En kvinde undervejs gennem livet
Gunhild Lystbæk beskriver i små historier og anekdoter i sin bog Krystalklar kærlighed hverdagsepisoder og særlige oplevelser, der alle har været med til på en ganske særlig måde at forme hendes liv.Det er glimt af guddommelige øjeblikke, af smerte, glæde og forundring. Det er fortællinger om livet i mange afskygninger, om guddommelighed og kærlighed.
Det er i livet her og nu, at horisont og skabelse må være. Hvad ved jeg, hvem der ejer trådene til mit livs oplevelser. Det er blot to citater hentet fra bogen. Disse citater er centrale og typiske for bogens indhold, som er skrevet over en række refleksioner over det at leve sammenholdt det konkrete levede liv. Ikke et liv der hele vejen har været let, men fyldt med udfordringer, valg, smerte, savn og vilje.
Bogen er ikke en biografi, men snarere en slags levnedsbeskrivelse. Hvert afsnit er fulgt af et foto, der understreger indhold og æstetik. Billeder, som læseren kan grunde over, og som kan føre til egen refleksion over erindringer, øjeblikke og oplevelser. De fleste af billederne er stærke i deres udtryk. Understreger ligeledes forfatterens indledende ord: Livet kan føles som en lige linje af vandringer op af bjerge og ned i dale, op af bjerge og ned i dale.
Bogen er delt i to dele, hvor første del består af øjebliksbilleder og hverdagsskildringer, mens del to er en række tekster, som forfatteren har valgt at dele med andre, nemlig tekster skrevet som en hemmelig samtale med Kristus og andre skikkelser nær Kilden (forfatterens eget udtryk). Man fornemmer en ærlighed, en søgen og et forsøg på at finde sandheden gennem disse digte.
Det er vanskeligt at definere bogens målgruppe. Det kan være yngre såvel som ældre. Dog kan man ikke forvente at blive hjulpet til afklaring af egen søgen ved at læse med, men man kan blive trøstet ved at erfare, at man ikke er den eneste, der søger, oplever forvirring, smerte og kampe. Gunhild Lystbæk peger på det fælles, bagvedliggende, som er med i alle tusindvis af mangfoldige liv.
Gundhild Lystbæk: Krystalklar kærlighed
208 sider
198 kr.
Queenswood