DJ fra Nørrebro på egne ben i Damaskus

En billet, en bibel og en notesbog. Meget mere var der ikke i rygsækken, da en kristen DJ fra Nørrebro drog på kloster i Syrien. Her følger vi Samuel Andrés spændende dannelsesrejse i den første af fem artikler.Jeg har totalt stress på! Jeg skal jo huske det hele, for når jeg først sidder på flyet, er der ingen vej tilbage.

Det første døgn i Damaskus var kaotisk. Her passeres pladsen foran Ummayad Mosque. askus.

Det er SÅ typisk, at jeg pakker i sidste øjeblik, men når jeg nu skal sydpå i ca. 2 måneder, så skal rygsækken altså pakkes ordentligt. ”Jeg vil have jord mellem mine tæer og ud på dybt vand,” havde jeg sagt til mig selv i sommers, da jeg købte billetten til Damaskus. Jeg får tasken pakket og skrevet nogle kontaktinformationer i min rejsebog og smutter ud af døren i en fart. Farvel Nørrebro!

Efter mellemlandingen i Ungarn havner jeg midt om natten i Damaskus’ lufthavn. ”Have a nice stay,” siger den søde stewardesse ved flyets udgang, inden jeg bliver ramt af den varme og støvede luft. Luften har en anden lugt, som vel bedst kan beskrives som tung og en anelse krydret.
Jeg henter min bagage og sætter mig godt til rette på en bænk ved udgangen og tænker, at dette nok er den tommeste lufthavn jeg har set – det er lidt som at sidde på Københavns Hovedbanegård inden lukketid. Jeg åbner min taske for at skrive lidt i min notesbog og tjekke den for de oplysninger og informationer, som jeg har skrevet hjemmefra til at bruge mine første dage i Syriens hovedstad. Bogen er væk …

Jeg husker pludselig, at jeg glemte den på flyet og rejser mig straks for at finde et hittegodskontor, men i det samme kommer en sikkerhedsvagt gående med noget der ligner min notesbog. Jeg går hurtigt over til ham, peger på bogen og siger: ”I believe that is my notebook”. Han kigger på mig og forstår tydeligvis ikke engelsk, men meningen er han med på, så han giver mig bogen uden at ville tjekke. Jeg er lettet! I den bog har jeg skrevet en indledende synopsis til min bacheloropgave, og der står informationer på diverse hostels og telefonnumre på biskopper og andre folk, jeg skulle møde på min rejse. Desuden var bogen en gave fra et par af mine bedste venner.
Jeg sætter mig på bænken igen for at tjekke informationerne på det hostel, jeg havde regnet med at overnatte på, men når jeg åbner bogen står der intet – INTET! Siderne er revet ud! Jeg kan næsten ikke tro mine egne øjne. Så vidt jeg husker stod der ingenting om bomber, spionage, og der var heller ingen tegninger af Muhammed.
Jeg tager min blyant, lægger den på skrå mod én af siderne og forsøger på bedste James Bond-vis at få nogle af mine informationer tilbage. Det kan blive til et eneste telefonnummer, hvor det sidste 9-tal ligeså godt kan have været et 4 tal.
I det øjeblik føler jeg mig en anelse strandet og rådvild. Det har jeg oplevet før, men godt nok aldrig midt om natten i Damaskus – ca. 3000 kilometer hjemmefra.

Jeg droppede min plan om at sove til om morgenen i lufthavnen. Min rejse var begyndt med en lille mavepuster, så jeg tog min guidebog i hånden og gik ud til taxierne. ”Where you are going?” spørger chaufføren, mens han løfter min backpack op i bagagerummet. ”Hvor skal jeg egentlig hen?” tænker jeg.
Jeg kan huske, at der skulle være et kloster ved den gamle by, der husede gæster gratis, men om de havde plads en torsdag nat, vidste jeg ikke. Det var min eneste mulighed, så jeg svarede: ”Saint Elias Monastery”.
Motorvejen ind mod byen var tom. Det var jeg glad for, eftersom der ikke var nogen striber på vejen, og chaufføren kørte 140 km/t frem og tilbage mellem vognbanerne. Pludselig drejer han ind ad en gade, der bliver smallere og smallere. Efter et par sving og undvigemanøvre stopper han foran en mindre port med et skilt over: ”Saint Elias Monastery”.
Jeg skynder mig op til døren og ringer på. Der er bælgmørkt bag vinduernes gennemsigtige gardiner. Pludselig stikker en mand hovedet ud. Manden tørrer søvnen væk fra sine øjne og svarer på min anmodning om et sted at sove: ”We have no room. Full booked. Come tomorrow!”
Han lukker døren, og så står jeg der. Den eneste information, jeg kunne huske, nyttede ikke. Taxichaufføren afventer min næste destination. Da jeg ikke har nogen destination andet end ”cheap hotel!”, spørger han: ”One star? Three star? Five star?”. Jeg overvejer ‘one star’, men hvis denne milde slum er standarden i Damaskus, så må jeg hellere vælge ‘three star’.
Sulten har meldt sig her kl. 6 om morgenen, men jeg ender med at måtte gå sulten i seng på Hotel Al-Majed.

Jeg vågnede flere gange i løbet af morgenen på grund af alle mulige lyde fra gangen. Kl. 11. måtte jeg stå op. Jeg tog rygsækken på og tjekkede ud.
Solen bagede og byen summede. Jeg købte et bedre kort i en lille butik for ca. 9 kr., hvad jeg senere skulle finde ud af, var overpris.
Opsat på at finde det ‘Saint Elias Monastery’, jeg havde fundet hjemmefra på Google maps, hoppede jeg i en taxa mod nordøst Damaskus. Jeg blev sat af ved en rundkørsel. Efter at have vendt og drejet kortet i et par minutter kom en soldat gående mod mig med sit maskingevær, mens han med en armbevægelse signalerede, at jeg ikke måtte stå på det fortov.
En anelse forvirret gik jeg ned ad en gade og befandt mig nu akkurat på det sted, jeg havde markeret på kortet. Men kloster var der ikke noget af.
Der lå et lille apotek, så jeg gik ind for at spørge om vej. Apoteket var på omtrent 10 kvadratmeter, med en midaldrende yndig dame bag kassen, der talte telefon.
Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at forklare min situation ved hjælp af håndfagter og tegninger. Da hun ikke forstod mig, spurgte hun to kunder, der netop var kommet ind i butikken. De snakkede frem og tilbage på arabisk, mens jeg svedende så til. Det var middag, og solen stod højest. De bladrede igennem en telefonbog og kiggede jævnligt op på denne høje blege og rådvilde dansker. De ringede til en mand og talte frem og tilbage, før hun med et smil sagde: ”Man will come here. He help you.”
Efter et par minutter kom en ældre herre ind og vinkede mig med. Vi gik tilbage til stedet, hvor soldaten havde vist mig væk på den anden side af gaden. Efter godt 5 minutter kom vi til en lille skjult facade, hvor der sad et par taxachauffører. Jeg blev ført over i en pæn bil, der lugtede ny – ikke som de andre bulede, gamle og gule taxier. Jeg var en anelse betænkelig ved at stige ind, men apotekerens rolige og hjælpsomme ansigt appellerede, så jeg satte mig ind. Vi kørte godt og vel 10 minutter, mens jeg betragtede byen og tænkte: ”Stederne ligner godt nok hinanden her i Damaskus.”

Endeligt et sted at sove efter nogle forgæves forsøg.

Taxaen holdt ind, og sandelig om ikke jeg stod ved nøjagtigt samme Saint Elias Monastery som natten før. Og sandelig om ikke stedet fortsat var booket.
Jeg var nu mest opsat på at få noget at spise, men havde besluttet, at prioriteringen først måtte være at finde et sted, hvor jeg kunne sove og smide min tunge rygsæk. På vej ud ad døren sagde en ung dame, at jeg kunne prøve på Saint Paul Monastery, som lå lige ved siden af. Da jeg kom derover, løb en masse børn rundt og legede, mens en ung pige viste mig, hvor jeg kunne sove. Endelig kl. 2 om eftermiddagen sluttede den hektiske start, og jeg kunne gå på opdagelse.
Jeg havde fundet en base og kunne endelig gå på jagt efter noget at spise og begynde min første dag i Damaskus.

I næste rejseartikel går turen langt ud i Syriens ørken, til klosteret Deir Mar Musa, hvor muslimer såvel som kristne efter sigende fejrer gudstjeneste sammen…