Faste og Retræte
Meditativ vandring til mild musik

Meditativt samvær vinder frem som det naturlige alternativ til formelle gudstjenester. I Vejle Frimeninghed samles man om kontemplativ bøn og keltisk musik en gang om måneden.Fingrene bevæger sig ubesværet over tangenterne, mens det højloftede lokale fyldes med lange, bløde klavertoner.

Den meditative sang akkompagneres af sarte
toner fra guitar og violin.

Bortset fra pianisten sidder forsamlingen andagtsfulde i halvcirklen af røde stole, og indstiller det åndelige modtagerapparat på ”åben”.
Det er søndag eftermiddag. Vi er til meditativ gudstjeneste i Vejle Frimenighed.
Lokalet er lyst med markante, brune bjælker under loftet og dunkelt oplyst af detaljerige lysekroner. Stemningen er mættet og forstærkes af levende lys ved ”bedestationer” rundt om i lokalet.
For kirkegængerne er de meditative elementer i gudstjenesten nye. Formen har kun været benyttet en enkelt gang før.
Ved indledningen af søndagssamværet giver en af menighedens præster, Carsten Dalsgaard Hansen, derfor en kort introduktion.

En af Vejle Frimenigheds præster, Carsten Dalsgaard Hansen, reflekterer over teksten.

– Lad os have en modtagende attitude og ikke skubbe Gud væk. Tag en dyb indånding og find kroppens naturlige rytme, opmuntrer han, mens kirkegængerne fylder lungerne og lader skuldre og søndagssmil synke på plads.
– Lad os gøre korsets tegn, fortsætter præsten, da præludiet efterhånden fortoner sig.
Efter en kort velkselbøn forener menigheden sig i et lovsangskor:
Lovpris Gud, min sjæl,
for helligt er hans navn.
Lovpris Gud, min sjæl,
han leder mig til liv.
Melodien er enkel og ordene gentages flere gange. Lovprisningen er hentet fra klosterfællesskabet i Taizé i Frankrig.
En kvinde synger for og akkompagneres af sarte lyde fra guitar og violin. Kroppens og gudstjenestens naturlige rytme bliver efterhånden ét.

For stadigt flere danske kirker opleves det meditative og spirituelle som et naturligt alternativ til det gængse gudstjenesteliv. Med søndagens liturgiske elementer indskriver Vejle Frimenighed sig i denne tendens.
Nogle teologer kalder udviklingen for en ”åndelig revolution”, fordi en mærkbar vækst i de meditative og eftertænksomme gudstjenesteformer finder sted parallelt med en ligeså mærkbar nedgang i kirkelig tiltrækning og tilknytning.
Vejle Frimenighed har kun eksisteret i et par år. Åbenheden for nye tilgange til søndagssamværet er således stor og responsen fra de fremmødte positiv.
Men ikke som svævende religiøsitet belagt med kristen fernis. Både det teologiske og liturgiske fundament er solidt og forankret i folkekirkens og Oase bevægelsens tradition.
Velkendte ingredienser fra højmessen flettes da også diskret ind mellem vekselbønner og musikalske indslag:
Nåde være med jer,
og fred fra Gud vor Fader
og Herren Jesus Kristus.
Præstens stemme hviler på en klangbund fra de akustiske instrumenter, og når den fortoner sig, rodfæster ordene sig i musikken.
Der spares generelt på ordene. Tonerne indbyder til refleksion over evangelieteksten, der i dag er hentet fra Mattæus Evangeliet kapitel 20.
”Stå ikke ledig på torvet”, lyder formaningen.
– Det er der mange, der gør, selvom de tilsyneladende har forrygende travlt, konstaterer Carsten Dalsgaard Hansen, der i stedet for den lange prædiken, guider forsamlingen gennem en ”meditativ vandring.”
– Luther kalder det ”den simple vej”, tilføjer han.

Ligesom traditionelle meditationsøvelser er stilhed og eftertanke bærende elementer i den meditative gudstjenesteform.
Mange kirker betegner ligefrem den enkle og lavmeldte form for ”stillegudstjenester”.
Internetportalen kristendom.dk har haft det lydsvage fænomen under lup, og omtaler gudstjenester med stille, meditative stunder på op til 30 minutter.
En tavshed, der ikke skal forveksles med passive pauser i gudstjenesten. Snarere frirum, hvor den enkelte får mulighed for at få et uforstyrret møde med Gud.

Tonerne fra den akustiske strengeleg flyder igen gennem rummet. Lokalet, der stilles til rådighed af Vejle Kommune, benyttes ofte til koncerter.
I dag er formålet med de musikalske indslag dog at skærpe de åndelige sanser og hjælpe forsamlingen til at lytte til Gud.
Af og til brydes tavsheden af præstens refleksioner over dagens tekst:
’De første skal blive de
sidste, og de sidste de første’,
lød det til os. Vi kan tænke
over vort livsforløb. Nogle er
kaldet tidligt og andre sent
i livet. Nogle ’står ledige på
torvet’, selvom de har travlt.
Vi kan takke for at være
kaldet ind i Guds vingård.
Mens de instrumentale toner skruer hjernebølger og hovedbrud ned på laveste frekvens, sidder nogle med foldede hænder, andre med opadvendte håndflader og de fleste med løsnede ansigtstræk og lukkede øjne.
Af og til rejser nogle sig for at tænde et lys eller knæle ved de små bedestationer, der er placeret rundt om i det symbol-ladede rum.
I endnu et stykke tid synker forsamlingen ned i en lomme af fordybelse og ro.

Selvom meditative gudstjenester endnu har karakter af særgudstjenester i dansk kirkeliv, består op mod halvdelen af al bøn angiveligt af stille bøn, også kaldet kollokvial bøn. Altså bøn, hvor den bedende intuitivt overveje dette og hint med Gud.
Ligeledes har op mod en fjerdedel af al bøn karakter af meditation og kontemplativ fordybelse.
I modsætning hertil er det kun hver tiende bøn, der er ritualiseret, ligesom det kun er i hver femte bøn, den bedende beder om noget konkret, såkaldt petitativ bøn.
Tallene fremgår af en amerikansk gallupundersøgelse, der sidste år blev omtalt i tidsskriftet, Kristendom og Kultur, og fremhæves som en af de mest valide undersøgelser om bøn.
Konklusionen på undersøgelsen er ikke overraskende, at den meditative og kontemplative bøn giver størst tilfredsstillelse og flest intime oplevelser i samværet med Gud.

Eftermiddagssolen har fået magt og svømmer ind ad de store ruder og stråler om kap med de mange levende lys.
Pianisten slår atter tonen an på klaveret, og hiver for en stund menigheden op fra eftertænksomhedens dyb.
De sorte bøger kommer frem, og Kingos salme, ”O Gud, du ved og kender” giver genlyd mellem de hvide vægge. Salmen er kort, men ordene bliver hængene i de efterfølgende minutters stilhed.
Ved salmesang i store kirker kan det efter sigende tage en tone op mod 12 sekunder at klinge af.
Den oplevelse har endog fascineret den professionelle duo, Ugorskij & Meyer i en sådan grad, at den har leveret meditative klangflader ved natkirkegudstjenester i både Vor Frue Kirke og Trinitatiskirken i København. Og indspillet plader samme sted.
Frimenighedens lokale i Vejle er ingen katedral, men de store ord og den pompøse melodi smelter også her sammen til en langtidsvirkende klangfuld bøn.

Ved en netværksdag om kristen spiritualitet blev der for et par år siden dykket ned i de teologiske traditioner.
Og konklusionen fra en af oplægsholderne var, at i en tid med et ”spiritualitetsboom” og utallige ”gør-det-selv anvisninger på selvfordybelse”, er det afgørende at påpege, at ”kristenliv formes i socialrum, hvor den ene i den andens nærhed kan elske Gud af hele sit hjerte og hele sin styrke og sin næste som sig selv.”
”Det er det vanskeligste ved kristen spiritualitet. Men kun i et socialrum, altså i Helligåndens samfund, bliver vi hellige”, blev det understreget.
At søge Gud i andres nærhed falder også i tråd med rytmen i Vejle-menighedens søndagssamvær. Her er også afsat tid til forbøn.
Foran det interimistiske, enkle alterbord indbyder Carsten Dalsgaard Hansen til nadveren. Forinden samler han dog op på gudstjenestens tema ved at lede menigheden i endnu en vekselbøn. Også her er fokus rettet mod andre.
Alle, der er tyngede
af byrder.
Alle, der savner mål,
mening og glæde.
Alle, der er syge,
sorgfulde og mangler trøst.
Alle, der lider af sult,
forfølgelse og krig.
– Herre, hør vor bøn, indskyder forsamlingen takfast.

Eftermiddagens sidste bedestation er nadverbordet. Menighedens anden præst, Thomas Fischer-Nielsen, bryder et brød, og forsamlingen modtager sakramentet stående omkring alteret.
Samværet afrundes med en gammel keltisk velsignelse, der melodisk og energisk sender de fremmødte ud i den kølige februar-søndag.
Må din vej komme
dig i møde,
vinden altid bære
dig afsted,
solens stråler lege på
din kind.
Regnen falde blidt imod
din jord, og må Guds
gode hånd værne om dig,
til vi mødes igen.
De fleste synger med, mens tonerne baner en vej tilbage fra den meditative dvale.
Gudstjenesten slutter dog ikke formelt. Menigheden defilerer drypvist mod udgangen, mens der samtales lavmælt. Den meditative vandring fører nemlig altid tilbage til det den verden, der venter udenfor.

VEJLE FRIMENIGHED
Karismatisk menighed med tilknytning til Dansk Oase og rødder i evangelisk-luthersk tradition. Har til huse i ”Bygningen” i Vejle og afholder meditativ gudstjeneste en gang om måneden. Præster er Carsten Dalsgaard Hansen og Thomas Fischer-Nielsen. www.
vejlefrimenighed.dk og
www.levindefra.dk