Her beder man ingen om at holde mund
Handler gospel om skønsang eller lovprisning til Herren? Grodzka Gospel-koret er ikke i tvivl.
Deres oplevelser ligger som så dybe ar på sjælen, at sangerne i Grodzka Gospel-koret i Polen ikke har lyst til at stå frem med billede og navn og fortælle om deres ofte smertefulde minder med musik.
Igennem hele deres liv har andre (selv nære venner og familie) fortalt dem, at de burde holde deres mund lukket, fordi de ikke kan synge rent.
Da danske Lea Kjeldsen hørte kvinderne i sin lille bibelkreds fortælle, at de rigtig gerne ville synge, men ikke vidste, om de kunne lære det, besluttede hun sig for, at hun simpelthen måtte starte Grodzka-koret.
– Hos de her kvinder var der tale om at overvinde gamle og meget dybe overbevisninger – endda sår – om, at man ikke har ret til at synge, når man ikke kan. Det overbeviste mig om, at vi skulle i gang, siger hun og lægger ekstra stort tryk på skulle.
Den danske missionsorganisation Aktiv Mission har støttet Lea Kjeldsens arbejde i Polen siden 1998.
Et arbejde, der blandt andet har inspireret til cirka et halvt hundrede gospelkor i hele landet – og nu også Grodzka-koret.
– Vores stemmer er noget af det mest personlige, siger Lea Kjeldsen og uddyber:
– At lade andre høre dig synge kan være skræmmende i manges øjne. Især hvis man hele sit liv har fået at vide, at man hellere burde lukke sin mund. Men gospel handler ikke om skønsang. Det handler om at lovprise Herren af hele sit hjerte og af hele sin sjæl. Tænk at udelukke nogen fra den fantastiske oplevelse, dét er!
– I Grodzka skal ingen føle sig udenfor, og derfor var kriteriet for at være med, at man ikke havde erfaring med at synge i kor. Her er vi alle lige, siger Lea Kjeldsen, der blev rørt, da en af kvinderne i koret, Ania, for nylig lettede sit hjerte:
– I syvende klasse blev jeg bedt om at forlade skolekoret, fordi jeg ikke kunne synge, fortalte hun.
– Og da vi forleden aften fik besøg af en korleder, der lyttede til os hver især, fik det mig til at tænke på dengang. Men han smed mig ikke ud. Dér følte jeg mig accepteret, som jeg er.
Koret tæller i dag 30 sangere, der ved flere arrangementer såsom bryllupper og lignende har overvundet frygten for at lade andre høre dem bryde ud i sang.
Den 10. november afholder de deres første officielle koncert i den lutherske kirke i Krakow, ligesom de har planer om en tur til Paris.
Af Tania Maria Lüders Rusbjerg