Indre bøn – væren i Guds nærvær

For katolikken Grethe Livbjerg er ”indre bøn” at følge Paulus’ råd: Bed altid. Bønnen forvandler indefra.Den indre bøn er på en måde den mest enkle af alle bønsformer. Den er dette at være i Guds elskende nærvær.

Grethe Livbjerg er katolik, tilhører Karmels tredje orden og har i mange år fungeret som retræteleder.

Som udtrykket indre bøn antyder, består den i at gå ind i sit indre for dér at møde den treenige Gud, som bor ved troen i vore hjerter.
Alligevel kan den indre bøn synes at være den sværeste af alle bønsformer, fordi vi ofte lever så langt fra vore hjerter, fordi vi er os Guds iboende nærvær så lidt bevidste, og måske også fordi vi endnu ikke er nået ind i enkelheden i kristentroen.
Den indre bøn kan også synes sværere at tale om end de andre bønsformer, fordi hele dens væsen er det ordløse fællesskab med den elskede.
Kirkehistorisk set er den indre bøn lige så gammel som kristendommen, men det er først omkring renæssancen, at man for alvor begynder at tale om den som en adskilt bønsdisciplin.
De mest kendte lærere i den indre bøn er de to karmelitiske helgener og mystikere Teresa af Avila (1515-1582) og Johannes af Korset (1542-1591).
Den første taler om bøn som venskab med Gud, og den anden skriver bl.a. ”Nuvel, du smukke sjæl! Når du nu ved, at din attråede Elskede bor skjult i dit indre, stræb da efter at holde dig skjult sammen med ham, og i dit indre skal du omfavne ham”, og han definerer den indre bøn som det, at være ”vendt mod Gud i kærlighedsfuld opmærksomhed, uden at udføre nogen speciel akt”.
Men den indre bøns centrale placering ses også hos andre store personligheder fra samme tid, f.eks. hos modreformatoren Karl Borromæus, som skriver til præsterne:
”Brødre, I må forstå, at der ikke er noget, der er vigtigere for præsterne, end den indre bøn. Den baner vej for enhver handling, og den ledsager og fuldfører den”.
Her i Danmark er Grethe Livbjerg nok én af dem, der har længst og mest erfaring med den indre bøn; så jeg satte hende stævne til et interview om denne bønsform.
Grethe Livbjerg er katolik, tilhører Karmels tredje orden og har i mange år fungeret som retræteleder.

Hvordan stiftede du bekendtskab med indre bøn, og hvordan kom du i gang med selv at praktisere den?
– Jeg er opvokset på landet, i et hjem, stærkt præget af Indre Mission. Bibellæsning var del af dagligdagen, og fra mit 13. år har jeg selv dagligt læst i Bibelen. Jeg bliver i stigende grad taknemmelig for den kærlighed til Guds ord, som blev præget ind i mig fra min tidligste barndom.
– Men jeg gik med en længsel i mig efter ”noget mere”, jeg vidste ikke hvad. Kort efter min konversion fik jeg fat i Teresa af Avilas selvbiografi. Jeg sad på en skrænt ved vores sommerhus. Jeg læste, så ud over vandet, blev draget ind i bøn – og følte mig genkendt: dette havde jeg jo altid haft i mig.
– Slet ikke at jeg havde haft store mystiske oplevelser som Teresa, forskellen mellem os var større end lighederne. Og dog: Der var noget hos Teresa, jeg vidste dårligt hvad, der klingede i mig og berørte de strenge, som aldrig rigtigt var sat i svingninger.
– Ikke at livet for den sags skyld blev lettere, ofte tværtimod. Men det fik mening. I de ca. 40 år, der er gået siden, har indre bøn været en fast del af mit liv. I tiden efter drog et indre nærvær mig hele tiden ind i bøn. I bussen, i pauser på skolen, i rengøring.
– Men efter en tid forsvandt dette følbare. Jeg var i mørke, for så igen senere at finde nærværet på et dybere plan.
– Så blev det Johannes af Korset, der viste vej. Og min vej blev Karmel. På en 30-dages retræte med en professor i patristik som vejleder fik jeg øjnene op for kirkefædrene, men stillet over for bibliotekets mange hyldemeter kirkefaderlitteratur gav jeg op: Hvor skulle jeg begynde? Da udkom Olivier Cléments bog: Sources – på dansk: Kilder – og den bog har siden været en uvurderlig inspirator.
– Men min vej blev forenet med Jesusbønnen, den stadige gentagelse af ”Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig”. Denne bøn både leder ind i indre stilhed og giver mulighed for at bære denne stilhed med mig, hvor jeg går. Ved kassen i supermarkedet kan jeg bede den for alle de andre, der står der – og selv blive bevaret for irritation og stress.
– Den er en hjælp til at følge Paulus’ råd: Bed altid. Den forvandler indefra. Fra en af de første retræter jeg ledede, mindes jeg en lærer, der var helt udbrændt. Hans undervisning var blevet en kamp for at få ro. Han begyndte at bede Jesusbønnen, i alle pauser. I løbet af kort tid ændredes alt. Han genvandt sin integritet og børnenes respekt.
– Tænk hvilken mulighed vi har for at gennemsyre samfundet med bøn. En af pave Johannes Pauls smukkeste rundskrivelser er Orientale Lumen, hvor paven anbefaler katolikkerne at tilegne sig de åndelige værdier, som de østlige kirker er rige på, og hvor Jesusbønnen spiller en stor rolle.
Karmel er opstået i Orienten, og der er nært slægtskab mellem orientalsk spiritualitet og Karmel.

Hvordan vil du definere begrebet ”indre bøn”?
– Jamen, den er at leve i dette indre nærvær. Man ved sig kaldet ind i den store kærlighed. Jeg mærker, at intet i verden kan tilfredsstille eller bare møde den dybe længsel, jeg bærer i mig. Brudgommen vil ikke dele mig med nogen, men have mig for sig selv. Jeg vil gerne være alene med den, jeg elsker.
– Ensomhed og stilhed bliver kærlighedens miljø. Hele mit væsen længes efter at se Ham, er han end her skjult i mørke. Men den ensomhed fører også ind i fællesskab, ikke et blot overfladisk ”komme-hinanden-ved-fællesskab”, men et dybere, og jeg har oplevet, at bøn er det mest økumeniske, der findes. Selv om vi har nok så forskellige traditioner, kan vi genkende hinanden på dybet.

Man kan sommetider møde mennesker, der sætter lighedstegn mellem indre bøn og kontemplation. Kan du forklare lidt om forskellene og sammenfaldene?
– Den indre bøn er vejen. Kontemplationen målet. Engang anså man kontemplation som målet for bønnens normale udvikling. Men meget er sket i kirkens historie. Meget, som engang var enhed, er blevet splittet. Teologi og bøn var ét: ”En teolog er en som beder”, sagde kirkefædrene. Siden blev de adskilte discipliner.
– I det 6. århundrede beskriver pave Gregor den Store kontemplation som en viden om Gud, der er gennemtrængt af kærlighed. Denne viden om Gud får vi ved at meditere over Guds ord, det som man i kirkens tradition altid har forstået ved meditation. Kontemplationen er en frugt af denne meditation, for gennem den modnes kærligheden.
– Kontemplation er ikke en metode og kan ikke nås med nogen metode. Den er en ren Helligåndens gave. Det er Helligånden i os, der skaber den indre stilhed, hvor vi åbner os for Hans kærlige nærvær, det mest intime møde vi kan erfare. Den er ud over ord.
– Johannes af Korset taler om den indre bøn som ”en kærlighedsfyldt opmærksomhed, rettet mod Gud”, men – siger han – også den kan forsvinde: så har vi kontemplationen.
– Hos vore fædre i troen beskrives den som: En uudsigelig tilstand, når hverken tungen, forstanden eller hjertet er i aktivitet, en fuldstændig stilhed, hvor Treenigheden selv tager bolig i sjælen.

Som retræteleder og åndelig vejleder for mennesker, som ønsker et dybere bønsliv, hvor oplever du så, at de største hindringer for at komme i gang med indre bøn ligger?
Naturligvis er vor forjagede tid ikke befordrende for indre bøn, men samtidig skaber den længsel efter stilhed. Risikoen er, at det nu så anvendte ord ”spiritualitet” bliver lig med afspænding og terapi.
– Mange søgende, også aktive kristne, mangler forudsætningen for indre bøn: Kendskab til Guds Ord og fortrolighed med de centrale sandheder i den kristne tro. Og så bliver indre bøn teknik.
– I vores wellness-samfund er risikoen stor for, at man – nok ubevidst – søger psykisk velvære og tror, at det er lig spiritualitet. Ord som bevidsthedsudvidelse, selvudvikling osv. erstatter da den korsets teologi, som altid har været central i kristen mystik.
– Spørgsmål som: Hvad gør mig godt? Hvad føler jeg mig godt tilpas med? fortrænger det afgørende spørgsmål: Hvordan bliver jeg ligedannet med min Herre? Askesen, som altid har været forbundet med bønnen, bliver fortrængt. Og så bliver det ikke bøn, men terapi. Korset er altings prøve.
– For de store bedende teologer har Højsangen haft en central rolle, ja koncentreret Bibelens budskab: Højsangen opstiller ikke moralnormer, den taler ikke om Gud, men om menneskelig kærlighed.
– Her er der ikke tale om straf eller belønning, der fører til Gud, men her koncentreres hele Bibelens budskab: Gud er Elskeren, der søger sin elskede, hver af os og os sammen som kirke.
– Hvornår har du sidst hørt en prædiken om Højsangen? I vores både rationelle og sexfikserede tid er den tabu, noget dyrebart går tabt – og dermed er terrænet åbent for en blot bevidsthedsudvidende meditation.

Den indre bøn synes at have stor tiltrækningskraft på mange moderne mennesker, ofte mennesker, der har stiftet bekendtskab med forskellige meditationsformer gennem østlige religioner eller new age. Kan man umiddelbart gå fra disse meditationsformer til indre bøn, eller er der noget, man må være på vagt over for eller imødegå, for at der kan blive tale om sund kristen bøn?
– Ved en juleafslutning i Transcendental Meditation (TM) tændte landslederen et lys og sagde: ”Må dette lys symbolisere TM, verdens lys”. Antikristent?
– For øvrigt er initiationen i TM, hvor man får sit mantra, en offerakt til en hinduistisk guddom. Utallige danskere, også kristne, mediterer TM.
– Da hathayoga og zen-meditation i en årrække fra 1960 og frem var populært, også blandt kristne, hoppede jeg en tid på vognen. Jeg tog til udlandet på zenkurser for kristne, dyrkede yoga, ja jeg var på vej til at uddanne mig til yogalærer for at kunne integrere dette i meditationskurser.
– Men for at deltage i en af disciplinerne, et prayanamakursus, skulle man aflægge lydighedsløfte til guruen. Dermed var min karriere som yogalærer slut! For øvrigt nåede rygtet mig, at man ikke ville uddanne mig, fordi jeg var for kristen!
– Der sker det i yoga og andre østlige kropsteknikker, at det man gør med kroppen, også påvirker sjælen. Jeg har mødt mennesker, der har antaget østlige religioners værdier, men påstår, at de aldrig har læst noget om hinduisme, buddhisme. De har så at sige fået det ind via kroppen. Derfor kan det sidde så dybt.
– I bedømmelse af ”alt dette” er der to faldgruber: Dæmoniseringen og synkretismen.
– I Den katolske Kirke er man nu mange steder begyndt at genindføre katekumenatet for mennesker, der ønsker at blive katolikker, en forberedelsestid, som i oldkirken gik forud for dåben, hvor man ikke bare får undervisning om, men også indførelse i troens liv.
– Dette er yderst vigtigt i vor tid, som religiøst set på mange måder ligner kirkens første århundreder. Vi må se klart i øjnene, at meget af det, som kirkefædrene kæmpede mod, finder vi i ny dragt i dag.
– Hvor vi end kommer fra, må vi kunne tilslutte os Paulus’ ord:
”Ja, jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre. På grund af ham har jeg tabt det alt sammen, og jeg regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus”.
Af Kirsten Krog