Udfordringen på tv

Et program om mediernes skæve dækning af det
kristne stof sendes nu på en række tv-kanaler.
Det er Tove Videbæk, der interviewer Udfordringens redaktør, Henri Nissen.

Programmet sendes på søndag d. 25. kl. 11.00 og 23.00 i Hovedstadsområdet. På Kanal Sjælland kl. 12.00, TV Haderslev på Kanal Syd kl. 23.00, Kanal Fyn kl. 23.00 og fredag d. 30. kl. 15.30, Århus tirsdag d. 27. kl. 23.00 og fredag d. 30. kl. 23.00, TV77 Århus fredag d. 30. kl. 13.00, TV Bornholm søndag d. 25. kl. 23.00, AKTV i Ålborg.

Udsendelsen tager bl.a. udgangspunkt i Udfordringens omtale af et 3-dages bedemøde på Haiti, hvor en million deltog – men som stort set ikke blev omtalt i medierne herhjemme. (Se video her. )

Samt en lederartikel, hvor Henri Nissen skrev følgende:

Nogle nyheder
fortælles ikke

Verdslige medier undgår ofte at fortælle de gode historier, som bekræfter den kristne tro.
Kan du huske den mand på Haita, som blev reddet ud af de sammenstyrtede murbrokker – efter fire uger? Han havde ligget begravet fra jordskælvet den 12. januar til den 8. februar. Selvfølgelig var han udhungret og dehydreret. Men utroligt nok i live. Hvad var hemmeligheden?
Hans egen forklaring – som de verdslige medier ikke bringer – er, at der var en mand i hvidt, som bragte ham noget vand gang på gang. Hvad var det mon for en skikkelse i hvidt?
Ja, ifølge det materialistiske verdenssyn, som hele den vestlige verden ligger under for, så findes der jo ikke andet, end det vi kan måle og veje. Så man klipper mandens egen overnaturlige forklaring – og erfaring – væk.

Allerede en uge efter jordskælvet blev en lille dreng gravet fri. Også han forklarede, at en mand med hvidt skæg havde givet ham vand og mad og beroliget drengen med, at han ville blive fundet og reddet.
Men det fik vi heller ikke at vide.
Ifølge en nødhjælpsarbejder, som vendte tilbage til New York, havde manden også sagt til drengen, at jordskælvet var det første. Der ville komme flere andre steder. For manden med skæg ville snart komme tilbage…

Ifølge Rolf Slot Henriksen store undersøgelser af nærdødsoplevelser (i bogen ”Der er mere mellem himmel og jord”) beretter ca. 1/3 af de nærdøde også om negative oplevelser, som dæmoner og helvede. Men selv om forfatteren også plejer at nævne det, når han interviewes, så udelades disse oplysninger som regel i bladene.

Det er derfor, der er brug for medier som Udfordringen. Der er brug for, at vi allesammen fortæller om den virkelighed, der bevidst ignoreres i det vestlige samfunds redigerede virkelighed.
For at mennesker må kende sandheden – før Han kommer tilbage.