At stå fast i troen, når idolerne falder
Det er vigtigt endnu engang at lære om hellighed, mener kulturobservatør. Fokus på hellighed, en god portion selvværd og et sundt syn på dine idoler kan hjælpe dig til at stå fast, når de falder.
Disneystjerner og teenage-idoler har ikke været generte i forhold til at tale om deres tro. Den vildt populære Justin Bieber er den sidste i en lang række af berømtheder, som sidst er stået frem og har bekendt sig til den kristne tro og et liv med Jesus.
Men fordi mange af disse stjerner offentligt er bukket under for synd eller har truffet dårlige valg, er der behov for, at unge vejledes, så de ikke følger i deres yndlingsidolers fodspor.
Bob Walizewski, leder af Medier og Kultur med Fokus på Familien udtaler, at kristne ungdomsledere og forældre må arbejde sammen om at undervise børn og unge om, hvad det vil sige at leve et helligt liv. Så at de unge, som beundrer og er fans af stjerner, kan forblive rodfæstede i troen.
– Jeg mener, det er meget vigtigt, at unge igen bliver undervist i hellighed, siger han til The Christian Post.
– Hellighed er blevet upopulært. Pendulet er svunget for meget til den ene side – nåden er idag blevet for letkøbt. I forkyndelsen lægges der ikke så megen vægt på anger, omvendelse og et liv i hellighed, som der burde, mener Bob Walizewski.
Men Waliszewski pointerer, at unge mennesker også må indse, at alle kristne kan falde for fristelser. Især i Hollywood.
– Efter min mening er det vigtigt, at forældre lærer deres børn, at alle mennesker fejler, understreger han.
– Der er endda kristne ledere, som offentligt er bukket under for en synd. Når det drejer sig om kristne, der på en eller anden måde er i rampelyset, er det endnu sværere at leve sin tro ud i praksis. At sige fra, er virkelig hårdt for unge kendisser, der optræder i medierne.
Den populære Disney-stjerne Demi Lovato, som offentligt har erklæret, at hun er en kristen, blev for nylig indskrevet på et behandlingshjem. Hun aflyste en verdensturné med The Jonas Brothers for at søge hjælp for følelsesmæssige og fysiske problemer.
Den 18-årige Lovato er mest kendt for sin helstøbte fortolkning af personen Sonny Monroe i filmen Sonny with a Chance på Disney-kanalen.
Hendes talskvinde sagde, at Lovatos behandling ikke havde at gøre med misbrugsproblemer og tilføjede, at den unge skuespiller og sanger kæmper med spiseforstyrrelser og cutting (at skære i sig selv, red.)
Et andet teenage-idol, Miley Cyrus – berømt for sin rolle i Disneys Hannah Montana- har også været åben om sin tro.
I 2009 sagde denne popsanger i The Rachel Ray Show, at hun aldrig havde været så tæt på Jesus, siden hun havde mødt Ham, som hun er nu.
– Han har givet mig lyst til at begynde at læse historierne i Bibelen – ikke blot de små lette vers. Bibelhistorierne hjælper ikke kun mig selv, men viser også, hvordan vi kan hjælpe andre mennesker, har hun tidligere sagt.
Men Cyrus – som har fået en kristen opdragelse – har vakt megen polemik gennem flere år, siden hun voksede ud af sit Disney-image.
Miley Cyrus vakte megen opstandelse, da hun som 15-årig poserede halvnøgen i Vanity Fair-magasinet og også senere i 2009 pga. en slags strip-dans ved Teen Choice Awards (en amerikansk prisoverrækkelsesfest for teenagere, red.) Hendes seneste musikvideoer er af forældre blevet anset for seksuelt udfordrende.
Den seneste kontrovers omkring Miley Cyrus har været i forbindelse med billeder, der viser hende ryge bong til sin 18-års fødselsdagsfest.
For nogle teenagere er en sådan opførsel hos Hollywood-teenagestjerner ikke noget, de studser over.
Den kristne forfatter og popkulturanalytiker Connie Neal underviste en bibelkreds for unge for nylig og bad om de unges kommentarer om teenageidoler.
De unge sagde, at de anså det for uundgåeligt for et teenageidol, at gå på kompromis med den kristne moral. Og understregede, at en personlig kristen ikke bør have andre idoler end Gud – og at folk, der idoliserer et andet menneske, i sidste ende vil blive skuffet. Det giver sig selv, mente de unge.
Neal understreger, at nogle ting er en del af det at blive voksen men tilføjer, at unge, som har gode kristne rollemodeller, ikke så let risikerer at falde i svime over teenageidoler.
– Enhver generation af teenagere har deres egne stjerner og idoler, som de efterligner, siger Connie Neal.
– Jeg kan huske, da nogle piger i min omgangskreds i de tidlige firsere gik klædt som Madonna, mens hun havde sin Desperately-Seeking-Susan- fase (Jeg-leder-despererat-efter-Susan-fasen, red.), fortæller hun.
– Graden af, hvor meget de unge påvirkes af idolerne, er afhængig af, hvor meget disse forbilleder eksponeres i medierne. Her bør forældrene træde i karakter og vejlede de unge i forhold til et kritisk medieforbrug.
Hvor meget, den unge lader sig påvirke af idolerne, afhænger også af, hvor godt et selvværd og en selvtillid, teenageren har.
– Teenagere, som har opdaget deres egne unikke talenter, som føler sig selvsikre og anerkendte for de evner og færdigheder, de er i besiddelse af, og som føler sig trygge og værdsatte i familien og omgangskredsen, er meget mindre udsat for at falde i næsegrus beundring over det seneste teenageidol, siger Connie Neal til The Christian Post.
Neals teenagerbibelgruppe fandt frem til, at det er den enkelte, der selv har ansvaret for at holde fast ved sin tro.
Af Irene Helweg Kjædegaard
og Steffen Færch