Gode ledere får deres medarbejdere til at gro
Ulla Kusk er direktør i Greve kommune og taler på Willow Creeks lederkonference i København den 30.-31. oktober: Medarbejdere er ikke blot ressourcer for virksomheden – de er mennesker, siger hun.- Medarbejdere arbejder ikke for lederen, men lederen arbejder for medarbejderne!Det siger Ulla Kusk, direktør for afdelingerne Social & Sundhed, Pleje og Omsorg, Jobcenter, Personale og HR i Greve Kommune.
Ulla Kusk er dansk live-taler på Willow Creeks Global Leadership Summit i Københavns Kulturcenter den 30. og 31. oktober.
Her løfter hun fligen for sit emne:
– Ledelse er at forholde sig til mennesker, ikke systemer. Det handler ikke om planer og værktøjer. Vi kan ikke engang bruge sloganet: Medarbejderne er vores vigtigste ressource. Medarbejdere er ikke ressourcer, de er mennesker! Når vi indser det, bliver vi bedre ledere, siger Ulla Kusk.
Ulla Kusk kommer fra en stilling i Holstebro Kommune i godt 4 år – først som helsechef og efter kommunesammenlægningen som direktør for Social & Sundhed. Før det var hun sundhedsfaglig direktør i det daværende Frederiksborg Amt.
Ulla har en Master i Public Administration fra Handelshøjskolen i København og en afgangseksamen i ledelse fra Danmarks Sygeplejerskehøjskole. Hun er oprindelig sygeplejerske og avancerede til sygeplejelærer, inden hun rejste til Grønland et par år som ledende sygeplejerske i Sisimiut. Her var hun med til at starte Grønlands første rigtige plejehjem, som skulle fungere som forsøgsmodel for det fremtidige plejehjemsbyggeri i Grønland.
Hjemme i Danmark blev hun uddannelses- og udviklingschef for 4500 ansatte på Hvidovre Hospital, inden hun startede sin karriere i det kommunale med et job som social- og kulturdirektør i Haslev kommune.
Så hun har rig erfaring at øse af ved lederkonferencen i København.
– Vi skal tro på medarbejdernes evne, vilje og lyst til at nå nye mål. Hvis vi vil skabe store præstationer, skal medarbejderens frygt for ledelsen væk, konkluderer hun og fortsætter:
– Ledelse er i bund og grund tillid, handlekraft og konsekvens. Det kan vi så krydre med ordentlighed og åbenhed. Hvis man kan opnå det, er man kommet rigtig langt.
Ledere bør komme væk fra, at medarbejderne arbejder for ledelsen. Det er ledelsen, der arbejder for medarbejderne, siger hun.
– Tænk ikke: Medarbejderne arbejder for mig. Men sig: Jeg arbejder for, at medarbejderne må få de bedste muligheder for at opnå resultater.
Her er tillid en absolut nødvendighed. Tillid er faktisk et grundvilkår for at opnå resultater. Ikke mindst når man leder frivillige.
Ulla Kusk har erfaring som spejderleder i en længere årrække. De seneste mange år er meget af hendes fritid gået med aktiviteter i kirken. Ulla er netop flyttet fra Herning Frikirke til Roskilde Baptistkirke. Og mantraet er:
– Ros det, du gerne vil have mere af. Lad være med at slå hårdt ned på fejl. Det er sjældent den samme, der begår samme fejl igen. Tal klart og dyrk det, medarbejderne er gode til. Sammensæt teams efter folks evner og potentiale. Det er ledelse!
Det lyder kvindeligt. Mænd elsker systemer, kvinder tænker på mennesker
– Jo, men samtidig er jeg som kvindelig leder lige så resultatorienteret og karrierebevidst som mine mandlige kolleger. Jeg tror bare, resultater nås bedre ved at få folk til at gro.
Kvinder har svært ved at sælge sig selv ved medarbejdersamtaler passer det?
– Ja, det er der noget om. Sjovt nok mærker man det ofte i særlig grad med kristne ansøgere. De er for ydmyge. De er ikke vant til at sige, at de kan noget. Og som arbejdsgiver vil jeg netop gerne høre, hvad de kan.
Den misforståede ydmyghed er grundlagt i kirken, mener hun:
– De er blevet socialiseret i kirken til at være ydmyge. Kirken dyrker ofte det underdanige under dække af, at det er ydmyghed. Men det er det ikke. Det er snarere hovmod.
– Hvis man tror, at ens gaver er givet af Gud, så skal man jo netop dyrke dem, bruge dem og vise, at man er god til det, man gør.
Har du selv svært ved at brænde igennem som kvindelig leder?
– Nej, egentlig ikke. Man skal først lige igennem førstehåndsindtrykket, så at sige. Derefter går det glat. Men det er sværere at få kvinder ind på betydelige bestyrelsesposter. Her er der stadig en barriere.
Selv er hun medlem af hovedbestyrelsen i Kristelig Fagbevægelse, medlem af bestyrelsen i virksomheden Arbejdsmiljøeksperten a/s, Esbjerg, og næstformand i bestyrelsen i Projekt U-landshjælp til Selvhjælp PULS.
Ulla Kusk sætter ikke sit lys under en skæppe. Hun har været medlem af regeringens rådgivende udvalg vedrørende sundhedsvæsenet: Barrierer for mere effektiv arbejdstilrettelæggelse på sygehusene (2002) og Sundhedsvæsenets organisation (2003). Hun holder jævnligt foredrag og er forfatter til flere bøger og artikler om ledelse og personaleudvikling.
Ville det fungere bedre, hvis der var lige dele kvinder og mænd i ledelse?
– Ja, det er altid godt at blande kompetencerne og inddrage både de naturgivne anlæg og tillærte færdigheder. Jo mere man kan inddrage unge og ældre, kvinder og mænd, jo bedre resultater opnår man.
– For det handler om mennesker ikke systemer, fastslår hun.
Ulla Kusk taler på Global Leadership Summit i København. Øvrige talere er Bill Hybels, stifter og leder af Willow Creek Community Church, Gary Hamel, regnet for en af verdens mest indflydelsesrige forretningstænkere, Jessica Jackley fra mikrokredit-fonden Kiva.org, Chip og Dan Heath fra business-forlaget Thinkwell, samt kirkelederne Tim Keller, Dave Gibbons, Wess Stafford og Harvey Carey.
Konferencen indeholder også et videointerview med Storbritanniens forhenværende premierminister Tony Blair.
Mere information og tilmelding på willowcreek.dk.