Organdonation kan bringe følelser i klemme
Ingen skal presses til at tage stilling til organdonation. Men det er et svært spørgsmål at overlade til sine pårørende.40 hjerter, 40 levere, 140 lunger og 250 nyrer. Det er, hvad det danske sundhedsvæsen hvert år skal bruge, hvis alle patienter, der udvælges til transplantation, skal hjælpes. Det bliver de ikke i dag, fordi der er mangel på brugbare organer. Bl.a. fordi en stor del af befolkningen endnu ikke har taget stilling til organdonation.
Derfor søsatte Sundhedsstyrelsen og Transplantationsgruppen i foråret en kam-pagne til 4 millioner kroner for at skaffe flere donorer. Tag stilling! lød opfordringen, og det gjorde 35.000 danskere, som i løbet af tre uger tilmeldte sig Donorregistret.
Alligevel blev kampagnen og flere lignende kampagner kritiseret, fordi den så direkte opfordrede alle til at tage stilling til et spørgsmål, hvor mange kan have etiske, religiøse eller andre stærke følelser i klemme.
– Det er i orden at lave kampagner for at minde folk om donortestamentet, men der må ikke være antydning af tvang, eller af at man er et dårligt menneske, hvis man ikke melder sig som donor. Det er ikke lovligt at lægge det pres på nogen, siger sognepræst Thomas Kristensen fra Hvidesande.
Skulle der dukke et anfægtet sognebarn op hos præsten med kampagnematerialet i hånden, vil han da også berolige med, at det ikke er nødvendigt at tage stilling:
– Det er i orden, at du ikke kan overskue det og derfor heller ikke tager stilling. Der findes ikke et bestemt kristent svar, og samfundet har ikke lov til at afkræve dig en stillingtagen. Det er i orden at hvile i, at du ikke er nået til afklaring.
Sognepræsten har da heller ikke selv meldt sig til donorregistret, men spørgsmålet er blevet diskuteret i præstegården.
– Jeg har snakket med min kone om det. Vi forestiller os, at vi i givet fald kan afgive det, der er to af altså det, som et menneske kan leve uden, forklarer han og indrømmer, at det er en hjemmestrikket ordning.
– Den eneste begrundelse er, at vi holder så meget af hinanden, at vi gerne vil have et helt menneske at sige farvel til, forklarer han og opfordrer til, at man taler med sine nærmeste om sine overvejelser.
– Men der er ikke noget, vi skylder hinanden. Det er ikke noget, man skal. Det er ikke noget, vi kan kræve af hinanden.
Helt så tilbageholdende er dr. theol. og professor ved Menighedsfakultetet Kurt Christensen ikke. Heller ikke han vil kræve, at alle tager stilling, men han mener, det er etisk uforsvarligt, hvis man ikke i det mindste forsøger at nå til et standpunkt.
– Spørgsmålet om organdonation er alt for svært til, at man overlader det til sine pårørende, som i givet fald skal træffe en meget vanskelig beslutning, mens de i forvejen er ude i tovene, siger han, men erkender samtidig, at spørgsmålet nok er for vanskeligt til, at alle er i stand til at tage stilling. Derfor er et velbegrundet ved ikke også en legitim holdning, siger Kurt Christensen.
Langt de fleste organer til transplantation kommer fra mennesker, som er erklæret hjernedøde. Det bliver 100-200 danskere årligt, men kun 60-80 af dem ender som donorer. I over halvdelen af de tilfælde, hvor den hjernedøde ikke selv har taget stilling, vælger de pårørende nemlig at sige nej til donation.
Hverken professoren eller sognepræsten mener, at Bibelen eller kristendommen har noget entydigt svar på spørgsmålet om organdonation. Ikke desto mindre kan Bibelen lede til flere forskellige argumenter både for og imod.
– Mange vil mene, at vi bør være villige til at afgive organer ud fra budet om næstekærlighed. At hjælpe et andet menneske til at forblive i live er vel den mest fundamentale måde at elske et menneske på. Andre vil hævde, at organtransplantation er udtryk for en ukristelig udødelighedstænkning, så man kan ikke uden videre udlede en særlig kristen holdning til organdonation, siger Kurt Christensen.
Han mener dog, at man bør forholde sig til især hjernedødskriteriet, hvis man overvejer at sige ja til organdonation. Det blev indført i 1990 og indebærer, at et menneske kan erklæres dødt, hvis hjernen er holdt op med at fungere, selv om hjertet og åndedrættet holdes i gang af en respirator.
– Det er en definitionssag, hvornår man vil mene, at en person er død. Men det er i hvert fald sikkert, at med hjernens død er der sket noget aldeles afgørende og irreversibelt, som giver det god mening at erklære personen for død. Modsat kan man som kristen hævde, at Bibelen knytter det at være et levende menneske meget tæt til åndedrætsfunktionen, at så længe der er åndedræt er der tale om et levende menneske – også selvom åndedrættet er kunstigt opretholdt.
