Derfor kristnede Harald Blåtand Danmark

Professor Brian Patrick McGuire gjorde på et foredrag i KFS i København op med den ateistiske
historieskrivning i forbindelse med kristningen af Danmark.Danmarks kristning var ikke et politisk spil for at undgå en kejserlig invadering fra syd, siger Brian Patrick McGuire i et foredrag for kfs’ere om sin bog ”Da Himmelen kom nærmere” – Fortællinger om Danmarks kristning 700-1300’. Nej, det har intet med sagen at gøre. Harald Blåtand gjorde derimod sig selv kristen og opfordrede danerne til at blive kristne.

Brian Patrick McGuire

Det var isnende koldt, da jeg valentinsaften bevægede mig ind til et KFS-møde i København i Studenterhuset ved Rundetårn, hvor der var godt fyldt op med studerende. Der er foredrag om middelalderens kristentro ved Brian Patrick McGuire, der er professor på RUC. Han blev født på Hawaii, men hans forældre tog ham tidligt med til Californien, hvor han voksede op i en katolsk ghetto.

Kirkebyggere: Bønder eller stormænd?

McGuire begynder foredraget om bogen med et tilbageblik til sin fødeø Hawaii, hvor calvinister fik de indfødte til at klæde deres krop og spise noget helt andet mad, end de ellers var vant til. Det samme gjaldt i Danmark for mange århundrede siden.
– Vi er i perioden år 700-1300, hvor kristendommen langsomt sivede ind i Danmark efter Harald Blåtands skelsættende dåb. Kristningen startede som et aristokratisk fænomen, men langsomt blev det også et fænomen blandt bønderne. Vi ser en overgang i Danmark, som er parallel med den, der skete ude i Europa. En overgang fra aristokratisk til pastoral kristendom, hvor sognekirkerne dukker op. Stedet, hvor bønderne kunne holde gudstjenester, døbe deres børn og begrave deres døde på anstændig vis, fortæller McGuire.
Han spørger retorisk, om det mon var stormændene eller bønderne, der byggede kirkerne? Det var nemlig relativt hurtigt at vore stenkirker rejstes. Der eksisterede allerede omkring 1700 landsbykirker i 1100-tallet i Danmark. Kirkehistoriker Hal Koch, der levede i sidste århundrede, havde en forestilling om, at det var bønderne. Modsat mente den marxistiske skole, at det var stormændene. En forestilling om, at stormændene anså kirkerne som et magtapparat med økonomisk gevinst. Men ifølge McGuire var det et fælles initiativ mellem stormændene og bønderne. Han gør op med den materialistiske historieskrivning med foragt for kirken, som kun har nytteværdien i fokus. Det er en form for reduktionisme at sige, at vi kun gør ting for at få materiel vækst.

Mennesker ser mere end blot nytteværdi

Jellingestenen med Jesus Kristus – her fremhævet med farver.

Han nævner sin vejleder på historiestudiet i 70’erne på RUC, som var en arbejderdreng, der havde kæmpet sig op i samfundet. For denne vejleder var samfundet en sej kamp om at nå til tops. Inden for den forståelse var der ikke plads til, at mennesket handler ud fra idealistiske og åndelige motiver. McGuire har derimod en overbevisning om, at man forklejner sig selv som menneske ved kun at tænke i nytteværdi.
– Vi mennesker er derimod både krop og ånd, og derfor afspejler vore handlinger, hvad vi er. Derfor kommer jeg til en ny forståelse af kristningsprocessen i Danmark og mener, at Harald Blåtand blev kristen, fordi han anså denne tro for at være mere meningsfuld og stærkere end den tidligere tro på de nordiske guder, forklarer McGuire.

Harald Blåtands mirakel

Det lyder måske som en idylliserende beskrivelse af middelalderens kristne kirke herhjemme, men McGuire vedkender sig, at der også var kirkekampe og magtspil. Hans tese er på ingen måde et forsøg på at benægte, at der også var en skyggeside.
Men han vil fremhæve, at der lige såvel som magtkampe og kirkekampe også kunne være en idealisme, åndelighed og engagement til stede hos præsterne og munkene. Ansgar havde eksempelvis en nød og iver for danerne og Norden. Det skyldes, at Norden var det sidste område på datidens verdenskort, som ikke havde hørt Kristi ord. Og ved at prædike ordet i Norden, så kunne dommedag indtræffe. Jævnfør Mattæusevangeliet kapitel 24: ”Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme.”
-Poppos jernbyrd er et enestående eksempel på, at Harald Blåtands samtid troede på mirakler. Den slags historie kan danske forskere ikke lide. Men vi skal ifølge McGuire huske på, at i middelalderen troede folk på mirakler. Der foreligger den mulighed, at der skete noget fantastisk. Derfor kan vi ikke udelukkende se på historien med materialistiske øjne. Adam af Bremen skriver: ”I det Herrens år 966 omvendte en mand ved navn Poppo danerne til troen. Han bar i overværelse af vidner et stykke hvidglødende jern, der havde form af en handske, uden at blive skadet. Kong Harald, som så dette, opgav sin afgudsdyrkelse og lod sig med hele sit folk omvende til den sande gudsdyrkelse. Poppo blev forfremmet til biskop.”


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Middelalderkristen

– Vi bliver nødt til at se på historien med datidens øjne. Ligesom Poppo og Ansgar forkyndte Kristi ord, har vi op gennem historien set utallige eksempler på, at kirken forkynder Kristi ord ud fra et åndeligt og idealistisk perspektiv, som f.eks. calvinisterne på Hawaii, der ikke nødvendigvis forkyndte ud fra et materialitisk perspektiv for at komme til tops i samfundet eller nå magtpolitiske mål, forklarer McGuire.
McGuire kalder sig middelalderkristen, selvom han har katolsk baggrund. Han går både til alters i lutherske og katolske kirker. Han føler sig mest kristen, når han er i et kloster og møder munke og nonner, der lever i bøn og arbejder. Han siger han har en lille tro, men den er utrolig betydningsfuld. Han mener dog ikke, der er en sandhed, som gælder for alle.
Af Simon Høeg Jensen