Unge fra Jyllands frikirker samles i Århus
Unge fra frikirker i Mariager, Aalborg, Vejle, Herning og Horsens samles på lørdag til fælles ungdomsarrangement i Århus.På lørdag samles unge fra frikirker i hele Jylland i Århus. Youth Event hedder arrangementet, som arrangørerne håber vil kunne samle 200.
– Youth Event handler om at samle de lokale kræfter fra frikirker i hele Jylland. Århus er blot vært. Velkomstteamet, lovsangsband, talere osv. kommer også fra andre byer, siger Christina Kristensen, ungdomspræst i Citykirken i Århus, som lægger hus til arrangementet.
Der vil være seminarer i løbet af eftermiddagen, der er praktisk orienteret, og som vil fokusere på kald og identitet. Blandt talerne er Johnny Hansen (Citykirken), Eva Kristensen (Det Profetiske Væksthus Aalborg) og Lisbeth Sørensen (Åbenkirke Herning).
Ignite Band fra Åbenkirke i Herning vil lede lovsangen om aftenen, indtil en DJ tager over, så der kan danses langt ud på natten.
Youth Event er for unge mellem 18-30 år, og er arrangeret af Youth Festival 2010, som blev holdt i oktober sidste år i Kolding, Citykirkens ungdomsarbejde PASSION og en række forskellige kirker. Christina Kristensen håber, at endnu flere kirker vil være med til at arrangereYouth Event, når det holdes til næste år.