Nogle nyheder fortælles ikke
Verdslige medier undgår ofte at fortælle de gode historier, som bekræfter den kristne tro.Kan du huske den mand på Haita, som blev reddet ud af de sammenstyrtede murbrokker – efter fire uger? Han havde ligget begravet fra jordskælvet den 12. januar til den 8. februar. Selvfølgelig var han udhungret og dehydreret. Men utroligt nok i live. Hvad var hemmeligheden?
Hans egen forklaring – som de verdslige medier ikke bringer – er, at der var en mand i hvidt, som bragte ham noget vand gang på gang. Hvad var det mon for en skikkelse i hvidt?
Ja, ifølge det materialistiske verdenssyn, som hele den vestlige verden ligger under for, så findes der jo ikke andet, end det vi kan måle og veje. Så man klipper mandens egen overnaturlige forklaring – og erfaring – væk.
Allerede en uge efter jordskælvet blev en lille dreng gravet fri. Også han forklarede, at en mand med hvidt skæg havde givet ham vand og mad og beroliget drengen med, at han ville blive fundet og reddet.
Men det fik vi heller ikke at vide.
Ifølge en nødhjælpsarbejder, som vendte tilbage til New York, havde manden også sagt til drengen, at jordskælvet var det første. Der ville komme flere andre steder. For manden med skæg ville snart komme tilbage…
Ifølge Rolf Slot Henriksen store undersøgelser af nærdødsoplevelser (i bogen Der er mere mellem himmel og jord) beretter ca. 1/3 af de nærdøde også om negative oplevelser, som dæmoner og helvede. Men selv om forfatteren også plejer at nævne det, når han interviewes, så udelades disse oplysninger som regel i bladene.
Det er derfor, der er brug for medier som Udfordringen. Der er brug for, at vi allesammen fortæller om den virkelighed, der bevidst ignoreres i det vestlige samfunds redigerede virkelighed.
For at mennesker må kende sandheden – før Han kommer tilbage.
Af redaktør Henri Nissen