En læser fortæller: Mit julemirakel
Hvordan Gud opfyldte mit ønske om et barn.Som 38-årig var jeg stadig barnløs. Jeg henvendte mig som et sidste forsøg til en gynækolog.
Han sagde, at det var jo ved at være noget sent, men han ville gerne overveje, hvad der kunne gøres, måske en behandling. Vi aftalte en tid.
I mellemtiden inviterede min kusine mig til møde i en menighed. Dér oplevede jeg, at det at tro på Gud tilsyneladende gav de mennesker glæde og overskud. Prædikanten talte med begejstring om frelsen i Jesus Kristus. Jeg var overrasket og tænkte: – De har lige det, som jeg mangler!
Jeg havde ellers taget en mørk, munkeagtig kjole på for ikke at virke afstikkende, og så var de andre så smarte.
Da jeg kom hjem, knælede jeg ned og bad Jesus om at frelse mig – og straks var det, ligesom livet strømmede ind i mig. Jeg følte mig kolossalt styrket. Det var som nyt liv.
Næste dag skrev jeg til gynækologen, at nu var jeg kommet til tro på Gud og Jesus Kristus, så derfor ville jeg gerne afbestille tiden og i stedet lægge det i Guds hånd.
En dag læste jeg i Bibelen, at Gud vill åbenbare sig for Israels menighed. De skulle hellige sig 2 1/2 dag først. Der var lige 2 1/2 dag til, at der var nadvergudstjeneste kirken, og da dette talte til mig, var jeg i bøn til Gud – og spændt.
På selve dagen var jeg én af de første, der kom. Jeg så en ung, handicappet mand, som stod i forhallen. Hans udseende gjorde mig urolig, fordi hans ene arm hang slapt ned på en unaturlig måde, og han virkede en anelse retarderet. Jeg nåede lige at tænke bare han ikke kommer hen til mig.
Så kom han straks direkte over til mig og sagde: Goddag, hvordan har du det?
Jeg svarede: Tak, udmærket.
Og så sagde han: Hvordan har dine børn det?
Jeg har ingen børn, var mit svar.
Han sagde: Åh, det var vel nok synd – men det får du nok snart.
Samtalen gjorde et vist indtryk på mig, for det skete sjældent, at nogen omtalte min barnløshed. Måske netop fordi han var lidt retarderet, havde han frimodighed til at tale sådan til mig.
Senere gik vi ind til nadveren, Jesu kød og blod, sammen med de andre. Jeg bemærkede, at han var med til det hele, men siden har jeg aldrig set ham.
Det hele virkede lidt forvirrende, men da jeg kom hjem, og min mand og jeg så tv om aftenen, var der en oplæsning ved skuespilleren Kaj Holm. Det var fra en bog, som handlede om dengang, Gud besøgte Abraham og Sara og forudsagde, at om et år ville Sara have en søn. Pludselig tænkte jeg på den unge handicappede mand i kirken. Han var jo i Kristus på grund af nadveren – og nu opfattede jeg, at dette var Guds åbenbaring – for mig. Nu havde jeg fået tro på, at jeg ville få et barn.
Et halvt år senere blev jeg gravid. Det var en meget stor dag, da den samme rare gynækolog, som jeg sidst havde sendt afbud til, erfarede, at jeg ventede et barn.
Fostervandet gik desværre, da jeg var 6 1/2 måned henne. Mens jeg lå om natten i denne tilstand og var ulykkelig, tog jeg et `mannakorn – et lille stykke karton med et skriftsted på. Stor var min glæde, da jeg læste: Hans sønner skal sidde som oliekviste om hans bord.(Salmernes Bog, kapitel 128, vers 3).
Jeg var nu blevet så trøstet og stærk i troen, at selv om jeg næste dag blev kørt i ambulance til sygehuset som et aborttilfælde, og selv om lægen Ikke kunne love, at fødslen kunne lykkes, så vidste jeg, at det nok skulle gå. Jeg blev indlagt juleaften, og ingen havde tid til at tage sig af mit `problem, for der blev serveret andesteg og rødvin og givet gaver, og hele personalet ønskede glædelig jul.
Juledag blev vores søn, Jacob, født. En dejlig, velskabt dreng. Jeg var da 39 år. Jacob vejede 1230 gram. Han blev lagt i en kuvøse og døbt samme aften.
Nogle dage efter fødslen fik Jacob gulsot. Det er farligt med så lav en fødselsvægt, og Jacob blev sendt i en `kuffertkuvøse til Rigshospitalet, hvor hans blod blev udskiftet. Da faldt hans vægt ned til 1150 gram, men ved Guds hjælp og menighedens forbøn klarede han skærene. I dag er Jacob 43 år og ved Guds nåde høj, flot og godt begavet.
Hav tak og lov og pris og ære Gud Fader, Søn og Helligånd, at vi det glædesblus må bære, som du har givet os i hånd!
Af Inge Pedersen
