Kristne læger oplever hjælp fra den store læge
Kristne læger, som også tror på, at bøn kan helbrede, er de sidste 7 år mødtes til en årlig verdenskonference. Først i Korea, så Indien, Filpinerne, USA, Norge, Ukraine og nu i år i Rom, hvor Udfordringen også var inviteret med.Verdenskonferencen for kristne lægers netværk (WCDN) foregik i år på Sheraton Roma konference center fra 20.-22. maj med deltagere fra 40 lande.
Konferencen var både en faglig og festlig sammenkomst, hvor der var optræden af koreanske dansere og lovsang.
Netværket ønsker at dokumentere overnaturlig helbredelse og at inspirere kristne læger til også at bede for deres patienter. Der var også mulighed for at deltagerne kunne få forbøn af en af deres kolleger.
På et pressemøde forud for konferencen fortalte anerkendte læger fra hele verden om, hvordan de havde opdaget, at bøn for deres patienter kunne føre til en bedring, ja endda til mirakler.
Den italienske læge dr. Cesare Ghinelli har været leder af børneafdelingen på universitetshospitalet i Parma. Han har offentliggjort mere end 200 videnskabelige artikler, hvoraf halvdelen også er blevet oversat til udenlandske fagtidskrifter. Fra 1989-95 sad han i pædiatri-lægernes verdensorganisation, WOFABS eksekutivkomité. I 1995 blev han af organisationen udnævnt til ansvarlig for WOPSEC, som er den tilsvarende organisation for den 3. verden.
Dr. Ghinelli var oprindeligt ikke-troende. Men hans kone tog ham med til karismatiske møder, hvor der blev bedt for syge, og hvor der skete helbredelser.
Men det var før, jeg selv blev troende, og jeg tænkte, at der måtte være tale om psykosomatiske effekter at mennesker på grund af den dejlige fredfyldte musik og den kærlige atmosfære oplevede en bedring i deres psykiske situation, så de ikke følte smerten. Jeg tænkte, at de sikkert ville have det dårligere dagen efter.
Men da jeg efterhånden så overbevisende mirakler ske, som fx en pige på 17 år, der havde været født blind, men som nu kunne se, eller et lamt menneske, som rejste sig fra kørestolen efter at have været under behandling med medicin i 35 år, – så måtte jeg indse, at der var tale om mere end psykosomatiske effekter, konstaterede dr. Ghinelli.
Den koreanske vicepræsident for WCDN, dr. Alwin Hwang, tilføjede spøgefuldt:
– Der kan specielt ikke være tale om psykosomatiske virkninger, når vi taler om, at døde kommer til live igen efter andres bøn.
Han henviste dermed til den amerikanske læge, Chauncey Crandall, som også deltog i pressemødet.
Dr. Crandall bad for en patient, der døde af et hjerteanfald – hvorefter patienten kom tilbage til livet…!
Crandall er en anerkendt amerikansk hjertespecialist. Efter at have forsøgt at løbe fra sin kristne baggrund oplevede han et kald til også at bede for sine patienter.
Men jeg kendte ingen andre læger, der troede på helbredelse ved bøn. For mig var det vanskeligt at gå denne vej alene. Da jeg endelig mødte andre læger ved WCDNs konference i Florida, græd jeg af bevægelse, fortalte han.
En dag blev Crandall kaldt til operationsrummet, hvor en patient var død, og hvor alle forsøg på genoplivning i løbet af 40 min. var slået fejl. På vej ud af døren hørte han to gange en stemme sige: Vend om og bed for den mand!
Trods egne protester og sygeplejerskens måben gjorde han det til sidst. Manden kom igen til live og kom sig uden hjerneskader. Historien nåede ud til pressen og blev omtalt internationalt.
Hvordan reagerede pressen på beretningen om, at et menneske var kommet tilbage til livet efter din bøn?
Jeg var meget bange for at fortælle om det, for jeg troede ikke, at nogen kunne forstå det. Men det viste sig, at da jeg fortalte om det, så var både pressen og mennesker i øvrigt meget interesserede i at høre om det og vide mere.
Jeg tror, mange håber på, at Gud virkelig findes, og at han også hører vores bønner, sagde dr. Crandall.
Hvad skete der med den genopståede patient, efter at han kom til live?
Hans liv er helt forandret. Før var han ikke-troende, men nu går han i kirke, kommer i en bibelstudie-gruppe, og hele hans liv er helt forandret.
Den italienske landsleder for WCDN, dr. Mauro Adragma, der er psykiater, fortalte om, hvordan han selv havde kæmpet med lægelig skepsis over for mirakler. Engang havde han selv høj feber, og en kristen kollega bad for ham, hvorefter feberen straks forsvandt!
Det kan ikke være muligt, udbrød jeg. Min lægelige skepsis var så stor, at jeg ikke kunne fatte det. Og min kollega måtte tage min feber tre gange for at overbevise mig.
Da jeg også efter tredje gang udtrykte min tvivl og sagde Det kan ikke være muligt! selv om han viste mig på termometeret, at feberen var forsvundet, fik jeg faktisk feber igen…
Men det er længe siden nu, tilføjede dr. Adragma, som i årene efter sin omvendelse har været meget aktiv i at hjælpe narkomaner og mennesker i slum-området Zen i Palermo i Italien.
På konferencen blev der vist en video-hilsen fra dr. Jaerock Lee i Korea, som selv oplevede at blive helbredt for store lidelser, hvorefter han stiftede verdensorganisationen for kristne læger WCDN for at dokumentere, at Gud også kan helbrede i dag.
Lee er også stifter af den næststørste kirke i Sydkorea med ca. 100.000 medlemmer. Det er en kirke, hvor overnaturlige helbredelser hører til dagens orden.
Guds helbredelse er både frelse ved Jesu blod og frigørelse fra alle lidelser ved Helligånden, sagde han.
Hvis nogen alvorligt søger Guds helbredelse, kan det ske hvor som helst og når som helst, fastslog grundlæggeren og opfordrede de flere hundrede læger fra 40 nationer til at hjælpe deres patienter, ikke blot med medicin, men med forbøn og åndelig hjælp.
Der blev på konferencen gennemgået flere eksempler på overnaturlig helbredelse.
Det første eksempel var en koreansk mand, der havde fået påvist kræft i maven, og som nægtede at få behandling.
Han blev opfordret til at få behandling, men undlod. I stedet blev der bedt for ham i hans kirke, og under denne forbøn følte han selv, at der skete noget, og han troede på, at han var helbredt.
Da han blev undersøgt igen, var patienten faktisk rask. Det fremgik af sygejournalen og af røntgenfotos foretaget før og efter. Disse var også trykt i det materiale, der var udgivet i en bog til deltagerne. Under gennemgangen af sagen kunne lægerne stille spørgsmål.
En italiensk katolsk læge stillede fx kritiske spørgsmål, fordi hun tvivlede på, at det var muligt. Og hendes spørgsmål blev grundigt besvaret i lægelige termer. Hun var fx betænkelig ved, at patienten ikke havde modtaget behandling.
Vi opfordrer aldrig patienter til ikke at tage imod lægelig hjælp. Vi foreslår kun, at de også modtager bøn, beroligede dr. Mauro Adragna.
Selv om det kristne lægenetværk er fælleskirkeligt, består det især af protestantiske læger. Men der var også katolikker til stede.
En anden sag blev præsenteret af den færøske læge Eydna Eysturskard. Den handlede om en kvinde, Margreth Beresford, England, som selv fortalte sin fantastiske historie på videoskærm.
Hun er født i Canterbury. Havde en flot karriere som musikprofessor efter en konservatorieudannelse i både violin og piano. Hun ledte koret ved Sct. Pauls Catherdral i London, var derefter musikprofessor ved Southern University i London. Var i tv. Spillede engang for Dronning Elisabeth, osv.
Margereth blev imidlertid gift og flyttede til Norge, hvor hun bare var organist. Ved afskeden for en biskop i Trondheim dansede 2-300 gæster polka. Hun faldt og brækkede venstre hånd. På hospitalet blev hun opereret og fik indsat skruer. Operationen medførte en infektion og komplikationer. Et plaster blev monteret for snævert og medførte, at hånden blev hævet og sort. I stedet for at blive helbredt fik hun en krøblinge-hånd. Såkaldt refleks distrophy. Hun var næsten lam i hånden i seks år. Var til specialister i England og Norge. Ingen kunne hjælpe på grund af den måde, hånden havde helet på. Hun kunne ikke spille, ikke holde på noget, ikke tåle at have ur på… Fik besked på ikke at bruge hånden mere.
Hun solgte pianoet, gemte violinen under sengen og oplevede gennem seks år et fysisk og psykisk helvede…
En dag i 2004 gik hun ind på en helbredelsesklinik i syd-Norge, hvor Svein-Magne Pedersen bad en enkel bøn, mens han holdt om hendes beskadigede hånd. Fingrene begyndte straks at bevæge sig. Det fortsatte, og hånden kunne så også bevæge sig. Alle gener forsvandt på ganske få minutter. Hun kunne genoptage sit spil, gøre alt det, hun tidligere havde kunnet. Ja, hun kunne løfte en cykel med hånden!
Jeg er her som levende bevis på et mirakel fra Gud, sluttede hun.
Mange andre sager blev gennemgået detaljeret. En af dem var den helbredelse, som Hans Berntsen var redskab til af Mie Fog, en dansk kvinde, som blev sparket af en hest, hvorved hendes arm m.m. blev handikappet. Mies historie har været fortalt i Udfordringen. Hun deltog i WCDNs konference i Tronheim sidste år, hvorfra der blev vist en video.
Mie Fogs helbredelse førte til, at hun selv og hendes mand blev troende kristne – og nu selv beder for syge! Det var den norske læge Sven Frederik Østerhus, Næstved sygehus, der fremlagde sagens akter.
Dr. Cesare Ghinelli gav konkrete eksempler på, hvordan han havde oplevet Helligåndens vejledning under operationer. I tre tilfælde var patienterne opgivet, fordi det ville være for farligt at operere deres kræftsvulster uden at komme til at skade fx en stor pulsåre langs rygsøjlen.
I disse tilfælde følte Ghinelli sig alligevel ledt af Helligånden til at forsøge at operere de børn, der var tale om. Forud bad og fastede han i flere dage.
Under en operation følte han sig bogstaveligt talt frem i håb om at finde det sted, hvor han kunne skære svulsten væk, og pludselig stod han med svulsten i hånden den var gået løs, uden at han havde måttet skære. Og barnet overlevede.
I et andet tilfælde blev han ledt til at operere fra svulst til svulst. Han nynnede imens på engelske lovsange om Guds hjælp. Af hensyn til sygeplejersken, der stod ved siden af, holdt han op med at synge. Men nu kunne han ikke finde, hvor han skulle operere. Så begyndte han igen at synge om Guds hjælp, og nu lykkedes det igen…! fortalte den internationalt kendte børnelæge.
I et tilfælde kom et forældrepar til dr. Ghinnelli og spurgte ham om at operere deres håbløst syge barn for kræft. Ingen andre læger ville. De havde hørt om, at dr. Ghinelli søgte Guds hjælp.
– Hvad er jeres eget forhold til Gud? spurgte han.
Vi er desværre begge ateister, beklagede forældrene.
Ghinelli spurgte dem så, om de ville bede sammen med ham om eftermiddagen. Det ville de gerne. Og efter et meget rørende bedemøde sagde faderen, at han var ked af, at han ikke selv var troende og kunne bede på den måde.
Dagen derpå opererede Ghinelli drengen til trods for kollegernes hovedrysten.
Men da vi åbnede drengens mellemgulv for at operere, var svulsten helt forsvundet. Røntgenbilleder og de andre læger bekræftede, at drengen havde haft en svulst. Men nu var svulsten væk. Og drengen kom sig hurtigt og er nu en ung mand, som lever helt normalt, fortalte Ghinelli de flere hundrede kolleger på lægekonferencen.
