Mission & Nødhjælp
Fordrevet fra hus og hjem
Indonesien, Indien, Irak kristne har måttet forlade alt og flygte.
I Indonesien, Indien og Irak har kristne i tusindvis måttet flygte over hals og hoved fra områder, hvor deres forfædre ellers har boet i århundreder, ja, i nogle tilfælde årtusinder.
Mændene fremviser deres flotte fiskerbåd af træ. (Til højre)
I Irak ser det ud, som om muslimerne har til hensigt at udrense de kristne især fra området i og omkring Mosul. Hele familier ad gangen oplever, at nogle af deres medlemmer bliver kidnappet, myrdet eller truet på livet, og de ser ikke anden udvej end at flygte uden andet end det allermest nødvendige.
– Somme tider får de kristne tilbudt penge for deres huse, men der er hørt eksempler på, at imamer fra moskéernes højttalere har råbt ud til deres tilhængere, at de ikke skal købe de kristnes huse. De skal bare vente, indtil de kan få deres huse for ingenting dvs. de skal vente på, at de islamiske militser får fordrevet de kristne. Eller at de af sig selv flygter på grund af mere eller mindre direkte trusler på livet, fortæller generalsekretær i Dansk Europamission, Henrik Ertner Rasmussen.
I marts kunne man i Dansk Europamissions eget blad læse, hvordan titusinder i Indien flygtede over hals og hoved til sikrere områder i delstaten Orissa i slutningen af august 2008, og mange har stadig ikke kunnet vende tilbage og genopbygge deres ødelagte hjem.
I Indonesien oplevede titusinder af kristne i det forgangne årti at blive fordrevet. Dansk Europamission havde i 2002-2003 en hjælpeaktion, som hjalp de kristne, der havde fået deres huse brændt ned. De fik igen et hus at bo i. Som regel dér, hvor deres gamle hus havde stået.
– Efterhånden blev vi dog også opmærksomme på, at der var grupper af kristne, der havde måttet flygte langt bort fra deres oprindelige steder, siger Henrik Ertner Rasmussen og fortsætter:
– Det gjaldt især indbyggerne på den lille ø Lata-lata. De stod forsvarsløse, da horder af islamiske jihad-styrker angreb øen, der er en del af provinsen Nord-Maluku. De fik valget mellem at blive muslimer eller at blive dræbt på stedet. Mange indvilligede på skrømt i at blive muslimer for så at vente på den første chance for at flygte bort fra øen. De havde set, hvordan både præster og andre, som nægtede at blive muslimer, var blevet slået ihjel, og de indså, at de alle som én ville blive massakreret, hvis de nægtede at lade sig omskære efter islamisk skik.
Efter at de kristne var blevet undervist i, hvordan de skulle leve som muslimer, slækkede de nye muslimske magthavere på øen på sikkerheden, og mange af øens oprindelige beboere så nu deres chance for at undslippe og komme tilbage til at leve som kristne. De flygtede flere hundrede sømil over havet til en større ø, hvor de fandt et sikkert tilflugtssted. Mange af dem har dog endnu, næsten ti år efter, ikke fundet et permanent sted at slå sig ned, bo og arbejde. De bor stadig i flygtningelejre, hvor pladsen er trang, sygdomme florerer, bl.a. tuberkulose, og det er svært at finde permanent arbejde.
Dansk Europamissions samarbejdspartner i Indonesien, Bless Indonesia Today (BIT), har gennem flere år fået hjælp fra bl.a. Dansk Europamission til at opføre en helt ny landsby, som skal huse disse fordrevne mennesker fra Lata-lata. Omkring 40 familier er foreløbig flyttet til landsbyen og er begyndt at finde sig til rette med små landbrug, fiskeri og lidt småindustri som erhverv, men der er stadig lang vej igen, før det nye landsbysamfund for alvor kommer til at fungere som en rigtig lille by med de sociale og uddannelsesmæssige faciliteter, som er normale for et sådant lokalsamfund.
– Derfor beder vi om en ny håndsrækning til disse ulykkeligt stillede mennesker, der endnu mangler et blivende sted at bo og arbejde, lyder det appellerende fra Henrik Ertner, som fortsætter:
– De vil hellere end gerne kunne genoptage et jævnt og muntert, virksomt liv på jord, hvor de kan udnytte de færdigheder, som de har fået fra deres forfædre, hvor en kombination af fiskeri, husmandsbrug og håndværk har dannet den økonomiske basis for deres tilværelse.
Den nye landsby ligger ved havet, men oppe på et plateau, sikret mod tsunamier, og de familier, der allerede bor der, har selv sørget for at forbedre livsbetingelserne på stedet. Da de først kom, var der ikke nogen ordentlig ferskvandsforsyning, men den har de selv etableret ved at bygge en rørledning ned til et nærliggende vandløb, der løber igennem et urskovsområde.
– De måtte grave en lang tunnel til rørledningen for ikke at være tvunget til at være afhængige af meget kraftige, dyre og energikrævende pumper, men det klarede de selv med håndkraft, så de er virkelig motiverede for at skabe et nyt, levedygtigt samfund på stedet. De fleste har indset, at det ikke nytter noget at drømme om at vende tilbage til Lata-lata. På den anden side vil de gerne bo sammen, fordi de har deres eget sprog og kultur, som ikke er helt ligesom det, der præger befolkningen, der har givet dem et tilflugtssted. Samtidig med, at de er indonesere, føler de sig også knyttet til deres oprindelige øs sprog og kultur, som det er vigtigt for dem at give videre til de kommende slægtled, fortæller Henrik Ertner.
At få Lata-lata-folket ud af flygtningelejrene har høj prioritet for Dansk Europamission, som ser en stor mulighed for at gøre en forskel i disse menneskers liv ved at give dem den hjælp til selvhjælp, som de lige nu har hårdt brug for.
– Med den rigtige hjælp kan de komme på fode igen. Lata-lata-folket er dejlige mennesker, men der er noget sørgmodigt over dem, når jeg besøger dem i flygtningelejrene. Vær med til at bringe smilet tilbage til deres liv i dag! Der skal ikke så meget til, for Lata-lata-folk bygger selv deres egne huse, de behøver bare hjælp til materialer, lyder det fra Henrik Ertner Rasmussen, som håber, at mange vil bidrage økonomisk til projektet.
