Ikke alt lader sig styre

Ikke et ord om sygdom! Aftalte jeg med min barndomsveninde, da vi mødtes til strøgtur. Hun havde lige været til begravelse af en ung kvinde i familien og har også haft andre helbredsproblemer tæt inde på livet. Og jeg kom direkte fra hospitalet, hvor et familiemedlem heldigvis havde fået gode nyheder – efter mange tanker og overvejelser.
Allerede i vores mails forinden var vi blevet enige om, at vi trængte til forkælelse og til at tænke på og tale om alt muligt andet end sygdom og død.
Nogle gange finder vi det nødvendigt at trække stikket til alt det svære – for at hente kræfter gennem nydelse og livsglæde. Nu var vi fast besluttede på at fokusere på alt det gode, livet kan byde på. Ikke mindst venskab.
Max to minutter efter ”ikke et ord om sygdom”-udtalelsen, var der en ældre kvinde, der faldt på sin cykel på et særdeles glat sted på vejen lige foran os. Vi skyndte os derhen. Starten på vores strøgtur blev at undersøge kvindens tilstand og hjælpe med at sørge for, at hun kom godt af sted med ambulance.
Det viste sig at være en meget åndsstærk kvinde, og selvom omstændighederne for mødet bestemt ikke var rare for hende, havde hun overskud til en livsbekræftende samtale i ventetiden.
I første omgang ville hun tage videre til et vigtigt møde, men vi blev alligevel enige om, at det ville være bedst, hvis hun forholdt sig i ro og blev undersøgt på hospitalet – heldigvis, for hun havde brækket lårbenet, viste det sig.
Da hun var kommet med ambulancen, gik jeg ind i Helligåndskirken, hvor hun fik en bøn med på vejen. Samtidig fik jeg mulighed for at få sagt tak for de gode ting, der var sket, ikke mindst for de gode nyheder på hospitalet samme morgen. I kirken købte jeg en fin lille tindue, som min søn blev begejstret for, så den har jeg foræret til ham.
Det var ikke spor rart at se en kvinde falde og slå sig, og der gik lidt tid, hvor min veninde og jeg alligevel ikke helt kunne lade være med at tale om sygdom. Men snart rystede vi det af os for en dejlig stund og gjorde os umage med at holde aftalen.
Selvom det var koldt, var der masser af lyspunkter og fine fælles oplevelser den dag på Strøget. Og der var både dejligt varmt, god mad og drikke på restauranten.