Troen er en naturlig del af hverdagen

Det kan være svært at tro på Gud. Alligevel tror vi en masse hele tiden. Løsning: Indstil din hverdagstro mod Gud.Vækkeuret ringer – præcis kl. 7.00. Det er fordi jeg indstillede det til kl. 7.00, inden jeg lagde mig til at sove aftenen før.Jeg går ud i badeværelset og tænder for bruseren – og sandelig om ikke der kommer dejligt varmt vand ud af den! Det er nok fordi, den har et af de smarte blandingsbatterier, der transporterer de rette doser vand ud af bruseren. Det varme vand kommer fra en lille kasse i kælderen, VVS-manden kaldte en varmeveksler, da han installerede den. Jeg forstår ikke, hvordan den fungerer, men hvor jeg nyder mit brusebad!
Sådan er det også med troen.

”I tro fatter vi, at verden er skabt”, skriver Hebræerbrevets forfatter i Ny Testamente (Hebr. 11:3).
Det begynder med troen. Derefter fatter vi – forhåbentlig.
Men ellers gør det ikke så meget. Man kan sagtens tro på Gud uden at forstå alting om ham. Ja, hvor mange kristne startede egentlig med at forstå det hele, inden de besluttede sig for at tro på Jesus? Nej, troen kommer først, og så kommer oplevelsen. Og gradvis – for nogle af os meget langsomt – gå det op for os, hvad det hele handler om. Det varer dog meget længe, før vi forstår Gud. Vi skal sandsynligvis bruge hele evigheden på at lære ham at kende.
Her på jorden er vi nødt til tro. Og det er såmænd ikke så svært. For vi bruger troen hele tiden.

Jeg klæder mig på og går resolut hen til kaffemaskinen, tænder for den uden at fatte en brik af, hvordan elektriciteten kommer ud af stikkontakten og forvandler vand og kaffebønner til den dejligste duftende varme kande kaffe.
Jeg suser ud af døren, sætter mig ind i bilen for at køre på arbejde. Jeg drejer nøglen om i låsen og forventer, helt uden at tænke nærmere over det, at bilen starter. Og det gør den heldigvis denne kolde morgen – hvis ikke, var jeg blevet rødglødende!

Min hverdag er nok ikke så meget anderledes end andres. En ting har vi alle fælles: Vi tror en hel masse. Vi tror, at de moderne hjælpemidler, vi omgiver os med, fungerer – selv om vi ikke forstår hvordan. Og selv om vi havde indsigt i alle elektroners og neuroners bevægelser, så ville vi ikke vide, hvor i alverden de kommer fra. Vi konstaterer dem bare og tror, de er der, lige når vi skal bruge dem.
Hvor ville det også være besværligt at tvivle altid:
– Mon nu vækkeuret ringer i morgen? Det gjorde det godt nok i morges, men jeg må hellere tjekke det en gang til. Jeg stiller det til at ringe om et minut.
Riiiiing!
– Pyha, det virker. Så stiller jeg det frem til kl. 7.00 dut. Men hvordan kan jeg vide, at det vil ringe fra nu af? Det kunne jo være, det lige gik i stykker, da jeg indstillede det. Jeg må hellere lige tjekke igen…
Forestil dig hvilket helvede det ville være at skulle eftertjekke alle ting i løbet af en dag. Man ville aldrig komme på arbejde, endsige komme ud af sengen!
Nej, vi har tillid til, at tingene fungerer, vi tror alle sammen bare en lille smule. For alt andet ville være uudholdeligt.

Tænk bare på de mennesker, du omgiver dig med. Dine forældre, søskende, kæreste, kone, børn, arbejdskolleger, arbejdsgiver osv. Og forestil dig så, at du går rundt og er evigt mistænksom hele tiden.
– Er I sikker på, at jeg er jeres barn – at I ikke har forbyttet mig med en anden?
Den slags spørgsmål vokser børn heldigvis fra. Fordi de lærer at tro på deres forældres forsikringer. Til sidst hviler de i kendsgerningen: Jeg er mine forældres barn!
Sådan er det også med livet som kristen. Tvivlen banker på, anfægtelsen nager. Er jeg nu et Guds barn?
Bare rolig, Bibelen siger:
”Alle dem, som tog imod ham (Jesus), gav han magt til at blive Guds børn.” (Johs. 1:12).
Det handler ikke om vores følelser, vores tanker. Har vi sagt ja til Jesus, gør Gud resten. Han gør os til sine børn.

Så drop tvivlen. Lad være med at spilde en masse energi på den. Og lyt ikke til dem, der fokuserer på synd, mørke og dæmoner. Det er alt sammen overvundet af Jesus, da han døde på korset. Fordi han sonede synden, er der ikke længere noget at komme efter.
Brug nu troen. Indstil din naturlige hverdagstro på Gud. Ligesom når du tager en taxa eller bus.
Der står godt nok på bussen, at den kører til den pågældende storby. Men kan jeg være sikker? Og når jeg finder en taxa: Hvordan ved jeg, at chaufføren ikke kører rundt med mig den halve dag, bare for at tjene ekstra på mig?
Nej, det er uudholdeligt at tænke sådan. Vi er nødt til at have tillid til vores medmennesker. Vi tror det bedste, indtil det modsatte er bevist. Og heldigvis for det.

Det er den tro, vi helt naturligt kan overføre på Gud. Det gør de fleste mennesker på jorden. Det er blot i den vestlige verden, vi i de sidste 300 år har valgt at bortforklare Gud og erstatte troen med den menneskelige fornuft. Uden at tænke over, at de fleste af os gør det i blind tillid til de filosoffer og videnskabsfolk, der har udtænkt alle de fornuftige tanker for os.
Uden tro på en højere mening med livet bliver menneskelivet lige så tvangsmæssigt uudholdeligt, som hvis vi ikke kunne tro på alle maskinerne og menneskene omkring os. Derfor erstatter mange troen på Gud med troen på skæbnen, troen på stjernetegn, troen på ånder og spøgelser. Resultatet bliver, at man danner sin egen private religion, hvor man har plukket lidt hist og her i det religiøse supermarked.

Det er naturligt for os mennesket at tro. Vi har alle en evne til at tro, en tros-muskel, så at sige. Ligesom vi har tanker og følelser og vilje et eller andet sted i vores hoveder – ja, så har vi også en tro i vores hjerter. Nu handler det blot om at acceptere den, og ikke mindst: bruge den.
Derfor: Det er o.k. at tro – selv om man naturligvis ikke skal tro på hvad som helst. Derfor er det måske ikke så smart at stykke sin egen religion sammen. Det er mere sikkert at tro på det, som generationer før os af gode grunde har troet på og levet på, nemlig Jesus og det, der står i Bibelen.