Klitboerne og Getsemane
På sydklitten, fem kilometer efter Hvide Sande, i byen Haurvig, ligger et af Danmarks ældste missionshuse.Midt ude i den vestjyske natur ligger et af Danmarks ældste missionshuse, Haurvig missionshus. Huset er over 100 år gammelt og ser forfaldent og ubrugeligt ud. Men på trods af huller i taget, og knuste vinduer, er det stadig samlingssted for de troende ude på Klitten.
Klitten kaldes den strækning, der går fra Søndervig til Nymindegab. Det er ikke andet end en meget smal tange, der snor sig som en slange gennem den vestjyske natur – lange øde hede strækninger, klitter og vindblæste fyrretræer. Det alt dominerende element herude er Vesterhavet, det ligger på den ene side af tangen, på den anden side ligger Ringkøbing fjord. Altså vand på begge sider!
På sydklitten, fem kilometer efter Hvide Sande, i byen Haurvig, ligger et af Danmarks ældste missionshuse. Over døren står der med sorte typer på en hvid baggrund: Getsemane.” Navnet er hentet fra Bibelen, og er det sted, hvor Jesus trak sig tilbage for at bede til sin far, da han var i den dybeste nød.
I Getsemane i Haurvig er der også blevet bedt meget til Gud. Folk herude har været i stor nød. I gamle dage var befolkningen på Klitten næsten udelukkende fiskere. Dengang var der ingen havn – de små fiskerbåde, lavet af træ, blev sat ud fra kysten. Når fangsten var god, var glæden stor. Havet giver – men det tager også. Og det tager, hvad det har lyst til, uden at spørge først. Det er ubarmhjertigt og nådesløst. Og så er det svingende i humør, aldrig til at stole på. På en vindstille sommerdag kan det virke venligt. Milde bølger smyger sig kælent op ad strandbredden.
Men når efteråret kommer, er det slut med venligheden. En barsk blæst pisker vandet op, og bølgerne bliver til meterhøje frådende fangarme, der flår og flænser i alt, hvad det kommer i nærheden af.
Før fiskerne tog ud på havet, kyssede de deres koner. De sagde farvel, men aldrig på gensyn. For ingen vidste med sikkerhed, om de nogensinde ville se hinanden igen.
Fiskerkonerne gik derhjemme, passede børn, vaskede tøj og lavede mad. Altid tænkte de på deres kære ude på havet. Men der var også en anden, de havde i tankerne: Vinden!
Morgen middag og aften lyttede de efter dens stemme. I samme øjeblik den begyndte at hyle og tude, gjorde de sig klar. Det endelige startsignal var, når Vesterhavets brusen og brummen, som altid kan høres på disse kanter, blev til en højlydt knurren. Da vidste de, at det ville blive slemt. Hurtigt smed de alt, hvad de havde i hænderne og ilede af sted ned gennem heden, ned til klitterne. I det tunge sand kravlede de op på den højeste top. Heroppe, mens sandet, regnen og blæsten piskede dem ind i ansigtet, prøvede de at få et glimt af deres mænd, som lå ude i mørket og kæmpede for livet. Mændene rev og sled i årerne i håbet om at komme helskindet ind gennem den frådende brænding.
Men det var et farligt sted, og tit gik det galt.
Havet var mændene overlegent i magt og styrke. De meterhøje vandsøjler kastede sig med al deres kraft ind over de små træbåde og slog dem til pindebrænde. Besætningen faldt overbord, og den stærke strøm sugede dem ned på bunden af havet.
Sorgen var uudholdelig for de efterladte. Fiskerfamilierne på Klitten tørstede efter trøst. De var stormhærgede sjæle, der omkring deres nakke bar et åg af byrder og bekymringer. Gid der var én, der snart ville komme og hjælpe og gøre livet lettere for dem.
I kølvandet på en dramatisk drukneulykke på Klitten i april måned 1896 opstod der en religiøs vækkelse. Indre Mission kom og spredte sine mannakorn. Det var som brød fra himlen. Folk rakte hænderne ud og i tro, tog de imod det, der blev dem givet. Oven på den sandede jord, blev der bygget en åndelig klippegrund. Endelig fik Klitboerne fast grund under fødderne.
Mange omvendte sig, og sagde ja til Jesus. Men der var også dem, der ikke gjorde. Man må ikke glemme, at det er klitboere, vi har med at gøre. De er et lidt stivnakket folk, meget specielle, og helt deres egne. En klitbo er gudfrygtig. Han ved godt, at der er noget, der er større end ham selv. Men at få ham til at bekende hvad og hvem det præcis er, han tror på? Aldrig. Forhænget ind til hans allerhelligste forbliver trukket for.
Én ting kan vække en klitbo og få ham ud af hans dvale. Tager man det fra ham, som forsøder hans tilværelse – i gamle dage var det kortspil, dans og brændevin – viser han tænder og gøer af hidsighed. Da de Hellige kom til æ dør for at fortælle ham, at en tår over tørsten var Djævelens værk, blev de ikke lukket ind. Vandene deltes blandt folk på Klitten. På den ene side de frelste – på den anden side de fortabte.
Men i det store og hele var Indre Missions samfund, som det hedder, en kærkommen gæst på Klitten. I starten samledes de troende skiftevis hjemme hos hinanden for i fællesskab at dele Guds ord, bede for hinanden og sammen synge salmer. Den lille kreds af troende voksede, og tilslutningen blev med tiden så stor, at der var brug for et missionshus. Murermester Kristen Jensen byggede huset, og den 23. oktober 1899 blev det indviet af biskop V. Gøtzsche. Møder, missionsuger og søndagsskole har gennem mange år været faste arrangementer i missionshuset, og ikke mindst søndagsskoletanken har dannet grundlag for mange af de unge på Sydklitten.
Missionshuset i Haurvig står den dag i dag i store træk, som da det blev bygget i 1899. Men at stå midt ude i det barske klima, som hersker herude, i over hundrede år, uden ly eller læ, placeret midt i orkanens øje, det tager man skade af. Huse har det ligesom mennesker, de skal passes og plejes, ellers går de til. Og Getsemane er ved at gå til.
Riv det ned, det er en skamplet for stedet, er der nogen, der siger. Men river man huset ned, fjerner man et kostbart og uerstatteligt stykke kulturhistorie. Så er huset nu også så grimt, som man gør det til?
Udfordringen kørte til Haurvig for ved selvsyn at få det konstateret.
Haurvig fredag den 5. marts 2010: Vi kan hermed underrette læserne om at Getsemane virkelig trænger til en kærlig hånd. Huset har det ikke godt. De røde mursten er nedslidte og afblegede. Der er store huller i taget, rusten er tyk omkring de gotisk konstruerede jernvinduer, og mange af de små ruder er gået i stykker. Men hvad med inden døre? Døren var låst, så vi kontaktede formanden for Indre Mission i Haurvig, Chr. Oluf Iversen, og bad ham om at komme og lukke os ind.
Det første rum, man træder ind i, er et lillebitte køkken. Fra køkkenet går man direkte ind i mødesalen, som er gammel og umoderne. Men sjældent har undertegnede set så charmerende et sted. Der er en god ånd til stede.
I atmosfæren sidder der fingeraftryk fra alle de bønner, som er blevet bedt her.
Nede for enden af rummet står talerstolen. På væggen bagved hænger der billeder af ham, det hele handler om, ham, som er omdrejningspunktet ved ethvert møde – Jesus Kristus. Der er ikke noget kors, men midt i det hele har man hængt et lille træ skilt op, hvorpå der står skrevet: Se, jeg kommer snart.
Det eneste minus inden døre er kulden. Vinden som konstant er virksom på disse kanter siver ind af alle husets mange sprækker og huller. Og den tape, som man har prøvet at klistre de revnede ruder sammen med, kan ikke holde kulden ude.
Hvem bruger huset i dag?
– Folk fra Indre Missions Samfund her på Klitten. Vi holder møder et par gange om måneden, og der er stor tilslutning, fortæller formanden for Indre Missions i Haurvig Chr. Oluf Iversen.
Hvordan kan man holde møder her, når det er så koldt?
– Det er også et stort problem. Husets dårlige isolering gør, at huset er næsten umuligt at varme op. I vintermånederne har det været så koldt, at jeg har været nødt til flere dage før et møde at lukke op for de elektriske varmeovne.
Når I bruger missionshuset, og der er så stor tilslutning, som du fortæller, hvorfor isolerer I det så ikke og restaurerer det?
– Der var ikke noget, vi hellere ville. Vi er kede af, at huset er så forfaldent, som det er. Men vi har ingen penge at gøre godt med.
Der har været planer om at lave huset om til et museum?
– Jeg kender til planerne, men ved også, at det ikke bliver til noget, fordi der ikke er penge til at finansiere projektet.
Som formand for Indre Mission i Haurvig vil jeg gøre alt for, at missionshuset bevares. Og så længe der er så stor tilslutning, som der er til møderne, har vi ingen intentioner om at afgive huset til et museum.
– Getsemane er et uerstatteligt stykke kulturhistorie, der fortæller om livet og menneskene herude på Klitten. Det skal ”bare” lige have en kærlig hånd, så det kommer op at stå og igen falder flot ind i den smukke og storladne natur.
