Mor og datter på pilgrimsvandring

Marianne Gregersen og hendes 24-årige datter Sabina var på en uges pilgrimsvandring på den populære Camino De Santiago-rute.

Da Marianne Gregersen læste om pilgrimsvandring i bladet Helse blev hun hurtig grebet af idéen.

– Meget ambitiøst planlagde jeg at gå de 800 km, den originale pilgrimsrute er. Havde taget fire uger fri, købt den rigtige rygsæk, det rigtige tøj og var bare klar. Men da det kom til stykket, havde jeg faktisk ikke rigtig lyst og var meget nervøs for, hvordan det skulle gå. Jeg havde aldrig rejst alene før og var ret utryg ved situationen.
Men nu havde jeg jo planlagt det og syntes, jeg blev nødt til det, fortæller 46-årige Marianne, som bor i Haderslev, hvor hun arbejder som dagplejemor.
Jakob – som Marianne er gift med – støttede hende, men det var hendes egen beslutning at tage af sted.

Mislykket tur

– Jeg startede med at gå i Pyrenæerne, og det var alt for hårdt for mig. Jeg var ked af det og helt ødelagt efter tre dage. Jeg kunne ikke rigtig sove på de refugier, som ligger langs ruten. Det er her, de fleste pilgrimme overnatter. Så jeg besluttede mig for at afbryde turen og rejse hjem efter bare tre dages vandring og 70 tilbagelagte kilometer. Men jeg var træt af, at jeg ikke havde fuldført en pilgrimsvandring, og vidste, at jeg måtte derned igen, siger Marianne.

For at have fuldført en pilgrimsvanding og få et pilgrimsdiplom skal man have gået 100 km. Det behøver ikke være på én tur. Man må gerne komme tilbage senere og færdiggøre vandringen. Det er hårdt fysisk at gå i bjergene, og det er de færreste, som går 800 km på en vandring. Ved hver landsby får man et stempel, og i byen Santiago De Compostella, hvor pilgrimsvandringen har sit slutpunkt, får man sit pilgrimsdiplom. De fleste pilgrimme går 20-25 km på én dag.

Aldrig alene

– Selv om det ikke lige gik, som jeg havde forventet, så havde jeg mange gode oplevelser. Det var så stærkt, for Gud var bare med mig. Jeg oplevede, at jeg hele tiden var de steder, jeg skulle være, på det rigtige tidspunkt. Jeg gik faktisk aldrig alene, husker Marianne og fortsætter:

– På et tidspunkt gik jeg og tænke “jeg er bare så ked af det”, men så kom der en mand fra Australien og fulgtes med mig over et stort bjerg på en 18-20 km. Hele vejen gik vi og snakkede. Jeg mødte også seks lidt ældre norske damer, jeg kunne følges med. Den sidste dag fulgtes jeg med en dame fra Australien, og om natten sov vi på et pensionat, hvor man kan få sit eget værelse med eget bad, og der sov jeg rigtig godt.

Oplevede du Guds nærvær på en anden måde end herhjemme?

– Det var mere det, at jeg oplevede, at vejen var tilrettelagt for mig. Det var så hårdt fysisk for mig, at alle mine ambitioner om at gå og snakke med Gud ikke blev til så meget.

For at færdiggøre sin vandring planlagde Marianne en tur igen i år, og med de dyrekøbte erfaringer var målet denne gang at gå de sidste 110 km af Camino de Santiago. Man vælger selv, hvor på vandringen man ønsker at starte, og for Marianne var byen Sarria et realistisk udgangspunkt.

Sammen med mor

Planen var at tage af sted alene. Men glæden var stor, da Mariannes ældste datter Sabina bekendtgjorde, at hun ville rejse med.

Hvorfor ville du med Sabina?

– For at støtte min mor, så hun kunne færdiggøre sin vandring. Men også for at have noget kvalitetstid sammen. Bare være helt væk fra alt andet og være sammen med min mor. Når der ikke er andet, der forstyrrer, får man snakket bedre sammen, fortæller Sabina.

– For mig var det et eventyr. Noget så anderledes end det vi er vant til. Det var så smukt. Mit mål var ikke at få et pilgrimsdiplom og tilbagelægge 100 km til fods. Mit mål var, at min mor skulle færdiggøre den vandring, hun begyndte sidste år.

– Sabina støttede mig virkelig, hun indrettede sig efter mit lidt langsomme tempo og lod mig gå forrest. Det var en helt anden oplevelse at være to af sted sammen i stedet for at gå alene, fortæller Marianne.

Luksuspilgrimme

– Vi var en slags luksuspilgrimme, indrømmer Marianne gerne.
– Vi havde bestemt, at det skulle være en god oplevelse, så hvis jeg ikke kunne klare de sidste 8-10 km, ville vi tage en taxa. De holder klar langs ruten og er vant til pilgrimme, som havde brug for et lift. Vi havde planlagt 110 km, men det blev til 70 km. Vi gik i alt fire dage. Vejret var heller ikke det bedste, og så gik det op ad bakke – vi gik op til 600 m over havets overflade. Med hjælp fra taxaerne var vi fremme sidst på eftermiddagen og kunne nå at hvile og slappe af. Vi var enige om at bo på pensionaterne med eget værelse og bad i stedet for refugiernes sovesale, fortæller de.

Pilgrimsvandringerne fik en renæssance i begyndelsen af 1980’erne. Også danske pilgrimme har tilbagelagt hundredvis af kilometer til fods i spektakulære naturomgivelser. Fra Pyrænæerne i Frankrig til Santiago de Copostella i det nordvestlige Spanien. Men Marianne og hendes datter Sabina valgte altså en mere afslappet udgave.

En pilgrimsindustri

Tager man på pilgrimsvandring, behøver man ikke være bange for at komme til at mangle mad eller overnatningssteder. Refugierne ligger nærmes som perler på en snor. Der er adskillige små landsbyer og spisesteder. Det er meget civiliseret, og nogle restaurationer accepterer endda betalingskort. Man skal dog være forberedt på, at de lokale ikke taler engelsk.

Forår og efterår ser man mest lidt ældre vandrere, hvorimod de unge bruger sommerperioden, hvor de har fri fra skole. Der er altid andre pilgrimme i nærheden, for alle går samme rute – samme retning. Målet er byen Santiago de Compostella, som er den tredje-helligste by i den katolske verden. Kun Jerusalem og Rom overgår Santiago de Compostella.

Marianne og Sabina afsluttede ferien med to dage i byen Santiago de Compostella. De var til messe i byens berømte katedral, som blev bygget til ære for apostelen Jakob, som er begravet her. De tog også bussen til “Verdens Ende”, Europas vestligste punkt. I 1100-tallet gik pilgrimmene de 80 km fra Santiago de Compostella ud til punktet, hvor de fandt en stor muslingeskal, som dermed var beviset på at de havde fuldført vandringen. I dag er muslingeskallen symbolet på vandringen.

Alle kan gøre det

Marianne og Sabina er enige om, at de kunne finde på at tage af sted igen.

– Det var så dejligt afslappet, man behøvede slet ikke tænke på, hvordan man så ud, lagde ingen make-up og tog bare det samme tøj på. Man går i det samme tøj hele ugen, har blot rene sokker og rent undertøj med. Med det er vigtigt med gode vandresko og vabelplaster, bemærker Sabina med et stort smil. Og Marianne erklærer roligt:

– Alle kan gøre det. Man kan sagtes gøre det som familie sammen med sine børn, og så måske gå 10 km. om dagen. Selvfølgelig er det lidt fysisk krævende, og det gælder om at have så lidt bagage med som muligt. På en pilgrimsvandring er alle bare glade. Det er så stille og roligt og harmonisk. Det er, som om Guds finger er over det.