakker. Campingspladsen er også indrettet ved frivilliges hjælp.
Elsie og Poul har også ombygget laden til en stor mødesal med balkon og platform. Den tidligere mødesal er omdannet til cafeteria. Der er indrettet værelser i den tidligere stald.
– Gud viste mig for over 20 år siden, at her skal der blive en tusindtallig skare, som priser hans navn. Det har vi ikke set endnu, men det kommer, er Poul Thomsen overbevist om.
Bibelcampingen holdes den første uge i sommerferien, i år er det fra den 4.-11. juli. Blandt talerne bliver i år Hans Berntsen, Rune Edvardsen (istedet for faderen Aril, som døde for nylig), Bent Døssing, Lars Hyldgaard, Keld Dalman, Anne Døssing m.fl.
