Italiensk biskop irettesætter mafiaen
I et åbent brev beder italiensk biskop mafia-ledere i Syditalien om at stoppe med at benytte kirkens hellige steder til deres indvielses-ceremonier af nye gangstere.En italiensk biskop har gjort det, få mennesker tør: at irettesætte mafiaen.
I et åbent brev beder en biskop i Syditalien, Giuseppe Fiorini, mafia-bosserne om at stoppe med at benytte kirkens hellige steder til indvielses-ceremonier af nye gangstere, der sværger deres troskab.
Biskoppens kommentarer kommer efter politiet i juli anholdte 300 mistænkte ganstere, heriblandt den 80-årige godfather Domenico Oppedisano, og offentliggjorde en video, som viser en gangster-boss, der tages i ed foran en statue af Jomfru Maria.
– Vi har set billeder af jeres ulovlige forsamlinger og delinger af magt ved helgenskrinet til Jomfru Maria ved Polsi, skriver biskoppen i sit brev, ifølge The Telegraph, og fortsætter:
– Vi har altid troet, at disse møder ved hellige altre er folkeforsamlinger, men det er vi blevet nødt til at genoverveje.
– Hvilken mening er der i at have møder og ceremonier ved et helgenskrin til Jomfru Maria, hvor I, mens de trofaste ber og reflekterer om Gud, planlægger jeres aktiviteter, som Gud og Jomfru Maria ikke kan velsigne?
Biskoppen sluttede brevet med at minde gangsterne om, at kirken altid var villig til at tage imod dem med åbne arme, fordi det er den eneste institution, som tror på muligheden for, at I kan omvendes.