Drømmen om en seng
I håbet om at få livet igen flygter Jonathan Marius. Væk fra banderne og livet på gaden. Et voksende antal østeuropæere søger lykken i Danmark, men flere må kæmpe for bare et sted at sove. In Romania, life very, very bad. If gangs catch me, maybe they kill me.
Jonathan Marius drejer på sin pakke Marlboro light på sofabordet og lader den anden hånd løbe ned over de mørke skægstubbe.
– Can not go back.
Han flytter sig uroligt på sin seng, kigger på Niels, præsten, og derefter ud af vinduet. Der er sne på vej. Han tænker tilbage på sine18 år på et af Ceausescus børnehjem, hvor han delte seng med tre andre drenge, på banegårdenes kolde gulvfliser, lugten af fugtig jord, gadernes larm og bilos og alle de andre steder, han har sovet de sidste ti år. Aldrig godt, og aldrig mere end to timer hver nat.
Jonathan Marius sætter sin Nescafe fra sig på bordet. Han rejser sig og løfter med begge hænder skraldespanden op fra gulvet.
-When I was baby, police find me in garbage. They hear my cry. Han holder skraldespanden frem mod Niels.
– Why?
Jonathan Marius sætter sig igen på sin seng på Det gule palæ, som beboerne kalder pensionatet på Vestebro. Med sine afskallede vægge, fælles bad med koldt vand og slidte køkken er det kun huslejen, der fører tankerne hen på et palæ.
Jonathan Marius tænder en smøg. Tømmer kaffekoppen og stryger en hånd hen over dynen. Ikke et koldt betongulv eller en seng han skal dele med tre andre, men sin egen seng.
– Niels, I hope, I find job.
Han ved, at for at blive i Danmark skal han inden for tre måneder have fundet et job. Det er den 21. november. Der er allerede gået halvanden måned.
Kirkens Korshær driver varmestuer og herberger over hele landet. I de senere år har Kirkens Korshærs natcafe på Nørrebro oplevet en ny gruppe brugere – østeuropæerne.
Alene på natcafeen er 35 ud af de 50 overnattende østeuropæere, hovedsageligt fra Polen, Rusland og Rumænien. Alle har en historie, og kun få ønsker at fortælle den. Sproget er en barriere for nogle, mens andre flygter fra noget eller nogen.
For nogle er græsset måske bare grønnere på den anden side, som Alice Pedersen, medarbejder på natcafeen, udtrykker det. Østeuropæeres fordel er, at de kan få opholdstilladelse, hvis de kan skaffe et arbejde inden tre måneder. Ulempen er, at de er nederst i hierarkiet.
Det er den 9. oktober. Bilerne suser forbi bag ham på den trafikerede vej i Københavns sydhavn.
Han træder ud af mørket, går op mod det hvidmalede gasbetonhus og tager i døren med skiltet: Himmelekspressen, herberg for mænd.
Døren åbner ind til en lille hvidmalet forgang. På væggen hænger et kort over Danmark og ved siden af en lille luge med et plexiglas for, som kan skydes til side. Over dørkarmen ind til værelsesgangen hænger en forsølvet hestesko.
Karsten Vraa har som frivillig nattevagten. Det er ham, der bestemmer, hvem der kommer ind, og hvem der må vende om. Karsten kigger ud af lugen og ser en mørkhåret mand i grå joggingbukser og en grøn jakke.
Manden fremstammer nogle ord på engelsk og holder begge hænder samlet op mod kinden mens han lægger hovedet på skrå. Karsten tøver. Han ved, at han ikke må lade østeuropæere komme ind. Karsten signalerer med hænderne, at manden skal sætte sig ned.
Han taster et nummer, og telefonen ringer hos sognepræst Niels Nymann Eriksen:
– Hej Niels. Det er Karsten. Jeg har vagt på Himmelekspressen, og der er dukket en fyr op.
Karsten kender Niels fra kirken og ved, at Niels har hjulpet flere indvandrere i knibe. Han forklarer Niels situationen og aftaler, at manden kan bliver weekenden over, og derefter vil Niels tage sig af ham. Manden sidder helt stille.
Karsten lægger røret på, nikker til manden og viser ham ind. Manden tager sine ting og går gennem døren og under hesteskoen. Endelig en seng. Jonathan Marius lægger sig og sover straks.
For en stund er minderne fra børnehjemmet glemt. Minderne om de store drenge, der om natten satte tændstikker mellem hans tæer og antændte dem. Frygten når de store drenge legede flyvemaskine med de små drenge, som sprang ud fra et skab, baskende med armene, hovedet først. Lige nu er sengen og den varme, beskyttende dyne hans, men kun de næste tre nætter.
De hjemløse østeuropæere står i et ingenmandsland og er trængte fra flere sider.
På den ene side truer velfærdsministeren med at smække pengekassen i for de herberger, der stiller senge til rådighed for østeuropæere.
Måske i håb om, at de så vil returnere til deres eget land, som Alice Pedersen fra Kirkens Korshær udtrykker det. På den anden side er der blandt de hjemløse kamp om sengene, og østeuropæerne står bagerst i køen.
Selv på Himmelekspressen, som er uafhængig af offentlig støtte og offentlige regler, bekræfter en af bestyrerne, at man helst ikke tager østeuropæere ind og kun i enkelte tilfælde, højst en nat eller to. Tilfældet hedder Jonathan Marius.
Jonathan Marius ligger på sengen og kigger op i loftet på sit værelse på Det gule palæ. Han tænker på besøgsdagene på børnehjemmet. Når de andre børn fik besøg af deres forældre og fik gaver, så stod han tilbage med tomme hænder.
– Kunne jeg bare møde min mor og far engang. Måske har jeg endda søskende?
Han sætter sig op. Kigger på biblen oven på tvet og folder hænderne.
For to måneder siden tænkte han på at tage sit eget liv, og en enkelt gang har han gjort forsøget, men i Danmark har han fået livet tilbage, og det vil han ikke miste igen.
Jonathan Marius rejser sig og tager sin grønne jakke på, stopper cigaretterne i lommen og går ned på gaden, ud i kulden. Benene tager ham endnu en tur rundt i København i sin søgen efter et job, en fremtid, en permanent seng.
Af Jacob Zakarias Larsen
