Hjælpecenter appellerer til virksomheders samvittighed
Det kristne hjælpecenter Elleruphus Gudbjerg Rehabilitering på Fyn har netop sendt et brev ud til virksomheder, hvor de opfordrer til at sponsorere centret og dermed sikre virksomhedens sociale profil.– 2009 går mod sin afslutning, og det er tid til at gøre status. Her er der også plads til at overveje udviklingen i din virksomheds eksterne sociale profil, lyder brevet og fortsætter:
– Medierne har i år ofte berørt emnet. Socialt engagement og ansvarlighed er i fokus.
Elleruphus – Gudbjerg Rehabilitering har eksisteret i tre år. Centret er næsten fuldbooket, men giver nu erhvervslivet en chance for at sponsorere de sidste pladser.
En plads koster 38.891 kr. om måneden. Men mindre gaver kan også gøre det. Det være sig et økonomisk tilskud til driften eller et sponsorat i form af virksomhedens produkter.
Det har bl.a. Ledernes Konference Center og Svendborg Gulvbelægning gjort. Og i sommer fik Elleruphus en helt ny reklamefinansieret minibus.
Elleruphus er tilknyttet netværket Teen Challenge, der har 50 års erfaring med rehabilitering af narkomaner og alkoholikere i USA og 40 års erfaring i Europa.