Dianas pinseoplevelse
En Pinsenovelle
Dagen havde været hed og travl. Diana satte den sidste skodde for. Hun havde solgt godt i dag. Næsten kærtegnende lod hun hænderne føle på stoffet, medens hun lagde stofrullerne på plads. Hun havde solgt meget af det dyre purpur de sidste dage.
I morgen skulle den årlige festdag fejres pinsefesten. Rabbinerne havde indført den som en fejring af lovgivningen på Sinaj oprindelig var den en takkefest for kornhøsten.
Diana glædede sig, hun og Demetrius ville stå tidligt op, så de kunne være med fra starten.Tempelpladsen plejede at være overfyldt.
Diana tog en dyb indånding, aftenluften var sval, skønt himlen endnu var rød. Det skulle blive godt at komme hjem. Basargaden vrimlede endnu med mennesker. Luften svirrede af mange forskellige sprog. I Jerusalem boede mennesker af mange nationaliteter, det gjorde den spændende at bo i.
Hjemme havde Demetrius beredt et måltid mad. Medens de spiste, drøftedes den senere tids begivenheder. Gennem nogle år gik der rygter om en mand fra Galilæa. Det var alle mulige mærkelige rygter om mirakler, han gjorde, syge der blev raske, døde der opstod, og meget mere fortaltes.
Engang var Diana til stede, hvor denne mand talte til en stor skare, aldrig havde hun hørt noget lignende. Alle, som var der, sad som tryllebundet af, hvad han sagde. Hun husker bl.a. , han råbte meget højt:
– Om nogen tørster, han komme til mig og drikke. Den som tror på mig, fra hans indre skal der, som Skriften har sagt, rinde strømme af levende vand.
Det havde gjort et stort indtryk på hende at møde ham.
Nå, men nu var han jo død, for snart 50 dage siden korsfæstede de ham, det var ved påskehøjtiden, husker hun. Hun sad lidt i dybe tanker.
– I dag mødte jeg en af de to soldater, der holdt vagt ved graven, hvor de lagde denne Jesus fra Nazaret, sagde Demetrius.
Han fortalte, at begge soldater blev slået til jorden af en kraft, som de ikke vidste, hvor kom fra. Da de kom til sig selv igen, så de, at den tunge sten var væltet fra graven, på stenen sad en engel. Demetrius sad meget stille i dybe tanker.
Så er rygterne, vi har hørt, nok alligevel sande, sagde han.
Næste morgen blev de vækket meget tidligt. Den snævre basargade vrimlede allerede med mennesker på vej til pinsefesten.
Da Diana og Demetrius nærmede sig pladsen, hvor festen skulle foregå, nåede en underlig lyd deres ører. Det lød nærmest som en mægtig susen af et vældigt åndepust, næsten som et uvejr. Mærkeligt, solen skinnede fra en skyfri himmel, og det var stille vejr.
Lige nu gik de forbi det hus, hvor de vidste, at Galilæeren ofte i den sidste tid før korsfæstelsen havde været sammen med sine disciple. Det lød som om, lyden kom derfra. Med et gik døren i huset op, og en flok på nok lidt over 100 mennesker, både mænd og kvinder, kom ud derfra. Diana så, at de gik mod tempelpladsen, og hun fulgte dem lidt på afstand. De opførte sig som om, de var jublende glade. Nu så hun, at der sad tunger af ild på hver eneste i flokken.
De var nu fremme på tempelpladsen. Diana så sig omkring. Demetrius var forsvundet i mængden, og hun stod helt tæt på nogle af mændene. Pludselig begyndte de at sige noget på mange forskellige sprog. Pladsen var tætpakket af mennesker. Hun kendte en del fra forretningen, men det var de færreste, hun kunne samtale med, for de kom fra forskellige lande. Alle de tolv mænd, som kaldtes disciple, talte med mennesker på hvert deres sprog, så alle kunne forstå det, der blev sagt.
Nu begyndte folk højlydt at undre sig – ja, de var ude af sig selv af forundring.
– Er de ikke alle sammen galilæere? Hvordan kan vi så høre dem tale hver på vort eget modersmål, vi partere og medere og elamitter, og vi som hører hjemme i Mesopotamien.
Diana fjernede sig lidt. De blev vistnok ved med at remse navne op på flere lande, de kom fra.
Alle virkede til at være helt ude af sig selv, som om de ikke vidste, hvad de skulle tænke. En råbte spottende op:
– De er fulde af sød vin.
Da trådte en mand, de kaldte Peter, frem sammen med de andre disciple. Han talte meget højt og sagde:
– Jødiske mænd og alle I som bor her i Jerusalem, det skal I vide, og mærk jer mine ord: Disse mænd er ikke berusede, sådan som I mener. Nej, her opfyldes de ord, der er talt ved profeten JOEL: Og det skal ske i de sidste dage, siger Gud, at jeg vil udgyde af min Ånd over alt kød.
Diana kunne ikke rigtig høre, hvad der blev sagt nu. Folk råbte op i munden på hinanden. De var ganske forvirrede, og det var hun også. Hvad var det dog, der foregik?
Nu kunne hun igen ganske klart høre, hvad manden sagde:
– Og det skal ske, at enhver, der påkalder Herrens navn, skal frelses. Israelitiske mænd, hør disse ord: Jesus fra Nazaret, en mand, som over for jer er udpeget af Gud ved kraftige gerninger og undere og tegn, som Gud gjorde ved ham midt iblandt jer, han blev, efter Guds egen fastsatte plan og forudviden, givet i jeres vold, og ved hedningers hjælp naglede I ham til et kors og tog hans liv. Men Gud gjorde ende på dødens veer og lod ham opstå, fordi det ikke var muligt, at han kunne fastholdes i døden.
Igen druknede alting i larmen. Diana kunne ikke fange, hvad der blev sagt, og hun tænkte på at gå hjem. På en gang blev hun helt nærværende. Manden, der talte, råbte meget højt nu:
– Denne Jesus har Gud ladet opstå, derom er vi alle vidner. Efter at han nu ved Guds højre hånd er ophøjet og af Faderen har fået Helligånden, som var forjættet os, har han udgydt den, således som I både ser og hører. Så skal da hele Israels hus vide for vist, at denne Jesus, som I korsfæstede, ham har Gud gjort til både Herre og Kristus.
Da de hørte dette, begyndte folk at råbe i munden på hinanden:
– Hvad skal vi gøre?
Peter svarede:
– Omvend jer og lad jer døbe hver især til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave.
Diana skyndte sig hen til flokken, der gav tilkende, at de ønskede at få det, som var forjættet. Hun fik at vide, at hun skulle blive hos dem, der havde givet til kende, at de ville omvende sig og lade sig døbe. De var omkring 3000, blev der sagt.
Bagefter på vejen hjem oplevede hun det som om, at det strømmede af liv fra hendes indre. Var det ikke netop det, han havde råbt ud, denne Jesus, dén dag for snart længe siden?
Hun begyndte at prise ham, som hun var kommet til tro på, på et sprog hun aldrig før havde talt. Helligånden boede nu i hendes indre. Hun var jublende glad, og hun nærmest dansede hen ad gaden.
Hun ville skynde sig hjem og fortælle Demetrius, hvad hun havde oplevet.
Af Mitte Kappel
