Døm selv

Det var den tid igen. Jeg lå i en stol med munden på vid gab, mens en dame med gummihandsker prikkede i tandkødet og stak en metaldims ind mellem alle tænderne. Hun er nu meget flink, min tandplejer. Vi har ikke kendt hinanden så længe, men så snart hun fandt ud af, at vi kommer fra samme by, ja, så var vi jo næsten i familie. Selv om byen nu ikke er helt lille.
Før jeg satte mig i stolen, fik vi en lille indledningssludder. Som altid mellem mennesker, der kun ses et par gange om året, så er det de dagsaktuelle temaer, der præger sådan en snak. Som nu fx vejret. Det er der altid noget at sige om. Men da hun var kommet godt i gang med eftersynet, og jeg i sagens natur nu ikke var helt i samme stand til at svare for mig, var vi nået til et af den uges hotteste emner: En brutal forbrydelse begået i ”vores” by. Hun tog tilløb, og så begyndte det ellers at gå stærkt.
– Jeg håber, de fanger ham, der har gjort det, sagde hun.
– Aer åeert a oog, gurglede jeg til svar.
– Men straffene burde altså være meget hårdere for sådan noget! tilføjede hun.
– Møøhrrremmm, indvendte jeg.
– Og når de så kommer i fængsel, så ligner det nærmest et hotel! Det burde altså være mere ubehageligt at sidde inde…
Jeg ville godt have fortalt hende om nogle ret interessante undersøgelser, der viser, at gennemsnitsdanskeren faktisk ville dømme langt mildere end domstolene, hvis de fik chancen for at kende til alle den enkelte sags nuancer og omstændigheder. Men jeg besluttede mig for at lade være. Hun ville nok alligevel ikke være så modtagelig efter at have fået en kopi af mit tandsæt hen over sine fingre.
Vi er ofte hurtige til at dømme hinanden på baggrund af overfladiske betragtninger og måske også fordomme. Hvis vi fik anledning til at forstå, hvorfor folk handler, som de gør, ville vi måske dømme anderledes. Men Gud har al ret til at dømme os alle sammen ude, for ingen af os kan leve fejlfrit. I stedet valgte han at sende Jesus til os med frelse og forsoning, så vi alle kan blive frikendt, hvis vi ønsker det. Se det er en nyhed, der altid er dagsaktuel. Del den!