Bjarne er som en dynamo
Bjarne Nederby Jessen brænder både for bøger, kirke og politik, men Grønland har en helt særlig plads i hans hjerte. Læsehest, missionær, skolebibliotekar, politiker, redaktør. Kært barn har mange navne. Dynamisk mand har mange ting for.
– Dynamik er der nok af, siger Bjarne Nederby Jessen om sig selv med et smil.
Hvis du ser en mand stå og lave mad, med en bog i den ene hånd, som han læser i, selvom det ikke er en kogebog. Hvis du ser en mand, som sidder ude i bilen og venter på konen, mens han læser i en bog. Hvis du ser en mand stå og læse nede i køen på apoteket. Så er det måske Bjarne Nederby Jessen, som du har mødt. Især hvis det er en mand i pensionistalderen, og du befinder dig Frederiksværksområdet.
For Bjarne er en bognarkoman. Men han synes ikke, det behøver at være negativt:
– Jeg læser mest skønlitteratur. Men selvom det handler om en fiktiv verden, synes jeg, det lukker op til den virkelige verden, mener han og er derfor også med i en læsekreds. Bjarne er pensionist. Men af den travle slags.
– Jeg er formand for boligforeningen og spidskandidat i Østjylland for Kristendemokraterne. Jeg sidder i ældrerådet i min kommune og er i bestyrelsen i kirkernes integrationstjeneste, jeg skriver freelance for Udfordringen. Ja, og så står jeg for vores Israels-forbedergruppe i den lokale menighed, forklarer Bjarne, som ikke synes, det er noget særligt.
– Jeg beder altid Gud om, at han vil vise mig de opgaver, som ligger på min vej, forklarer Bjarne som en af grundene til at engagere sig i så meget. For det var ikke noget, der begyndte, da han blev pensionist.
– Min mor kom fra et indremissionsk hjem, og min far fra Missionsforbundet, som også blev vores families kirke. Jeg kan huske, når min mormor var med, og hvordan hun sad med hænderne over kors og kaldte os frimissionen uden af den grund at være særligt negativ, huske Bjarne. Han kom ikke så fast i kirken som barn, og derfor endte han med at blive konfirmeret sammen med sine klassekammerater i Folkekirken. En oplevelse, som kom til at betyde noget helt særligt for ham.
– Jeg kan huske, at jeg fik skriftordet, hvor der står: Jesus spurgte da de tolv: Vil I også gå jeres vej? Simon Peter svarede ham: Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord! Det talte klart til mig og blev til min afgørelse, hvor jeg gav Gud mit liv, fortæller Bjarne, som senere kom tilbage til Missionsforbundet. Her sad han allerede i den lokale ungdomsbestyrelse som 15-16-årig.
– Jamen, de må jo have set noget i mig. Og jeg har altid godt kunnet lide en udfordring. Desuden har jeg lidt svært ved at sige nej, indrømmer Bjarne, som snart derefter stod for foreningens ungdomsblad og var med til at arrangere lejre og stævner.
– På et stort lederstævne kom landslederen og tog mig med på en gåtur og fortalte mig, at jeg nu skulle lede Morgenstjernen, som var det landsdækkende blad. Det var selvfølgelig frivilligt arbejde, og den udkom hver 14. dag, fortæller han med et smil.
– Jeg har altid været glad for at skrive, og hvis jeg ikke var blevet lærer, skulle jeg nok have været journalist, forklarer Bjarne, som kom til at stå for Morgenstjernen i 13 år samtidig med, at han havde kone og børn og et job som lærer og skolebibliotekar.
Hans hustru Kerstin er svensk, og han mødte hende kun, fordi hun som ung valgte at flytte til Danmark for at hjælpe en dansk-jødisk familie, hvor faren var død. Derefter endte hun i samme menighed som Bjarne i København, og for ham var det kærlighed ved første blik. De blev gift som 19-årige. Ud over troen har de også bøgerne til fælles og læser ofte de samme bøger, så de kan snakke om dem bagefter. Kerstin er uddannet socialpædagog, og de har fem børn sammen. Et af dem er et adoptivbarn fra Thailand. En historie, som ikke var helt tilfældig.
– Vores andet barn havde mellemgulvbrok, og det døde man altså af. Lægerne var lige ved at finde ud af at give noget medicin, som hjalp på det tidspunkt. Men for os var det en krisetid, og vi lovede Gud, at hvis vi fik lov til at beholde hende, ville vi tage et barn, ingen andre ville have. I vores hoved var det sikkert et tilbagestående barn, vi ville få. Men nogle år senere støder vi tilfældigt ind i en fra vores menighed, som fortæller os om en blind dreng fra Thailand. Der gik ikke mange timer, før vi havde besluttet os, husker Bjarne, som sammen med sin hustru fik lov til at adoptere, selvom de ventede deres yngste søn på det tidspunkt.
En stor passion i Bjarnes liv er politik. Og det begyndte allerede i folkeskolen.
– Vi havde en klasselærer, som sagde: Det kan godt være, at I ikke interesserer jer for politik, men politik interesserer sig for jer. Og det fik mig gjort interesseret, så jeg begyndte at læse aviser. På seminariet fortsatte udviklingen. Jeg vidste, at jeg ville gå ind i politik men var en af dem, der mente, at kristne skulle engagere sig men ikke danne deres eget parti, husker han.
Men han skiftede senere mening, og da partiet Kristendemokraterne blev dannet, meldte han sig ind i løbet af de første uger. Snart efter blev han informeret om, at han skulle starte lokalafdelingen op i det daværende Frederiksborg Amt. Så det gjorde han og nogle ligesindede fra forskellig kirkelig baggrund. Endnu engang var Bjarne involveret, uden at han havde bedt om det. Men han brændte og brænder stadig for politikken.
– Jeg mener, at det er vigtigt, at menigheder afgiver deres bedste folk til politik. Der er desperat brug for lys og salt og den etiske dimension i folketinget, fortæller han og afslører, at han utroligt gerne vil ind til næste valg. Han har tidligere været blot promiller fra at komme ind.
Et andet af Bjarnes hjertebørn er Grønland. Han og hustruen ville gerne være missionærer. Men det skulle først være, når børnene var fløjet fra reden. Desuden troede Kerstin, hun skulle til Congo, og Bjarne var sikker på, at Gud ville have ham til Thailand. Men som tiden nærmede sig, oplevede de to, at Gud lagde Grønland og grønlænderne på deres hjerte.
I 1991 tog de af sted for at bemande missionshuset i Illulissat. Opgaven var at være frikirkepræst, at drive en klub for byens børn og at udøve sjælesorg og rådgivning.
– Vi havde 20-25 børn forbi hver dag, og så prædikede jeg tre ud af fire søndage, men det, som var hårdest, var sjælesorgen. Man siger, at grønlænderne drikker. Men det gør de ikke alle sammen. Dem som drikker, drikker sig til gengæld helt i gulvet, når de lige har fået løn. Faktisk synes jeg, alkohol er et større problem i Danmark.
– Jeg synes, at seksuelt misbrug er en meget større udfordring i Grønland. Jeg tror ikke, jeg skyder helt forkert, hvis jeg siger, at 80% er blevet misbrugt seksuelt. Og det havde jeg så mange sjælesorgssamtaler om, og det trak tænder ud. Så meget at jeg, to år før vi tog hjem i 2004, gik ned med stress. Jeg sad og rystede derhjemme, så jeg vidste godt, den var gal. Derfor kom vi til Danmark og snakkede med en terapeut, og jeg måtte lægge en del af arbejdet på hylden deroppe, fortæller Bjarne om en af de sværeste perioder i deres liv. Men alligevel var årene på Grønland helt specielle.
– Det er svært at flytte til en anden kultur, men det var også svært at komme hjem igen. Vi havde jo været i Inuitternes Land, Menneskenes Land, hvor der var plads til at leve. Jeg synes, at alle mine år har været gode, men årene deroppe var noget helt særligt, konkluderer han.
