Følelser er neutrale – ikke forkerte

Lektion 45Kommunikationen mellem mand og hustru er god, så længe I husker på, at følelser er neutrale – ikke gode eller dårlige, og ikke rigtige eller forkerte.
Vrede er for eksempel ikke en dårlig følelse i sig selv. Vrede kan påvirke os til at organisere et samfund, som bekæmper kriminalitet. Samtidig kan denne følelse få os til at synde, at kalde folk øgenavne, smække med døren, nægte at tale eller til at lukke af for Gud i vores liv.
Når vi først accepterer, at følelser er neutrale, er vi parate til at lære at praktisere dialog.
I The Secret of Staying in Love (Hemligheden ved at forblive forelsket, red.) betegner forfatter John Powell en dialog som det at dele følelser. I modsætning til dette er en diskussion dét at dele tanker, værdier, ideer, planer – hvad som helst, som er af mere intellektuel karakter.
Han hævder, at dialogen må komme forud for diskussionen, fordi ”det statiske i uløste og ikke udtrykte følelser vil blokere alle forsøg på en åben, fri strøm af tankeudveksling, som fører til, at der lægges planer og tages beslutninger osv.” Det er meget vigtigt at lære sig dialogens kunst, fordi ethvert ”brud i menneskelig kærlighed og kommunikation altid skyldes følelsesmæssige problemer”.

Det, at man har forskellige meninger, blokerer ikke kærligheden, med mindre den ene eller begge føler sig følelsesmæssigt truet af den andens mening. Ifølge Powell er det ikke dialogens hensigt, at vi skal føle os godt tilpas. Det kan ind imellem være vanskeligt og smertefuldt. Men hvis vi skal blive i stand til at lægge planer uden at føre krig, er dialogen nøglen til åben kommunikation. Dialogen kræver:
ærlighed, når vi ønsker at beskytte os selv ved at lade som om eller lyve.
at vi deler følelser, som vi helst vil overse.
at vi snakker ud, når vi egentlig foretrækker at surmule.
at vi vedkender os de følelser, som vi er forlegne ved og helst vil beskylde den anden for at være årsagen til.
at vi snakker om følelser, når vi egentlig helst vil holde os til fakta.

Er dialogen så anstrengelserne værd? Ja! Vores følelser er nemlig som et fingeraftryk eller vores DNA – helt specielle for os. Hvordan kan vi lære hinanden at kende, både nu og senere, hvis vi ikke finder det frem, som er i vort indre, og deler følelserne? Hvordan reagerer vi, når en ægtefælle indrømmer: ”Jeg føler mig som en elefant i en glasbutik, når jeg besøger dine forældre. Alt er så fint og kostbart, og jeg er stor og klodset.”

Hævder vi, at det er forkert at føle sådan?: ”Du ved, at mine forældre elsker dig, og at vi altid er velkomne hos dem.”
Prøver vi at få ægtefællen til at føle skyld for at sige sådan: ”Du er håbløs! Hvordan skal du kunne få et godt forhold til mine forældre, når du føler på den måde?”
Dømmer eller kritiserer vi følelsen?: ”Det er da det dummeste, du nogensinde har sagt. Det må betyde, at du har en brist i din karakter!”
Accepterer vi ægtefællens følelser?: ”Så må du have det svært, når jeg gerne vil have, at vi besøger mine forældre en hel dag.”

Dialog er noget, man fører for at forstå hinanden, ikke for at kåre en vinder eller for at komme frem til en beslutning. Når man engagerer sig i en dialog, må man ind imellem lægge bånd på sig selv for ikke at afbryde, korrigere eller stille for mange spørgsmål. Hvis vi tror, vi forstår ægtefællen, gør vi det, som vi tidligere har nævnt. Vi stiller et spørgsmål, som udtrykker, at man tror at have opfattet ham/hende rigtigt: ”Har jeg ret, når jeg hører, at du siger…?”

1. Lad en af jer være den ”lyttende ægtefælle” og den anden den ”talende”. Sæt tre minutter af til dette.
2. Den ”talende ægtefælle” vælger et aktuelt diskussionsemne (fx om at besøge en bestemt familie, økonomi, sex, arbejdsfordelingen i hjemmet, køb af ny bil i stedet for en ny sofa, børneopdragelse osv.) Han/hun taler i tre minutter og udtrykker blandt andet: ”Jeg føler (hvad føler han/hun?) når du nævner (problemet), fordi (grunden til den følelsesmæssige reaktion).” Husk: Selv om den ”lyttende ægtefælle” er tavs, er han/hun stadigvæk engageret med et positivt kropssprog: Du læner dig forover, nikker, holder øjenkontakten osv.
3. Når tiden er gået, siger den ”lyttende ægtefælle”: Det lyder for mig, som om du føler….., når jeg…..fordi…..”
4. Hvis den talende føler sig misforstået, fortsætter I dialogen, indtil han/hun accepterer den lyttendes forståelse som rigtig. Så bytter I roller og laver øvelsen igen.
5. Brug tid sammen, om muligt, efter øvelsen. Gå en lang tur og hold hinanden i hånden eller slap af sammen på sengen med svag baggrundsmusik. Hold om hinanden og kærtegn hinanden, til alle negative følelser er forsvundet.

Sæt tid af for den, som lytter, til at dele følelserne omkring problemet, som den anden har taget op. Følg instrukserne for dialog.
Brug tid på at tage beslutninger. Begynd med at tjekke, at I begge to har forstået den andens følelser. Undersøg mulighederne, og gør et forsøg på at finde frem til en kompromisløsning. (Måske overvejer I, hvilken kirke i skal vælge. Se lektion 30, Udfordringen uge 45). Hvis ikke I når frem til en beslutning, så tag en pause, og genoptag snakken.