Bøvl med buler i biler

Mine biler render hele tiden ind i buler. Godt, det ikke er mig…Jeg havde lige købt en flot blå Mazda, da en forvirret VVS-mand bakkede ind i den og lavede en bule i venstre bagdør.
Det var selvfølgelig bare et uheld og derfor ikke andet end en formel forsikringssag.
Men mit temperament nærmede sig alligevel kogepunktet, thi det var jo netop derfor, jeg havde købt en ny bil. Fordi min gamle Toyota havde fået lige præcis samme behandling af en vildt fremmed og forvirret fumlebilist, der burde have frataget førerbeviset!
Nå, men nu er den altså gal igen.
Det er som et kors, jeg skal bære – eller skal jeg bare lære at tilgive? Noget jeg åbenbart har svært ved, siden jeg bliver ved med at rende ind i buler.
Det skete allerede med min allerførste bil, en skriggul Morris Marina. Jeg skulle bakke i sne, åbnede døren for at kigge bagud og, vupti, så blev døren snuppet af en snedrive.
De næste par år kørte jeg rundt med en brugt matgrøn dør til stor moro for mine kammerater…
Men så tog jeg mig sammen og købte en funklende brugt Opel Kadett! Jo, den var funklende, da jeg købte den, men tre måneder senere kunne polifylla’en ikke holde længere, og bilen fik store mæslingepletter over det hele og sågar store huller i panelerne.
Men inden det kom så vidt, var jeg på menighedslejr. Pludselig hørte jeg en skærende lyd. Da var en flok børn ved at pudse min bil med småsten fra gårdspladsen.
Ville mine prøvelser da ingen ende tage?
Jo, en kort overgang troede jeg det. Jeg nåede både at eje en Daihatsu, en Corolla og en Peugeot, uden at der kom så meget som en bule i dem – ud over dem, jeg selv lavede.
Men så købte jeg en Mitsubishi, en flot, mørkerød en af slagsen. Den holdt som sædvanlig parkeret ud for vores hus, da det pludselig en tidlig morgen knagede og bragede. Min kone og jeg styrtede hen til soveværelsesvinduet og så til vores forfærdelse, at et helt træ var væltet ned over bilen. Træet var rådnet op indvendig fra og… min bil var totalskadet! Nu kunne det ikke blive værre, tænkte jeg.
Men det kunne det. Ikke blot fik Toyota’en en bule i døren af en flugtbilist. Men vores campingvogn havde en morgen fået et betonfundament smidt ind ad vinduet af nogle fulderikker – samme dag som vi skulle på ferie i udlandet.
Den var svær at sluge! Men hold da op, hvor er jeg heldig, at det ikke er mig, der har fået en bule, og min familie ikke var i campingvognen!
Men alligevel: Nu håber jeg, at jeg snart har lært at tilgive…